At skabe åndsfrihed, ligeværd og demokrati er stadig ifølge folkeskolens formålsparagraf en af folkeskolens væsentligste opgaver. Det har politikere, forskere og embedsmænd negligeret.
HelgeChristiansenFhv. lærer og pædagogisk konsulent, cand.pæd.
Skolens demokratiske tilstand - Dekalog, didaktik og dialog
Forfattere: Keld Skovmand, Mette Frederiksen og Lene Tanggaard
125 kroner
98 sider
Hans Reitzels Forlag
Jeg bruger
samme rubrik som i en anmeldelse af en pamflet med titlen ”Sidste udkald”, der
blev bragt på folkeskolen.dk 17. oktober 2013. I den advarede Asger
Baunsbak-Jensen, tidligere undervisningsdirektør i
Undervisningsministeriet, mod den fokusering på målstyring, evaluering og
økonomitænkning, som skolereformen indeholder. Han savnede en folkelig,
demokratisk debat om folkeskolereformen og det var efter hans mening ikke folk, der
har erfaring med og viden om skolen, der træf beslutninger om folkeskolen,
men magtfulde embedsmænd med en samfundsfaglig baggrund. Niels Egelund, DPU, udtalte om pjecen: ”Et pip
fra en gammel radikaler, som jeg ikke kan tage mig af”.
Annonce:
Nu viser det sig, at denne
bogs forfattere og andre skarpe kritikere af folkeskolereformen er enige med
den gamle, tidligere direktør på flere punkter.
Bogen om
folkeskolens demokratiske krise, som jeg nu skal anmelde, er også en advarsel
om, at de mest værdifulde træk ved folkeskolen for alvor er i fare. Den minder
om ”Sidste udkald”, men rummer også nye fremtidsperspektiver. Den er jo skrevet efter folkeskolereformens og
inklusionens katastrofale forlis.
De fleste af
skolereformens skabere siger ikke undskyld til elever, forældre og lærere. Kommunernes
Landsforening og de involverede ministerier synes ikke at ville lægge kursen radikalt
om til større medbestemmelse til folkeskolens praktikere og vise respekt for de
værdier, der stadig findes i folkeskoleloven, især i formålet. Det samme gælder
afdelingslederen og en gruppe evidensfikserede forskere på DPU, der med skrappe
midler forsøger at lukke munden på anderledestænkende.
Derfor er
denne lille bog meget væsentlig, selv om den ser beskeden ud ved det første blik.
Den blev til
i forbindelse med et todages kursus for tillidsrepræsentanter, som formanden
for Københavns Lærerforening ,Katrine Fylking, arrangerede for lærernes
tillidsrepræsentanter i Københavns Kommune. Bogen bygger på indlæg fra de inviterede
instruktører og sammenskrivning af udsagn fra deltagerne. Hovedtemaet i kurset var,
at skolen skal være en øvelse i demokrati for alle. Men demokratiet i skolen og i
samfundet er ved at tabe terræn på grund af målstyring og evaluering ovenfra og
ned.
Centrale begreber
i bogen, som åndsfrihed, demokrati og ligeværd, er taget direkte fra folkeskolens
formål. De er et udspil til diskussion af etiske og politiske overvejelser om
folkeskolens fremtid.
I et af
bogens første afsnit formuleres ti bud for folkeskolens fremtid. Derefter
udfoldes tankerne bag dem. Lektor og ph.d. Keld Skovmand skriver om skolens
demokratiske krise og om didaktik med hovedvægten på åndsfrihed, og ligeværd,
og afsnit om klasselokalet som demokratiets samtaleplads er skrevet af lærer Mette
Frederiksen. Bogen afsluttes med et
kapitel af professor og rektor Lene Tanggaard. Det handler om, hvordan vi
skaber et nyt demokrati. Centrale begreber i dette afsnit er ansvarlighed og
fantasi. Fantasien skal udfoldes i folkeskolen. Den giver mulighed for at tænke
i nye muligheder og kan skabe forestillinger om, hvordan de givne forhold kan
være anderledes.
Og så går vi i kødet på nogle af de ti bud. ”Du skal stå fast på og udfolde din
faglighed”. Det er vigtigt, at læreren ikke kun er facilitatorer i et
pædagogisk legeland, men er engageret i sine fag og forholder sig levende og
fortolkende til dem. Læreren skaber struktur, vælger indhold og metoder, men
med lydhørhed for og i samarbejde med eleverne. ”Læreren forsvarer sin stand,
når den udsættes for uværdige eksperimenter og uprofessionelle
udviklingsprojekter, som aldrig skulle have forladt det teknokratiske tegnebræt”.
I fagene får eleverne peget på muligheder og for skabelse af historisk og
kulturel forståelse, som er nødvendig i et demokrati.
Annonce:
De øvrige
tendenser i de ti bud kan jeg kun nævne kort. Lærerne skal bruge et skolesprog,
der passer bedre til skolen og til intentionerne i folkeskoleloven end visse forskeres
læringssprog. Eleverne skal kunne ånde og tænke frit. De skal gøres nysgerrige
og virkelystne, og klassen skal gøres til et folkeligt fællesskab.
8. bud
lyder: ” Du skal lære dine elever, at ligeværd og ansvarlighed hviler på
princippet om pluralitet”, og 9. buds siger: ”Du skal elske verden så
meget, at du kan tage ansvar for den, og lærer eleverne at gøre det samme”.
Mange læsere
vil sikkert nikke genkendende til de inspirationskilder, forfatterne har haft,
blandt andet Grundtvigs begreb om åndsfrihed og folkeligt fællesskab. Hannah Arendt har tydeligvis inspireret
forfatterne til det ottende og niende bud, og Gert Biestas begreb lærificering
og hans begreb subjektifikation indgår i Keld Skovmands afsnit. Subjektifikation
vil sige, at eleven bliver et selv, et subjekt, der tør sige nej og derfor kan skabe
noget nyt i verden.
Bogen er
udtryk for forfatternes og de involverede læreres personlige og fagligt
funderede holdninger til, hvordan folkeskolen kan se ud i fremtiden. Der er
tale om et skrift om skolepolitik, undervisning og etik. Det er gjort særdeles
velformuleret og seriøst og kan bruges til en debat på alle skoler, i den
kommunale debat og på læreruddannelsen. Ingen evidensbaseret undersøgelse kan
diktere vores værdier og vores holdninger til vores fælles, værdifulde
folkeskole.