Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Hvad er så det næste, du kigger på?«
Mette Søndergaard og Ida Christensen samtaler om en tekst på den lysende interaktive tavle. Ved de små borde i lokalet sidder 7.a på Auning Skole. De 18 elever er ved at lære, hvordan de kan læse faglige tekster til brug i den projektopgave, der løber af stablen lige efter weekenden.
»Efter rubrikken kigger jeg tit på billedet. Her ser jeg to elever foran en computer, der viser en Facebook-side. Det bekræfter mig i, at artiklen handler om mobning på nettet«.
»Læser du ikke billedteksten?«
»Det glemte jeg i første omgang, men det er altid godt at finde ud af, hvad der står under billedet«.
De to, der er henholdsvis læsevejleder og klasselærer, fører samtalen for at vise, hvad eleverne skal gøre, når de lidt efter får udleveret en printet artikel. To og to skal de samtale om teksten bid for bid, så de bliver bevidste om, hvordan man får overblik, og hvordan man finder ud af, hvad der er vigtigt i indholdet.
Hvad betyder lærerforening?
Annika og Sara har svært ved at komme i gang, fordi de ikke forstår en del ord. Efter et stykke tid indrammer de dem med sort tusch, og med lidt ordforklaring fra deres lærer begynder arbejdet at skride frem.
»Hvad betyder lærerforening?«
»Når man har et bestemt arbejde, har man en fagforening, som sørger for, at ens arbejdsforhold er i orden. For vores vedkommende er det Danmarks Lærerforening«, siger Ida Christensen.
»Her er de med til at diskutere mobning«, konstaterer Sara, der er elev i 7.a.
Ida Christensen:
»Det kan de også gøre. Nogle fagforeninger interesserer sig for mange af de ting, som vedrører deres medlemmer«.
Eleverne Martin M., Martin E., Charlotte og Janela har alle haft svært ved at forstå et bestemt afsnit. Nu er de gået til tavlen, hvor de i fællesskab og med hjælp fra læsevejlederen analyserer sætningerne.
Bagefter taler de videre i tomandsgrupper ved bordene.
»Det er en god måde at komme igennem det, man læser«, siger Charlotte. »Jeg får meget mere ud af det, når jeg skal tale om teksten i stedet for bare at læse den højt eller læse den for mig selv«.
Forstår det bedre
Janela supplerer:
»Jeg forstår det bedre, når vi deler tingene op og kan hjælpe hinanden med at forstå dem«.
Lærer og læsevejleder bliver ved med at cirkulere rundt, indtil der er tre minutter igen. Så siger de til eleverne, at de skal sætte teksterne i deres mapper og samle opmærksomheden ved tavlen.
Læsevejlederen roser eleverne, fordi de har været gode til at arbejde koncentreret.
»Det her er kun en øvelse, men husk at gøre det samme, når I arbejder med andre tekster, og husk at være opmærksomme på det, I ikke forstår. Hvis den fremgangsmåde bliver en god rutine, kan den hjælpe jer med at forstå det, I læser«, bliver der sagt, før klokken ringer.
Mette Søndergaard og Ida Christensen er med i et pilotprojekt, der er en del af Norddjurs Kommunes nye satsning på at forbedre faglig læsning og læseforståelse på mellemtrinnet og i overbygningen.
Task Force, som det hedder, omfatter lærerteam på 4. og 7. årgang samt skolernes læsevejledere. De skal igennem et kursusforløb med hjemmeopgaver, så lærerne bliver bedre til at undervise i faglig læsning, og læsevejlederne bliver bedre til at coache lærerne.
Udvikling af læseforståelse
»Tidligere var det dansklæreren, der skulle løse opgaven, men det er en rigtig god idé at tage fat i faglærerne. De er de nærmeste til at give eleverne indsigt i den læsning, der er vigtig i det enkelte fag«, siger Ida Christensen.
Lærernes forløb sætter fokus på didaktiske overvejelser, fagfokuseret læsning, karakteristika for tekster i de enkelte fag og udvikling af tekstforståelse som en del af undervisningen. I centrum er teamsamarbejde og samarbejde med læsevejlederne.
»Begge relationer er en klar styrke, når det gælder om at løfte elevernes læsning«, siger Mette Søndergaard. »Meget af det er noget, de fleste lærere gør i forvejen, men vi har lært at tydeliggøre, hvad der foregår, og vi er blevet mindet om, at eleverne ikke bare kan det der med læsning uanset fag«.
Et af problemerne med faglig læsning på mellemtrinnet og i overbygningen er, at eleverne ikke af sig selv stopper op, når der er noget, de ikke forstår.
Ida Christensen:
»Vi kan ikke bare sige: 'Og så skal I tage notater'. Det skal de have hjælp til at gøre. Vi skal i det hele taget have mere fokus på deres læseproces«.
»Dansklæreren skal stadig være tovholder på de forskellige læseteknikker«, siger Mette Søndergaard. »Men faglærerne skal være opmærksomme på, om eleverne bruger dem, og om de kan de begreber, der bruges i faget. Som geografilærer skal man sørge for, at eleverne ved, hvad for eksempel en meridian er, og at eleverne har systemer og modeller, som giver dem overblik over, hvad fagets tekster handler om«.
Læsevejlederen i spil
Pilotprojektet har bragt læsevejlederen mere i spil, som Ida Christensen udtrykker det.
»Vi har lige så stille fået samarbejdet i gang. Nu er det nemmere at komme til hinanden. Som lærer har jeg lettere ved at søge hjælp, og i dag ved jeg, hvad jeg kan bruge Mette til«.
Mette Søndergaard:
»Traditionelt er læsevejledningen foregået sådan, at jeg efter en læseprøve i klassen er mødtes med teamet, har gennemgået den og er kommet med forslag til, hvad de kan prøve at gøre. Lærerne siger 'det er en god idé', men det kan sommetider være svært at få det gjort i praksis. Ved at jeg kommer med ud i klassen, kan vi bedre samarbejde om at videreudvikle elevernes læsning«.
En del af Task Force-forløbet er, at læsevejlederne skal demonstrere for lærerne, hvordan undervisningen kan foregå.
»I den dansktime, der lige er overstået, hjalp vi hinanden med at vise eleverne, hvordan de skal gøre, men der er også fag, hvor det er helt nyt for læreren at tænke i læseteknikker. Når det er tilfældet, modellerer jeg først, hvordan det skal gøres. Så prøver læreren det af, mens jeg observerer. Det giver et godt udgangspunkt at udvikle læsningen gennem et samarbejde - vel at mærke hvis vi sørger for at tage udgangspunkt i det, der går godt«, siger læsevejlederen.
Efter juleferien skal Task Force-projektet bredes ud til samtlige skoler i Norddjurs Kommune. Planen er, at alle lærere på mellemtrinnet og i overbygningen i løbet af tre år skal igennem forløbet.