Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

For ca. et år siden sad jeg til et møde med Morten Schwarz Lausten, der er kreativ chef hos Røde Kors. Han fortalte mig om den nye rapport ”Sammen mod ensomhed - en National 2024 Strategi til nedbringelse af ensomhed i Danmark”, som Røde Kors og Ældre Sagen har udarbejdet for regeringen i partnerskab med 115 andre organisationer, myndigheder og foreninger.

Rapporten viste, at der i gennemsnit sidder to børn i hver klasse, der føler sig svært eller meget svært ensomme. Dette tal har været støt stigende over de seneste år, og det ser ud til, at kurven på ingen måder er ved at knække. Det anslås, at ca. 600.000 danskere føler sig ensomme. Tallene var for mig virkelig foruroligende. Rapporten og mødet med Morten blev startskuddet til tankerne om, hvordan vi som teater kan medvirke til at gøre noget ved den stigende følelse af ensomhed. 

Hvordan kan teatret hjælpe?

Som teaterleder er det min klare overbevisning, at teatrets vigtigste formål er at spejle vores samfund og inspirere til positiv forandring. Gennem en kunstnerisk spejling giver vi publikum mulighed for at se sig selv udefra og reflektere over deres liv og forhåbentlig lære noget om sig selv og samfundet.

Det gælder for alt teater, men måske især børneteater. Her oplever børnene, at de ikke er alene, at der er andre, der har det på samme måde som dem. Derfor var det oplagt, at vores teater skulle skabe en fortælling, der netop bearbejder følelsen af ensomhed og skildrer nogle af de situationer, der kan være startskuddet til, at et barn føler sig ensom.

Men hvordan kan vi som teater bevæge os ind på så følsomt et område? Vi er hverken skolelærere, psykologer eller på nogen måde fagspecialister i børns trivsel.

Svaret er lige så simpelt, som det er udfordrende: Samarbejde. 

Tak til de lærere, der har modet til at invitere os indenfor

Et samarbejde mellem Teatergrad, Statens Kunstfond, Røde Kors, private fonde og ikke mindst et væld af folkeskolelærere blev svaret. Hvis vi skal bekæmpe følelsen af ensomhed i hvilken som helst del af samfundet, bliver vi nødt til at samarbejde på tværs af organisationer og fagligheder. 

Uden vores prøveforestillinger og feedback fra mere end 15 lærere, ville forestillingen ikke have ramt børnenes reelle hverdag i skolerne, uden Røde Kors´ eksperter og psykologer ville vi risikere at gøre mere skade end gavn, uden Statens Kunstfond ville forestillingen aldrig være produceret, og uden private fonde ville det være umuligt at rejse landet rundt og besøge skolebørn på deres trygge hjemmebane: Klasselokalerne.

Jeg vil gerne sige tak til alle de lærere, der har taget tid ud af deres pressede hverdag og haft modet til at invitere os ind i deres klasselokaler. Jeg vil gerne opfordre skoleledere i hele landet til at skabe kreative samarbejder med kunstnere og andre aktører uden for skolevæsnet, der kan være med til at løfte en svær, men ekstremt vigtig og afgørende samfundsopgave.

Elever oplever, at de ikke er alene

Nu har forestillingen 'De usynlige' spillet knap 30 gange, og ud fra dialog med lærerne står det klart, at de bliver overrasket over, hvilke fortællinger og udtryk for følelser der kommer frem fra deres elever. 

Gennem teatret får børnene et sprog for at tale sammen om ensomhed, de oplever, at de ikke er alene og får konkrete værktøjer til at styrke et inkluderende fællesskab i klassen. Det er (også) dét, teater kan.

Der bruges i disse år uanede ressourcer på at symptombehandle - når skaden allerede er sket, og mistrivslen har efterhånden et godt tag i børnene. Men sammen og på tværs af faglighed kan vi måske gøre en reel, forebyggende indsats ved at skabe de bedste rammer for tryghed og for en stærk fællesskabsfølelse, inden vi sender dem videre til teenageårene.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk