”Det er gået op for mig, hvor dårlige vi er til at tilbyde dem, der gerne vil mere, noget ekstra. Der er alt for meget fokus på laveste fællesnævner”.

Nogle gange må man godt give noget ekstra til dem, der måske keder sig lidt i det daglige, mener dansklærer Helle Kaare Lindberg.

Hun underviser på Engstrandskolen i Hvidovre, og da en forælder til en tidligere elev gjorde hende opmærksom på, at forfatter Johanne Mygind søgte en skole gennem Huskunstnerordningen til et skriveprojekt, var hun straks på.

De to mødtes og planlagde et ugeforløb sammen, som de søgte og fik støtte til fra ordningen. Et skrivekursus for udvalgte elever fra 8. årgang, hvor de skulle skabe noveller ud af deres familiehistorier.

”Det har være megamegafedt, og jeg har fået så mange positive tilbagemeldinger, også fra forældrene”, fortæller Helle Kaare Lindberg.

Det samme siger Johanne Mygind:

”Jeg er helt på halen over, hvor godt de skriver, og hvordan de bare har taget det hele ind. Der har ikke været et øjeblik, hvor jeg har skullet tysse eller bede dem lægge mobiler væk”, siger hun.

De 11 elever er også valgt ud fra, at de havde lyst til at skrive, og halvdelen af dem har en drøm om at blive forfattere.

For 14-årige Melanie, som selv elsker at læse bøger og skrive, har det gjort en stor forskel.

”Det har været så meget bedre end almindelig danskundervisning. Jeg har også et nært forhold til Helle, men det er meget bred undervisning, og man kan nogle gange komme til at kede sig lidt. Men det her projekt har været så fængslende, at jeg bliver helt ked af det ved tanken om, at jeg skal tilbage i skolen på mandag”.

Skriv ti ting du ikke ved om din familie

Eleverne kommer fra skolens tre 8. klasser, og de er en blandet flok, som kun har skrivelysten til fælles.

Nogle har Helle Kaare Lindberg spottet og andre er kommet til hende, efter at hun har fortalt klasserne om projektet, og de 11 udvalgte har så haft hele ugen på det lokale bibliotek til projektet.

Johanne Mygind, som tidligere har arbejdet som journalist, tog udgangspunkt i, hvordan hun har arbejdet med romanen Kærlighedens År, som er bygget på historier fra hendes egen familie.

”Jeg fortalte dem om, hvordan der er historier i familier, som man kan tale om eller ikke kan tale om og bad dem om at friskrive ti ting, de vidste om deres familier. Og derefter ti ting, de ikke vidste om deres familier".

"Det åbnede for virkelig meget viden, de ikke havde”, fortæller hun.

En vidste ikke, hvorfor hendes familie var flygtet fra Eritrea. En vidste ikke, hvorfor hendes mor havde fået elektrochok og en anden vidste ikke, hvorfor hele hendes familie svømmer på eliteplan.

Derfra gik Johanne Mygind videre til at lære dem basal interviewteknik og gav den interview-selvtilliden til at spørge om alt, og så var det bare om at vælge et familiemedlem og gå hjem og interviewe ham eller hende.

”De var så søde, og de ting, de fik at vide, var vilde familiehistorier", siger Johanne Mygind

"En fandt ud af, hvorfor hendes farmor altid er så sur – hun var vokset op med vold. En fandt ud af, at hendes mor havde haft stærke selvmordstanker”, fortæller hun videre.

14-årige Melanie gik hjem og interviewede sin mor.

”Særligt i starten brugte jeg mange hv-ord, som jeg har lært. Vi talte primært om hendes barndom og nogle af de ting, der er sket, som har ledt op til den, hun er i dag. Jeg er meget stolt af den udvikling, hun har haft. Når jeg ser på min mor, så er hun en kærlig, stærk og meget empatisk kvinde, som vil alle det bedste. Det gør hende til et ekstremt godt forbillede for mig”, fortæller hun.

Interviewet var en virkelig god oplevelse.

”Jeg elskede det. Når mig og min mor taler sammen, så stikker det af i 100 forskellige retninger, og vi kom ind på alle mulige emner, så jeg glemte også lidt hv-ordene undervejs, men det blev helt magisk”.

Det giver nye vinkler med besøg udefra

Efter interviewene bad Johanne Mygind eleverne om at vælge, hvem der skal fortælle deres historie og så gå en tur i lokalområdet og tage noter, som om de er denne hovedperson.

”Det var så sindssygt stærke portrætter af voksne mennesker, for de havde jo forstået alt muligt om deres familiemedlemmer, som man slet ikke ville forestille sig", siger Johanne Mygind.

