20. april stod vi alle sammen op til en forårsmorgen, der var så blank og fin, at man skulle tro, at dagen slet ikke havde læst sine avisoverskrifter: »Cecil Bødker er død 93 år gammel«.

Cecil Bødker var en af de fem store forfattere, der med deres sprog og deres syn på barnet var med til at ændre dansk børnelitteratur for altid, hvad der helt konkret kan aflæses i Bødkers placering på den vejledende kanonliste, som jeg nu skal rette på den mest ærgerlige måde, inden jeg holder mit næste kursus i kanonlitteratur: »Cecil Bødker 1927-2020«.

Det er stort at have haft betydning for dansk børnelitteratur, men det er måske større at have haft betydning for flere generationer af børn.Jeg læste meget som barn. Og mange forskellige genrer. Litteraturen var spændende. Et fristed. Et eventyr og lærerig. Underligt nok fandt mit første møde med Silas ikke sted gennem bøgerne. De kom først senere, i øvrigt sammen med nogle af mine favorit-Bødker-bøger: »Marias barn - Drengen« og »Marias barn - Manden«.

Som så mange andre på min alder lærte jeg Silas at kende gennem den tyske tv-serie af samme navn, som dansk tv sendte i 1980'erne. Silas, som i et land uden navn og et sted uden tid stak af fra både sin mor og det cirkus, hvor han blev mishandlet. Han møder en hestehandler, der i et forsøg på at narre Silas indgår et væddemål med ham: Hvis Silas kan ride den sorte hoppe over engen, må han få den. Silas vinder, men den upålidelige voksne holder ikke sit ord, og Silas tager sagen i egen hånd. Silas kan selv. Silas var stærk og fri og modig, men også fræk og sammensat. Jeg ville gerne være som Silas.  

Et eller andet sted inderst inde ligger alle de sider, jeg har læst gennem årene, som aflejringer. Side for side. Og måske er det Silas, der en gang imellem stikker hovedet frem, når jeg gør, som det passer mig, gør det, jeg finder rigtigt, og tænker, at det nok skal gå alt sammen. 

Tak for alle ordene, Cecil Bødker.