Han blev mobbet i skolen. 'Mini-Jesus', råbte andre elever efter ham, da Josua gik i 3. klasse. Og så var han rigtig længe om at lære at læse, så han følte sig udenfor. Og hver gang det begyndte at gå lidt bedre, flyttede familien, så han måtte begynde forfra på en ny skole. Forfra med nye nederlag i timerne, nye drillerier og nye slagsmål. Alligevel - eller måske derfor - valgte Josua Christensen at blive lærer. På en kristen friskole. I studietiden havde han været tilkaldevikar der, og det blev også til timer i skolens fritidsklub, så da han i sommeren 2000 stod med eksamensbeviset fra Jelling Seminarium i hånden, var han ikke i tvivl, da lederen på Lukas-skolen i Vejle tilbød ham et job. 13 år senere er han der stadig og er en glad og engageret friskolelærer.

- En kristen friskole, hvordan skiller den sig ud fra folkeskolen? "Friskolerne er selvejende, men ud over det er det det værdibaserede, der er forskellen. Ifølge grundloven kan vi i Danmark heldigvis drive skole, der er baseret på værdier, i vores tilfælde et kristent værdigrundlag. Her på Lukas-skolen har vi fælles andagt, og på den måde kan vi dele liv og egne oplevelser af, hvad troen betyder, med eleverne, uden selvfølgelig at påtvinge dem noget."

Den gode lærer forkynder - også i folkeskolen - Men I må godt være forkyndende? "Ja, det er det dejlige ved det. For forkyndelse er ikke påtvingende. Det er at stille sig bag et budskab, og jeg tror, at enhver lærer, der har noget på hjerte, forkynder i en eller anden sammenhæng. Det kan godt være, at budskabet ikke er religiøst, men måske politisk, kulturelt eller humant. Jeg forkynder jo, når jeg siger: 'Jeg står for noget; der er noget, der har betydning for mig'. I ægte forkyndelse tilbyder man tilhøreren muligheden for at tage imod - eller at forkaste. Det andet, det er manipulation eller indoktrinering; det kan jeg bestemt ikke gå ind for."

- Siger du, at man også forkynder i folkeskolen, men at man bare lader som om, at man ikke gør det? "Nogle vil nok blive stødt, hvis jeg svarer ja. Men ja, de gode lærere forkynder altid i en eller anden sammenhæng, fordi de står for noget. Når man står for noget og gerne vil give andre mulighed for at tage imod det, så forkynder man jo. Også i folkeskolen."

- Ham, der forkynder god matematik, er der ikke nogen, der løfter pegefingeren over for, men hvis det er et religiøst eller politisk budskab, så er der nogen, der siger 'hov, hov'! Men det er så i orden på friskolen? "Ja, for mig er det helt naturligt, at når jeg nu påskønnes for at gøre det, så gør jeg det med glæde. Jeg kan huske mine første elever. Jeg havde andagt i 2. klasse og skulle gøre en historie fra bibelhistorien nærværende. Det var den om Josua, min navnebroder fra Bibelen, der som bekendt indtager Jeriko, så vi gik rundt omkring de her imaginære mure. For nylig mødte jeg så en af mine gamle elever, som så mange år efter tydeligt huskede, hvordan hun gik med Josua rundt om Jeriko."

- Det var vel ikke i sig selv forkyndende? Det kan være god undervisning, hvor man tager kroppen med, det kunne vel også foregå i folkeskolen? "Ja, selvfølgelig, det er illustrativt i god undervisning. Men her på skolen holder vi også andagt. Det er dog ikke hver gang, at det er forkyndende. Det kan lige så godt være, at vi blot synger en sang. Det foregår hver morgen ude i klasserne, og en dag om ugen er det fælles for hele skolen. Det er godt med den fordeling, synes jeg, for i klassen er der et nærvær, fordi vi er lidt tættere på hinanden, men det er også rigtig dejligt, når alle mødes."

