Klimakrisen kræver handling af alle. Og nøglen til den handlen ligger i dannelse - naturfaglig dannelse.

Sådan lyder det fra ph.d. og lektor i naturfagsdidaktik ved professionshøjskolen VIA Lars Brian Krogh.

I en ny bog med titlen ”Naturfaglig dannelse” slår han til lyd for et naturfagligt dannelsesbegreb, som har ligget og ulmet under overfladen i et par årtier.

”Internationalt set har man længe snakket om scientific literacy, som man har vægret sig ved at sammenligne med dannelse, som vi kender det i en dansk skolekontekst”, påpeger forfatteren og tilføjer:

”Men efterhånden er literacy-begrebet – af flere forskellige årsager – blevet så rummeligt, at man kan læse traditionel dannelse, som vi kender det i dansk forstand, ind i det. Og så må vi også kunne beskrive, hvad naturfagenes bidrag til en sådan dannelse kan være. Bogen skal ses som et forsøg på at finde en form for samlende betegner for, hvad vi vil med naturfagsundervisningen”.

Naturfag må stadig ikke være for nyttigt

I bogen beskrives tre visioner for naturfaglig dannelse, der sætter henholdsvis viden, samfundet og handlen i centrum.

Selv om der er en bevægelse imod at give eleverne handlekompetence, er det fortsat den første vision, der er mest fremherskende i naturfag, påpeger Lars Brian Krogh.

”Historisk set har der uden tvivl været fokus på de store historier i faget. De store mænd og processerne. Af samme grund har man heller ikke traditionelt set naturfagene som dannelsesfag. De har været anset for at være nyttefag, og det harmonerer dårligt med en klassiske forståelse af dannelse som noget, der helst ikke skal være for nyttigt”, siger han.

Tværfaglighed og naturfag med samfundsproblemstillinger i centrum har vundet indpas med den fællesfaglige prøve, understreger Lars Brian Krogh:

”Så det er klart også til stede i praksis i grundskolingen. Men vi er ikke nået så langt med visionen om at gøre eleverne handledygtige. Projektarbejdspædagogikken vandt indpas i 1980’erne. Omkring årtusindskiftet var der et tidligt arbejde omkring handlekompetence. Men det er som om, erfaringerne er gået lidt i glemmebogen igen. Så det handler om at få revitaliseret og intensiveret nogle af de gode ideer, der var dengang”.

Må ikke være den enkeltes ansvar alene

En naturfaglig dannelse med fokus på handledygtighed er vigtigt for at imødegå to af tidens store svøber – økofobi og klimaangst – understreger Lars Brian Krogh.

”Alene kan man tage små skridt, mens det er et kollektivt ansvar at tage det store. Men det handler om at give eleverne en følelse af, at de kan ændre noget lokalt med helt konkrete handlinger”, siger han.

De handlinger kan have mange forskellige former. Og det er en pointe i sig selv, at eleverne ikke skal pålægges bestemte handlinger, men at den enkeltes motivation for at handle er det centrale.

”Hvis vi fortæller eleverne, hvad de skal mene, saver man grenen med handlekompetence over. De skal have informationer og placeres i diskussioner, hvor de kan forme deres egne værdier. Men man skal ikke som lærer eller skole ind og fortælle dem, hvad de skal gøre”.

Er der en progression, der leder frem til handlekompetence?

”Det er vigtigt at påpege, at det ikke er et valg mellem de tre visioner i bogen. De er til stede samtidig og beriger hinanden”, siger Lars Brian Krogh og tilføjer:

”Selvfølgelig skal man have en faglig ballast at tage stilling ud fra og handle på. Men det kan også gå den anden vej. Man kan starte med en problemstilling, som man oparbejder en stadig større faglighed ved at undersøge”.

I bogen inddrager Lars Brian Krogh forskning i børnetegninger, der viser, at udfordringer som klimakrisen ikke optræder på elevernes radar før tolvårsalderen, når de bliver bedt om at tegne verden, som de oplever den. Derfor bør de heller ikke introduceres for den i skolen før den alder, påpeger Lars Brian Krogh.

”Man kan sagtens arbejde med og bonde med naturen og naturfaglighed inden da. Men forskningen i økofobi og økoangst påpeger, at hvis man introducerer store, globale problemstillinger, inden eleverne har faglige og kognitive forudsætninger for at kunne rumme dem, så ender man med at skubbe til hjælpeløshed og frustration. Snarere end at fremme den handlekompetence, der kan give håb”.