Uro i kroppen, svedige håndflader og et blik ud over klassen, hvor ansigterne er alvorstunge eller ligefrem strakt ud i et gab.

Det kan være en angstprovokerende oplevelse at stille sig op foran en forsamling og tage ordet, også selv om man skal fremlægge noget, man har forberedt sig godt på eller ligefrem brænder for.

Men det at tale foran en forsamling er et håndværk, der kan læres, fuldstændig ligesom at læse, skrive, regne, bygge en stol eller bage en kage. Desværre er det ikke et håndværk, der får særlig meget opmærksomhed i folkeskolen.

Sådan lyder det fra kommunikationskonsulent Louise Scheele Elling, der er forfatter til undervisningsmaterialet »Tal så andre lytter«. Ifølge hende er mundtlig formidling endt med at få en stedmoderlig behandling i undervisningen, fordi det, at der bliver talt meget i skolen, bliver forvekslet med undervisning i at tale.

»Dels hører jeg, at man skal nå så meget i skolen, at teorien bag mundlig formidling træder i baggrunden. Dels hører jeg fra både elever og lærere, at det er et problem, at lærerne ikke selv har lært den faglighed, der ligger bag mundtlig formidling. Derfor er det svært for dem at lære børnene det«, siger hun.

»Og så kommer nervøsiteten over at skulle tale foran folk til at fylde mere end sikkerheden i, at man har nogle redskaber at bruge og noget teori at læne sig op ad«.

Fortællinger tryllebinder eleverne 

En ide fødes

Louise Scheele Elling er kommunikations- og ledelseskonsulent og har trænet adskillige topledere i at holde taler. Det var ved en tilfældighed, hun blev læremiddelforfatter. En dag kom hendes datter, der gik i 5. klasse, hjem og skulle forberede sig til sin første mundtlige fremlæggelse.

»Hun har en rigtig sød og dygtig lærer. Af rent faglig nysgerrighed spurgte jeg læreren, hvordan hun havde tænkt sig at klæde eleverne på til at formidle mundtligt. Svaret var, at der ikke rigtig fandtes noget materiale - det var bare at gøre det«, siger Louise Scheele Elling, der derfor spurgte om lov til at afholde nogle workshops med eleverne. Det tog læreren imod.

Lærer Katrine Gjertsen fra Langebjergskolen i Humlebæk fortæller, at hun altid har givet sine elever tips til den mundtlige fremlæggelse - at de skal huske at tale tydeligt, holde øjenkontakt, øve deres oplæg og den slags konkrete råd - men hun har ikke haft et egentligt læremiddel til det før nu.

»Jeg var rigtig glad for, at Louise havde lyst til at afholde workshoppene. Jeg kunne som lærer se, at det gav mening, at eleverne skulle holde oplæg om en interesse, så fokus var på selve fremlæggelsen, i stedet for at de undervejs tænkte på, om det faglige indhold nu også var korrekt. Det gjorde det tydeligere for eleverne, hvilken virkning det gav, at de øvede sig. Det gik op for dem, at det med at fremlægge mundtligt kan trænes og læres«, siger Katrine Gjertsen.

I seks timer arbejdede eleverne med alt fra disposition over feedback til, hvordan man er en god lytter. Og derefter stillede selv de mest generte og stille elever sig op og holdt fantastiske mundtlige oplæg.

Giv alle elever mulighed for at deltage i dansk 

Målet med forløbet var, at eleverne skulle lave en revy, hvor alle skulle turde stå på en scene. Det blev en bragende succes. Senere fik eleverne til opgave at fremlægge til en skole-hjem-samtale, og det gik også rigtig godt, fortæller Katrine Gjertsen.

»Mundtlig formidling indgår på en meget mere naturlig måde i hverdagen for eleverne nu. Der er altid nogen, der er mere trygge ved det end andre. Men jeg kan se, at de elever, der normalt har holdt sig tilbage, i langt højere grad tør stille sig op og sige noget nu - også om noget fagligt«.

Et demokratiprojekt

Når man skal lære børn at tale foran en forsamling, handler det grundlæggende om at give dem nogle redskaber, der får dem til at føle sig mere sikre. Derfor peger Louise Scheele Elling på to utraditionelle pædagogiske forbilleder: »Den lille, tykke fe fra Askepot, der siger bibbediboppedi, og Jørgen Clevin«.

»De er så rolige, afvæbnende og venlige. Derfor kan de få folk til at slappe af, når de skal kaste sig ud i noget, de synes er svært«, forklarer hun.

»Meningen er helt grundlæggende at afmystificere det, at stille sig op og sige noget foran andre. Gøre det til noget, som alle - også de stille elever - er trygge ved at gøre. At vise, at der er tale om et håndværk, man kan lære, ligesom man kan lære at læse, regne, bygge en stol og bage en kage«, siger hun.

Spørger man Louise Scheele Elling, i hvilket fag mundtlig formidling hører til, svarer hun dansk - og samfundsfag.

»På sin vis kan man sige, at det er et demokratiprojekt. Hvis flere fra barnsben lærer, hvordan de bruger deres stemme på en måde, så andre lytter, får vi forhåbentlig flere forskellige stemmer ind i debatten senere hen«, siger hun.

At tale - og at lytte

»Skolen er slet ikke så demokratisk, som vi tror« 

Men det er ikke kun dem, der taler, der får instruktioner i læremidlet »Tal så andre lytter«. Skal eleverne være trygge ved mundtlig formidling, kræver det nemlig også, at dem, de skal tale til, har lært at lytte. Her peger Louise Scheele Elling på en ond cirkel, der let kan opstå.

»Har eleverne ikke lært at holde gode foredrag, bliver deres foredrag naturligvis kedelige. Og så bliver deres kammerater dårlige lyttere, og så bliver det en endnu dårligere oplevelse at fremlægge mundtligt«, siger hun.

Louise Scheele Elling understreger, at hun er helt klar over, at der i forvejen er fyldt godt med indhold i undervisningen i folkeskolen.

»Men jeg tænker, at hvis man foretager en investering, så eleverne er mindre nervøse, når de skal holde foredrag og gå til eksamen, så får de simpelthen mere ud af undervisningen og er bedre forberedt til at bruge deres stemme senere i livet«, siger hun.