- Hvordan forløber en andagtstime med alle? "For det første er det ikke en hel time, men vi synger typisk en sang, og så kan det være, at vi beder Fadervor. Der kan også være nogle elever, som vil vise eller fortælle om noget, de har arbejdet med i kristendomsundervisningen eller fra deres klasseandagter. Måske har de dramatiseret en bibelhistorie, som de har lyst til at vise resten af skolen. Når vi så er færdige, går vi ud i klasserne og fortsætter den almindelige undervisning, som lige så godt kunne foregå i folkeskolen. Rigtig mange frie skoler fører op til de samme afgangsprøver som i folkeskolen, så vi skal som minimum leve op til folkeskolens standard, som det hedder. Det bliver meget håndgribeligt, når man har de ældste klasser, som jeg har haft de senere år." Josua Christensen har samfundsfag og musik som linjefag, men klasselærere på skolen skal kunne forestå andagten og undervise i kristendomskundskab, og det er ikke noget problem, mener han. "Da jeg gik på seminariet, havde vi et fællesfag, der hed kristendom, så man kan sige, at jeg har en basisfaglighed at undervise ud fra. Jeg har også undervist rigtig meget i dansk, som heller ikke er mit linjefag, så jeg har løbende skullet arbejde med at opkvalificere mig, været på en masse kurser, og så har jeg taget en pædagogisk diplomuddannelse i dansk fagdidaktik."

Måske var det der, jeg fandt ud, at jeg ville være lærer Hvorfor han valgte at blive lærer, fortaber sig lidt i tågerne, men nogle episoder i barndommen peger i den retning, mener han. "Det var ikke nogen positiv oplevelse at gå i skole, og jeg var enormt langsom til at lære at læse. Det tog mig frygtelig mange år, og det var en pinsel for både mine forældre og mig selv. Men når vi havde arbejdet med noget, kunne jeg huske tingene i detaljer, som mange af mine kammerater ikke kunne, så selv om jeg følte mig temmelig dum over ikke at kunne læse, vidste jeg, at noget kunne jeg dog. Og i 8. klasse var der ved nogle lejligheder faktisk nogen, der blev imponeret over det, jeg vidste, og det, jeg kunne formidle blandt mine kammerater, og så blev det en lyst for mig at sætte mig ind i noget og helt på egen hånd fordybe mig i bøger, som jeg aldrig havde gjort før. Jeg var kommet på efterskole, og i 8.-9. klasse oplevede jeg pludselig, at der var en verden i de der bøger, som jeg ikke anede eksisterede. Det betød, at jeg gik helt amok og fik læst tusindvis af sider. Det var ret fantastisk. Og også lidt mærkeligt, for det var på en efterskole, hvor der var mange andre ting, der talte. Men jeg blev simpelthen væk i den verden, og jeg opdagede glæden ved at formidle. Glæden ved at kunne fordybe sig i noget, og så opleve, at der var andre, der syntes, at det var spændende at høre om det og få del i det. Det at kunne øse af en viden, det var fascinerende allerede dengang. Måske var det der, jeg fandt ud af, at jeg ville være lærer." I hvert fald tog Josua Christensen videbegæret og lysten til at dele viden med andre med ind i læreruddannelsen, fortæller han. "Jeg tror, at jeg tog meget af min egen drift efter fordybelse med ind i seminarieverdenen, og det, jeg fik med ud fra uddannelsen, var en masse faglighed, forstået som fag-faglighed, og så selvfølgelig også noget didaktisk viden. Men den tid, jeg gik på seminariet, var meget drevet af, hvad den enkelte studerende kastede sig over. Vi var for eksempel en lille gruppe, der arbejdede sammen om vores pædagogiske speciale, dét, der hedder bachelorprojektet i dag, og vi kastede os over kompetencebegrebet, som jeg blev vildt fascineret af. Vi gik i dybden, og derfra fik jeg noget med mig, som jeg har kunnet bruge af sidenhen. Meget af undervisningen fungerede, fordi vi var engagerede og havde nogle projekter, vi brændte for. Eller også fungerede undervisningen ikke, fordi vi som studerende manglede engagementet. Sådan tænker jeg, det var dengang, i hvert fald."

Det var ikke særlig sjovt at gå i skole - Hvordan vurderer du din egen skoletid i de små klasser, når du ser den gennem lærerens briller i dag? "Jeg opdagede ret hurtigt, at de andre lærte tingene meget hurtigere, end jeg gjorde. Det var en kamp at tygge sig igennem noget, og er man ikke med fra begyndelsen, risikerer man at blive hægtet helt af i rigtig lang tid. Jeg tror, det var derfor, at jeg ikke fik interesse for at knække læsekoden. I 3.-4. klasse kompenserede jeg så - og det har jeg jo siden fundet ud af, at der er mange svage læsere, der gør - ved at udvikle en evne til at gætte mig frem i teksten, og jeg blev ret god til at huske, hvad der var blevet læst, så jeg klarede mig rimeligt, tror jeg, selv om det var en kamp og ikke særlig sjovt at gå i skole." Om problemerne skyldtes dårlig undervisning, eller om der skulle være sat ind med specialundervisning, tør Josua Christensen ikke vurdere. Han mødte mange velmenende lærere. Også for mange. "Hovedproblemet var måske ikke så meget lærerne, men at jeg flyttede fra den ene skole til den anden, når familien flyttede.  Det har været usundt for mit læringsmønster. Når det så begyndte at gå godt, og vi så skulle flytte igen, var det ret sejt at starte forfra et nyt sted med nye lærere og nye klassekammerater. Det, tror jeg, har været en ret medvirkende årsag til, at det tog mig lang tid at lære at læse - og at jeg ofte følte mig udenfor."