"En gik rundt på biblioteket som sin far og fortalte om, hvordan han faktisk ikke gider være der, men hans kone insisterer. En anden fortalte om, hvordan hendes far hele tiden frøs, fordi han savner Marokko. De skriver fantastisk. Jeg siger gerne, at alle kan skrive, men det er virkelig rigtigt – alle kan skrive, hvis det er noget, der virkelig berører dem”, fortæller hun.

Det er Johanne Mygind, der har undervist hele ugen, mens dansklærer Helle Kaare Lindberg har deltaget i nogle af øvelserne eller hjulpet til.

Hun skriver også selv bøger, så særligt i den sidste fase, hvor eleverne har skrevet som gale på deres noveller, var det rart at være to.

”For mig handler det om at kombinere faget dansk med lysten til at udtrykke sig kunstnerisk. Det var en vigtig forudsætning, at det var nogle, der havde lyst til at skrive. Det er et ret personligt projekt, og hvis der er modstand på det fra starten, så har jeg svært ved at se, at det kan lykkes”, fortæller Helle Kaare Lindberg.

Flere af eleverne har spurgt, om de måtte interviewe på deres modersmål. For Helle Kaare Lindgerg, der også er dansk som andetsprogslærer, var det en selvfølge.

”Det ville jo være helt tosset, hvis de skulle sidde og interviewe en bedstefar på gebrokkent dansk i stedet for at få den virkeligt gode historie på hans modersmål. Og de skal jo bare tage udgangspunkt i interviewene, når de skriver. Så det gør ingenting, at Johanne og jeg ikke kan forstå interviewene".

Det er dygtige elever, og de betragter det helt klart også som noget særligt, hvor de får lov til at sidde i en luksusramme på biblioteket, få undervisning af en forfatter udefra og få en afslutning med champagne og peanuts og gæster på biblioteket.

”Det giver også mig nye vinkler på tingene, når der kommer en udefra. Johanne går ind i den kunstnerisk skabende proces, hvor jeg mere ser med danskfaglige briller. Det giver mig et blik for ind i mellem at give los og lade dem indleve sig og skabe noget i stedet for hele tiden at tænke på regler for varierede og beskrivende sætninger”.

Den del er også vigtig for Johanne Mygind. Hun har selv børn i folkeskolen, og hun oplever, at danskundervisningen godt kan blive meget fokuseret på facit, fordi lærerne er så vant til at skulle bedømme eleverne.

Afgangsprøven i skriftlig fremstilling skal give mere mening – også for eleven

”Noget af det, vi arbejder med her, er, at der ikke findes rigtige noveller eller historier, for de er kunstnere. Det gælder også, når de læser deres tekster højt for hinanden. Feedback må ikke handle om godt eller dårligt, men kun om, hvad de har hørt. Så kan forfatteren selv se, at hovedpersonens alder nok skal være tydeligere, hvis der er diskussion, om han er 15 eller 83”.

På samme måde kan hun sige andre ting til eleverne, end deres lærer kan.

”Helle har jo et sindssygt godt forhold til sine elever. Men jeg kan fx sige til Yasmin, som er kommet hertil fra Marokko for tre år siden, at hun skriver fucking fantastisk, og at hun kommer til at skrive de vildeste historier, som forlagene vil dø for at få fat i. Det ville hun ikke høre på samme måde, hvis det kom fra hendes lærer”.

Gode forfattertips

Eleverne er meget respektfulde over for hinanden, for de har fået skabt et rum, hvor de tør åbne sig på en anden måde end normalt.

Mange er blevet mere nysgerrig over for, hvor de kommer fra og mindre bange for at stille spørgsmål.

For Helle Kaare Lindgren betyder det også meget, at projektet har kørt alle timerne i en uge, fordi det giver en anden fordybelse for eleverne.

”De har også fået en mere umiddelbar tilgang til at skrive. I det daglige er det jo skal-opgaver, som kan blive træge og i sidste øjeblik. I den her sammenhæng er de meget mere eksperimenterende og legende".

"De skriver løs i hånden for at undgå at blive forstyrret på computeren og veksler mellem forskellige teknikker. De bliver bevidste om litterære greb, fordi det kommer ind i anden kontekst, og fx nu hvor de har om aktantmodellen, så betyder den noget for dem, i modsætning til alle de andre gange vi har talt om den”.

Til afslutningen i dag har familierne lovet at møde talstærkt op, og de har allerede givet gode tilbagemeldinger på projektet.

Melanie glæder sig til at læse højt. Hun er spændt og nervøs, mest for hvad hendes mor vil synes, om hun har fanget hendes følelser godt nok. Under alle omstændigheder har hun været superglad for ugen.

”Jeg har fået en masse gode tips og tricks til, hvordan jeg vil skrive mine fremtidige bøger, og fx hvordan man kommer af med skriveblokader. Jeg har virkelig fået en god følelse af bare at sidde og skrive. Det har kort sagt været vidunderligt”.

Læs Melanies novelle her.