Landstræner Kasper Hjulmand står i dag i spidsen for herrelandsholdets første kamp ved VM i Qatar. En slutrunde, der er historiens måske mest omdiskuterede, og det bruger lærere i deres undervisning.

Sådan bruger lærere VM i deres undervisning

Historiens måske mest omdiskuterede VM i herrefodbold er skudt i gang, og debatten breder sig naturligvis også til klasselokalerne. Vi har talt med to lærere, der har inddraget slutrunden i deres undervisning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag spiller Danmark sin første kamp ved det udskældte VM i Qatar, der (næsten) har formået at fjernet al fokus fra selve sporten.

Historier om korruption, udnyttelse af migrantarbejdere og alvorlige brud på menneskerettighederne har i stor stil præget optakten til VM-slutrunden, der officielt blev skudt i gang søndag.

Beretningerne har kastet et helt andet lys over en fodboldslutrunde, der ellers normalt er kendt for at samle befolkningen til regulær folkefest.

Alle de elever, som er glade for fodbold, planlægger at se kampene. De få, der har en negativ holdning til VM i Qatar, interesserer sig ikke for fodbold. Så de skulle nok ikke have set det alligevel"

Lærer Flemming Jensen

Tirsdag kl. 14 dansk tid træder det danske herrelandshold på banen til holdets første kamp mod Tunesien.

Så hvordan snakker man med eleverne om VM, når vi voksne ikke engang selv ved, hvad vi skal synes? Hvad mener eleverne selv om slutrunden - og kan man faktisk bruge VM konstruktivt?

Folkeskolen har talt med to lærere, der har brugt slutrunden i deres undervisning.

Flemming Jensen

Flemming Jensen, dansk-, samfundsfags- og historielærer på Avedøre Skole i Hvidovre

Flemming Jensen har ikke lavet et egentligt forløb om VM til sine elever, men han har talt med dem om slutrunden i både dansk og historie.

"Det er et meget relevant emne for de fag, og også for samfundsfag", siger han.

"I historie er slaveri et kanonpunkt, så her er det oplagt at inddrage diskussionen om migrantarbejderes vilkår. I dansk kan man tale med eleverne om moral, etik, dilemmaer og dannelse".

Ifølge Flemming Jensen er der mange interessante indgange til stoffet. For eksempel hvem der har ansvaret for at reagere på de forfærdelige historier fra Qatar.

"Er det FIFA, er det den enkelte spiller, eller er det den enkelte seer? Det er en relevant dannelsesdiskussion", siger han.

"Jeg har lavet afstemninger med eleverne om deres holdninger, og det er interessant, at de ikke tænker så meget over det, som man måske kunne tro. Alle de elever, som er glade for fodbold, planlægger at se kampene. De få, der har en negativ holdning til VM i Qatar, interesserer sig ikke for fodbold. Så de skulle nok ikke have set det alligevel".

Eleverne har også spillet rollespil, hvor de havde til opgave at argumentere for og imod afholdelsen af VM i Qatar. Det kom der nogle fine diskussioner ud af, fortæller han.

"Det er en begivenhed, som interesserer mange, så der er en del motivation gemt i det. Samtidig kan man godt forstå, hvis elever i 7. klasse ikke kan overskue problemstillingen, og derfor har svært ved at have en holdning til spørgsmålet. For vi voksne kan jo ikke engang overskue det", siger han og fortæller, at slutrunden også bliver diskuteret intensivt blandt elevernes forældre.

"På Aula diskuterer forældrene ophedet, om det er ok, at SFO'en viser de danske kampe på storskærm".

Ifølge Flemming Jensen handler det ikke nødvendigvis om, at eleverne skal udvikle en holdning til slutrunden.

Det vigtige er at oplyse eleverne om, hvad der er på spil. For Flemming Jensen mener, at lærerne er forpligtet til at varetage demokratiet.

"Som offentligt ansatte er vi en del af landets underskrift på FN’s menneskerettigheder. Så vi har oplysningspligt omkring det her. Det er i hvert fald min og mine kollegaers opfattelse. VM i Qatar må ikke gå upåtalt hen", siger han.

Da Folkeskolen taler med ham få dage inden slutrunden, er han end ikke selv afklaret, om han skal se slutrunden, selvom han går meget op i fodbold.

"Jeg ved ikke, hvad jeg selv vil gøre, selvom jeg elsker fodbold. Jeg har set al fodbold, der er blevet vist, siden jeg blev født. Jeg synes jo, at DBU (Dansk Boldspil-Union, red.) eller staten skulle gøre noget, men i virkeligheden ved jeg godt, at jeg burde lade være med at se kampene".

"Den tvivl har jeg været åben omkring overfor mine elever. Det kan man få nogle spændende diskussioner ud af".

Rikke Hjort Villum har planer om at bruge slutrunden til at fange elevernes interesse i fransktimerne.
Foto: Tobias Nicolai

Rikke Hjort Villum, fransklærer på Skovvangskolen i Aarhus

Fransklærer Rikke Hjort Villum har netop skrevet et blogindlæg med tips og inspiration til at bruge VM i undervisningen i fransundervisningen.

"Mange af eleverne har en masse viden om fransk fodbold og franske spillere. De er fans af spillere som Mbappe, Pogba, Benzema og de andre. Den naturlige interesse er kæmpestor, og det er helt oplagt at udnytte det i undervisningen. Lige med det emne er de større eksperter end jeg, og derfor får de også selvtillid til at sige mere, end de måske ellers ville have gjort", siger hun.

Rikke Hjort Villum vil bruge den populære sang "Ramenez La Coupe à la maison", der udkom efter Frankrig vandt den seneste VM-slutrunde i 2018, som intro til forløbet med VM.

Der skal øves ordforråd, og så skal eleverne på fransk "fais un presentation de..." (lave en præsentation af, red.) af de fodboldspillere, der nævnes i sangen.

Her skal der øves fødselsdag, fødested, klub, antal af kampe og position på spillebanen, skriver Rikke Hjort Villum i sit blogindlæg.

Rikke Hjort Villum fortæller, at hun er forberedt på at tale om VM's problematiske side med eleverne.

"Mange af eleverne har hørt om problematikkerne ved VM hjemmefra, og vi kommer nok til at have nogle snakke om nogle af de ubehagelige ting. Jeg har da selv tænkt over, om jeg selv skulle se kampene, og hvordan det er en god måde at bruge det i undervisningen".

"Men jeg ved, at mange af eleverne vil blive helt opslugt af fodbolden og kulturen omkring, fordi det er så aktuel og stor begivenhed. Og så er der plads til også at snakke om de svære ting".

"Jeg synes faktisk, at hele debatten om VM er virkelig spændende og giver både voksne og børn nogle gode refleksioner. Det bliver spændende, hvor langt vi kan komme på fransk".