Der kommer mini-Jesus - Du blev mobbet. Hvor tidligt har du erindringer om det? "Vi skal nok op i 3.-4. klasse, og det handlede allerede dengang om min kristne tro, som jeg var forholdsvis bevidst om. Jeg oplevede en enorm intolerance fra mine jævnaldrende. Det, at der kan findes en tro på, at verden kan være skabt af en eksisterende gud, det troede jeg dengang, og det tror jeg stadig. Man kan måske sige, at jeg qua min familiebaggrund også havde viden på et lidt for højt plan, og at jeg vidste, hvad der er af problematikker i evolutionsteorien og sådan noget. Det præsenterede jeg så for mine jævnaldrende, som ikke forstod ret meget af det, men som nok kunne forstå, at jeg var ude på et eller andet mærkeligt. Derfor blev jeg mobbet. Jeg kan for eksempel huske en situation, hvor jeg skulle med skolebussen. Vi boede ude på landet, og jeg kom gående hen til stoppestedet.  Så var der en af de andre, der råbte: 'Der kommer mini-Jesus!'. Det var bestemt ikke nogen hæderstitel i mine ører, og det var heller ikke ment som sådan."

- Hvor var lærerne henne? "Noget af det så de jo ikke, for det fandt sted på vej til skole eller i frikvartererne. Noget andet var, at jeg ikke var noget jesusbarn. Jeg var i slåskampe og meget andet, så jeg var da sikkert i deres øjne en meget væsentlig del af problematikken, vil jeg tro, hvis jeg skal se mig selv udefra. Selv følte jeg, at det var, som om jeg kæmpede en desperat kamp for at bevare en eller anden form for rest af ære og værdighed." Men som voksen er han faktisk ikke så ked af den hårdhed, han mødte fra verden omkring sig, fortsætter Josua Christensen. "Det gjorde jo bare, at jeg blev mere fast besluttet på, hvad det er, jeg står for. Det gav nogle knubs som barn, men som voksen har jeg lært, at man godt kan holde fast ved nogle synspunkter, selv om man er i mindretal, og også selv om man ikke er helt velanset blandt dem, man er omkring."

- Du siger ikke dermed, at det er i orden at mobbe? "Nej, bestemt ikke. Mine barndomsoplevelser har medført, at jeg som lærer er meget følsom over for elever, der føler sig mobbet. Det reagerer jeg meget markant over for, det vil jeg simpelthen ikke acceptere. Ingen lærer kan vide alt om, hvad der foregår i et klasselokale eller for den sags skyld udenfor. Men som lærer ser jeg meget firkantet på mobning; jeg vil ikke acceptere, at der er nogen, der skal være kede af det, når de kommer i skole, og der er ikke nogen, der skal være kede af det, når de går hjem."

- Arbejder I struktureret mod mobning her på skolen? "Vi gør det faktisk med det modsatte fortegn, for vi har en trivselspolitik. Udgangspunktet er, at vi tror på, at folk kan trives. Vi vil ikke lave en mobbepolitik, som tager udgangspunkt i en negativ situation, men hvis der opstår noget, tager vi selvfølgelig fat i det med det samme, for vi tror på, at vi vil hinanden det godt."

- Hvad betyder det i praksis? "Som alle andre skoler har vi nogle aftaler i forhold til skole-hjem-samarbejdet, så hvis forældre, elever eller lærere lægger mærke til, at noget er forkert, reagerer vi omgående. Der skal ikke gå en uge eller fjorten dage, der skal sættes ind omgående. Og hvis jeg så alligevel får besked fra nogle forældre om, at deres søn i flere uger er kommet hjem og har været ked af det, så siger jeg: 'Det tager vi fat i i morgen. Og så vil jeg gerne sige, at vi jo har en aftale om, at sådan en melding får jeg med det samme'. Jeg tror, det er en del af min kristne arv, men også af min kulturarv, at jeg tænker, at der ikke er nogen mennesker, der som udgangspunkt er onde. Man kan blive slået, og man kan blive forrevet. Man kan agere utrolig destruktivt, men et eller andet sted ligger der en kerne, som man skal prøve at nå ind til, og så tror jeg, at man kan nå rigtig langt i forhold til alle elever."

