Debat
Det er nu, skolelærere og børnebibliotekarer skal bruge hinanden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Skærme gør danske skoleelever til dårligere læsere«, stod der på forsiden af Politiken tirsdag den 29. oktober. I forlængelse af den seneste ePirls-undersøgelse er der igen debat om læsning på skærm versus læsning i papirbog. Men er det ikke på tide, at vi holder op med at tale så meget om mediet og fokuserer på indholdet i stedet? For det er dét, der er det essentielle: At børn får adgang til gode litteraturoplevelser, der afføder læselyst - for hvis børn skal blive gode læsere, skal de læse af lyst.
I forlængelse af at Børne- og Undervisningsministeriet har afsat 9,5 millioner kroner til en pulje, der skal understøtte læseindsatsen i folkeskolen, vil jeg som børnebibliotekar gerne opfordre til, at lærerne indtænker os i deres arbejde med læsning. Vi er jeres bedste medspillere i forhold til at skabe læseoplevelser, der smitter. Så brug os. Lad os få etableret en række samarbejder, der kan sikre de gode læseoplevelser.
Børnebibliotekarerne på landets folkebiblioteker tilbyder allerede aktiviteter, som skal styrke børnenes læselyst og bakke op om lærernes arbejde med børnenes læseevne. Vi afholder en lang række arrangementer, som sammenblander leg og læsning, børn og voksnes fælles læseoplevelser, og som engagerer børn i deres fritidslæsning. For eksempel målrettede booktalks med inspiration til læseoplevelser, seancer med læsevenner (frivillige voksne) eller læsehunde samt diverse arrangementer med læs på tid og read-a-thon, hvor både konkurrence og fællesskab er i fokus.
Mange steder arbejder vi allerede sammen, men lad os udnytte det politiske fokus og det nuværende momentum til at styrke vores arbejde med børns læseevne.
Jævnfør ePirls-undersøgelsen er det positivt, at så mange danske børn evner at læse tekster på skærm på et højt niveau. Landets børnebibliotekarer bakker op om al læsning og ser e-bøger som et godt supplement til den fysiske bog. E-bøgerne har en fordel i deres tilgængelighed, ordforklaring, oversættelse og oplæsning.
Dog ser vi stadig store fordele ved den fysiske bog: At bogen i sig selv er synlig for alle (i modsætning til teksten på skærmen), kan smitte og inspirere andre til at læse. Børn er glade for den tydelige fremgang i deres læsning, de kan se, hvor meget de har læst, og hvor meget der er tilbage. Den fysiske bog giver bedst mulighed for fordybelse og øger børnenes koncentrationsevne. Den har ingen forstyrrelser i form af notifikationer og pop-ups. Ved læsning i en fysisk bog trænes læseevnen, som bruges generelt i alle læsesituationer - også på skærm.
Uanset om børnene vil læse på skærm eller i fysiske bøger, har de brug for vejledning af fagprofessionelle og inspiration fra rollemodeller samt let adgang til fysiske skole- og folkebiblioteker. For børns læseevne og tekstforståelse skal holdes ved lige.
Ligesom folkebibliotekerne tilbyder voksne livslang læring, ønsker vi i børnebibliotekerne at samarbejde med skoler og forældre om støtte og opbakning til børnenes læselyst og sprogstimulering gennem hele barndommen/skoletiden. Lad os gøre det sammen.