Det kræver øvelse, det kræver slid, det kræver indsats - Du siger, at man skal gå glad i skole og gå glad hjem, men det at lære noget, det er jo også et slid. Det kan også gøre ondt, og man kan stå af og sige: 'Jeg gider ikke'. Lyst og trivsel alene gør dig ikke til en god læser. "Det er rigtigt. Og som lærer har jeg måske bevæget mig væk fra mit eget udgangspunkt, for jeg fortæller ikke eleverne, at det her er svært, og at jeg selv havde vanskeligt ved det, da jeg gik i skole. Jeg tager udgangspunkt i, at der er glæde ved at lære nyt. Og så kan man sige, at det at beherske ting, det kræver arbejde. Det kræver øvelse, det kræver slid, det kræver indsats. Det må vi ikke underspille, og vi må gerne løfte ambitionsniveauet højt og vise, at det også er det værd. Det har jeg haft meget glæde af, og nogle af mine elever vil forhåbentlig sige, at jeg har været en god lærer, og jeg har taget mig godt af dem. Men der vil også være mange af dem, som siger, at jeg var en streng lærer: 'Han krævede immervæk meget af os, og hold fast, hvor skulle vi meget'. Det har jeg det rigtig godt med. Det er vigtigt kunne sige: 'Det her fag, det repræsenterer nogle standarder, og dem skal I nå op til. For det kræves der af jer, og det vil I blive glade for at kunne'."

Trivsel er en vigtig forudsætning for faglighed Det er ikke trivsel over for faglighed, understreger Josua Christensen. Hvis man underspiller det ene, risikerer man at gøre fagligheden til noget sekundært, mener han. Men den hårdhed, vedholdenhed og de besværligheder og frustrationer, der er forudsætninger for at lære nyt, er noget helt andet end den ydmygelse og ødelæggelse, der kommer af mobning. "Hvis der ikke er retning for det, der skal læres, risikerer vi, at der opstår meget mere mistrivsel. Vi har trivsel som en vigtig forudsætning for faglighed. Faglighed er jo en meget væsentlig grund til, at vi har en skole. Det er, at vi har nogle ambitioner om, at vi skal løfte eleverne til et vist niveau af viden, af uddannelse, af kompetencer. Men ikke på bekostning af at skabe hele mennesker, at danne og udvikle mennesker. Der er en enorm tilfredsstillelse ved at udrette noget, at opnå noget. Det bliver noget pjat, hvis det bare kommer til at handle om, at så længe vi er glade, så er alle glade. Så kan vi ikke løfte noget som helst, vi er her jo netop for at komme det skridt videre."

Der var noget, jeg kunne blive bedre til - Du har taget en fagdidaktisk diplomuddannelse, var det for at blive bedre klædt på fagligt og pædagogisk? "Egentlig tror jeg mest, at det var, fordi jeg var nysgerrig efter at se, om der var noget, jeg var gået glip af, fordi jeg ikke havde linjefagsuddannelsen. Var der noget, jeg kunne blive bedre til? Og det var der. Jeg er ret overbevist om, at jeg didaktisk er meget dygtigere nu, og det har noget at gøre med, at jeg havde så meget erfaring fra dansk allerede, da jeg startede på diplomuddannelsen. Jeg havde noget at sætte teorien i relation til. Det, at man har været ude i praksis og arbejdet med det i årevis, gør, at det, man lærer, bliver meget mere målrettet og meget mere anvendeligt. Der adskiller efteruddannelse sig fra grunduddannelsen. Som jeg husker tiden på seminariet, var praktikperioderne fantastiske, men jo også dybt urealistiske. Vi havde oceaner af tid til at forberede de mest forkromede forløb, som vi så kørte af, og så var det dét. De skulle ikke tænkes ind i en sammenhæng. Derfor er det både en oplevelse og et privilegium at have fået lov til både efter- og videreuddannelse."

- For du har også taget en masteruddannelse i… "I børne- og ungdomskultur, æstetiske læreprocesser og medier fra Syddansk Universitet."

- Og hvorfor, det er jo ikke noget, man lige klarer over nogle eftermiddage? "Da jeg fandt ud af, at der fandtes en uddannelse, der havde et meget klart afsæt i en verden med børn og unge, syntes jeg, det lød spændende, og det er masteruddannelsens force, at man har mulighed for at anvende den i praksis og lægge en teoretisk overbygning på praksis. Jeg har bygget rigtig meget empiri fra min skolehverdag ind i de mange delopgaver, der skulle laves. Det var fascinerende. Det giver et helt andet perspektiv på det, man står med i praksis. Jeg siger til mine elever, at de gerne skulle opleve, at der er nogle mål, som man skal stå lidt på tæer for at nå, for man kommer ikke sovende til noget. Det samme kan man sige om min egen udvikling, for som lærer holder man jo ikke op med at skulle lære."

- Har du ikke mødt nogen, der har sagt, at du er overkvalificeret til at undervise på grundskoleniveau? "Overkvalificeret, jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det begreb til. For hvis man stadigvæk kan lide at undervise, og man lykkes med det, man kommer med, og hvis der ikke er noget andet, der trækker i én i en grad, så man tænker, at man burde være et andet sted, så kan man efter min mening ikke være overkvalificeret. Der er ikke noget øvre loft for, hvor mange kompetencer og kvaliteter, man kan have i sin profession. Hvis jeg ikke hele tiden føler, at der er noget nyt, jeg skal øve mig på, og som jeg skal arbejde med, så tror jeg, at jeg falder hen, og så tror jeg, at det og jeg bliver uinteressant både for mig og for eleverne."

Rutiner er en del af den styrke, man møder ind med - Så det med endnu "en dag på kontoret" eller endnu "en dag i skolen", det gælder ikke? "Jo, det gør det såmænd også. Noget af det, man vinder ved at være en erfaren lærer, er rutiner, og dem skal vi bestemt ikke skamme os over, for rutiner er en del af den styrke, man møder ind med, og som betyder, at man i en undervisningssituation kan klare mange ting på en langt mere hensigtsmæssig måde, end man kan, når man er nyuddannet lærer. Der er masser af erfaringer og rutiner, som man netop skal rose sig af, at man har, når man arbejder i en profession. Men hvis det hele blev gentagelser, så ville jeg i hvert fald personligt føle, at jeg groede fast, og så er jeg bange for, at jeg ville tabe engagementet."

- Hvad er det, der gør det værd at være lærer? "Jeg kan for eksempel huske en elev, der havde fået prædikatet ordblind, noget, som jeg godt selv kunne have fået engang i min barndom. Jeg fik hende i 7. klasse. Da hun så tre år efter til afgangsprøven simpelthen blot leverer varen, og censor med det samme siger: 'Jamen, det er jo til topkarakteren', så er det lige før, at der kommer en tåre i øjet, og man tænker: 'Ja, du skulle bare vide, udgangspunktet er, at hun har haft det så svært'. At opleve, at det bare lykkes, og at hun oplevede, at hun havde klaret det, det er det hele værd som lærer." Der vandt følelserne vist "Samme følelse havde jeg sidste år, da der var en pige, der holdt en tale ved translokationen. Det var helt vildt, for jeg havde bare haft så mange kampe med de elever. Jeg ville have dem til at opleve sig som en klasse, hvor de var fælles om at lære. Men de havde kørt på hinanden, havde truet med at melde sig ud af skolen, og det ene og det andet. Og så stiller hun sig op og holder en tale på ti minutter og takker for, at jeg orkede at blive ved med at bokse med dem. Det var alle de år værd," siger Josua Christensen og holder en pause. Øjnene bliver lidt blanke, og så forsætter han med grødet stemme: "Hov! Der vandt følelserne vist. Jeg får en klump i halsen, fordi det er det, der samler alt det der spændende, besværlige, irriterende, sjove: Ja, det lykkedes! Igen! Som lærer får lov man til at dele liv med liv. Det er den autenticitet, der gør, at man tænker: 'Ja, her er jeg, her er jeg til med hele min person. Selv om jeg er til som faglig kapacitet, selv om det er en profession, og selv om jeg også har et andet liv ved siden af skolen, så er jeg nødt til at være her med hele min person'. Det er det, der er det hårde, det er det besværlige, nødvendige og vidunderlige. Både når det er svært og udfordrende, og når det lykkes. Men så er det også det hele værd."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk