Psykolog Anna Crawford Kromann var ikke i tvivl om, at hun
ville sætte fokus på det praksisnære, da forlaget Dafolo bad hende stå i spidsen
for en antologi om pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR).
”PPR har traditionelt gået på et udredende ben med
undersøgelser af børn og et konsultativt ben, hvor vi prøver at komme tæt på
lærerne og pædagogernes hverdag ved at tale med dem. Den bølge har varet i 20
år, men nu giver snakken om praksisnær PPR et tredje ben. Det er imidlertid
ikke hegnet ind, hvad det praksisnære er. Det prøver vi med antologien”, siger
Anna Crawford Kromann.
Hun har redigeret bogen sammen med Katrine Tranum Thomsen, som
også er psykolog. Begge redaktører har en mangeårig baggrund i PPR. Mens
Katrine Tranum Thomsen nu er selvstændig konsulent, arbejder Anna Crawford
Kromann fortsat i PPR i Aarhus, hvor hun blandt andet står for interne
kompetenceudviklingsforløb og aktionslæring på skoler.
Vi er nødt til at sadle om
PPR skal være mere optaget af børnenes hverdagsliv og af, og
hvad der sker i undervisningen, så børn og voksne kan profitere bedre af samarbejdet,
sammenfatter Anna Crawford Kromann.
”Lærere og pædagoger efterspørger, at vi arbejder
praksisnært, fordi vores vejledning kan blive for abstrakt. Forskningen peger
også på, at vores hidtidige måde at samarbejde med skolerne på ikke gavner
eleverne nok. Vi er nødt til at sadle om, og her siger mange praksisnærhed. Men
vi skal have fagligheden med os, når vi skal træde nye veje, og vi skal
afklare, hvad vi mener med 'praksisnær'. Derfor har vi inviteret både forskere og
praktikere med ombord i antologien”.
På den ene side peger antologien på, at PPR ikke i
tilstrækkelig grad lykkes med at understøtte skolerne. På den anden side mener
redaktørerne, at antologien giver håb.
”Vi har gode historier om, hvordan praksisnær PPR kan lade
sig gøre. Mange er i gang, så vi håber at sparke endnu mere den indgangsvinkel og
give arbejdet legitimitet. Hvis man ikke har fået mandat til at arbejde
praksisnært, foregår det måske kun på én skole, fordi man har lavet en aftale
om det. Derfor er det vigtigt at vise, at andre er godt i gang”, siger Anna
Crawford Kromann.
PPR og skoler er omfattet af vanens magt
Udfordringen er, at både PPR og skoler typisk gør det, de har
mest erfaring med i samarbejdet.
”Mange steder får nye PPR-medarbejdere en testkuffert i
hånden, eller også siger skolerne, at de vil have testet en elev, fordi de
tænker, at de skal vide, hvad der er galt med barnet, for at kunne tilbyde
hjælp. Incitamentet er, at man måske kan få ekstra resurser til barnet, men
mange børn har brug for den samme form for støtte, så der er ingen grund til at
bruge 20 timer på at undersøge et barn. Vi skal hellere bruge tiden til at se
på, hvordan vi kan skrue på miljøet omkring barnet”, siger Anna Crawford Kromann.
Det kræver tid at omstille sig, for der er stadig børn, som
har brug for en indgribende indsats her og nu. Også økonomien spiller ind. For
eksempel har politikerne i Aarhus givet en ekstrabevilling, så PPR kan få bugt
med ventelisten til udredning samtidig med, at medarbejdere arbejder
praksisnært.
”Det er også vigtigt, at skolerne har resurser til at løse
kerneopgaven, for et praksisnært PPR kræver, at lærere og pædagoger har tid til
at samarbejde. Det er svært at arbejde ind i skolen, når økonomien er så
presset, at der ikke er hænder nok omkring børnene”, siger Anna Crawford
Kromann.
Tilgangen hviler på en politisk beslutning
Mange kommuner har ikke formuleret en vision for, hvordan
PPR kan bidrage til skolers arbejde med at skabe bedre forhold for børn,
skriver de to redaktører i bogen. Det er ellers ret afgørende for at kunne
arbejde praksisnært.
”Hos os i Aarhus har det ført til tre fokusområder for vores
praksisnære PPR-arbejde: Vi skal skabe forandringer for barnet. 2. Vi skal
arbejde med barnets kontekst. 3. Vores arbejde skal give mening for lærere,
pædagoger og forældre”, fortæller Anna Crawford Kromann.
At det er politisk besluttet, at PPR skal deltage i
udviklingen af lærerne og pædagogernes kompetencer i arbejdet med mellemformer
gør det nemmere at komme ud på skolerne og sige: ”Vi er optagede af samspillet
mellem barnet og jer som fagprofessionelle’”.
”Uden den forventning falder vi tilbage i vanen, hvor vi
enten fokuserer på barnet eller holder møder med lærerne”, siger Anna Crawford
Kromann.
Samtidig skal forvaltningen understøtte det praksisnære, så
beslutningerne hviler på et fagligt grundlag. Derfor skal man lytte til de
fagprofessionelle, mener hun.
”At arbejde praksisnært handler ikke kun om PPR. Man skal
også tage alvorligt, hvad der rører sig på skolerne, så PPR-medarbejderen,
lærerne og pædagogerne får tid til at reflektere og lære sammen. Vi kan godt
skrive en lang pædagogisk psykologisk vurdering om, at en elev har brug for
mere struktur og forudsigelighed, men vi skal også hjælpe med at finde ud af,
hvordan vi kan skabe strukturen og visuel støtte”.
PPR skal både være gæst og ekspert
Ingen har lyst til at gå til læge, psykolog eller mekaniker,
for det betyder, at noget bøvler. På samme måder tager samarbejdet med PPR ofte
udgangspunkt i, at dele af den pædagogiske praksis ikke fungerer, og nogen har
det svært. Altså at ledere, lærere og pædagoger ikke lykkes så godt, som de
gerne vil.
Det stiller krav til PPR-medarbejderne om at skabe et trygt
læringsrum, når de kommer ud på skoler.
”Vi skal selv være lærende og turde komme med forslag uden
at være sikre på, at det er den rigtige løsning, ’men nu prøver vi’. Her skal
vi tænke, at lærerne og pædagogernes ideer er lige så gode som vores, så vi
bliver lærende sammen. Det er der meget etik i. Vi skal være ydmyge, nysgerrige
og undersøgende, og samtidig skal vi tage tydeligt ansvar”, uddyber Anna
Crawford Kromann.
Det stiller PPR-medarbejderen i en dobbeltrolle. Redaktøren
sammenligner igen med et besøg hos lægen.
”Lægen må ikke kun være ydmyg og nysgerrig. Lægen skal også
tage ansvar for patienten. På samme måde skal vi både være gæst og ekspert i
skolen. Vi skal prøve at forstå, hvordan virkeligheden ser ud for barnet og
lærerne, og vi skal facilitere, at det er ok, at lærere gør noget forkert ved
at skabe et rart rum, hvor alle er i læring. Det er ikke kun børnene, som skal
udvikle sig. Det skal de voksne også. Mange tænker, at PPR ved en masse om
børn, men det er ikke nok. Vi skal også vide, hvordan vi arbejder med
fagprofessionelle”.
Ånd og hånd skal følges ad
Praksisnært oversættes tit til, at PPR-medarbejderen skal
være med i undervisningen for at forstå, hvad der er på spil i klassen. Eller til
at PPR-medarbejderen skal være med til at undervise. Men antologien beskriver,
at praksisnært også består af et samarbejde uden for klasserummet.
”Risikoen er, at man siger, at vi nu alene skal stå ude i
klasserne med børnene, men så forsvinder refleksionen. Lærere og pædagoger er
glade for et rum, hvor de kan tale om det svære og lære af det. Det kan de
ikke, når de har 28 elever omkring sig, hvoraf fem har særlige behov, to skal
tisse, og en vil hente sin madpakke”, illustrerer Anna Crawford Kromann.
Praksisnære møder adskiller sig fra møderne i PPR’s
konsultative ben, understreger hun.
”PPR er vant til at mødes med lærere og pædagoger i et
lokale væk fra børnene, men det rækker ikke, at vi får historien om et barn
genfortalt af de fagprofessionelle, for det er svært at vurdere sin egen rolle
i konteksten. Jeg har selv prøvet at blive videofilmet, hvor jeg troede, at jeg
var god til at være mødestyrer. Det var jeg slet ikke. Så vi skal ikke nøjes
med samtalen. Vi skal have den levede virkelighed med, så vi både får ånd og
hånd med i vores arbejde”.
Det kan foregå på flere måder. PPR-medarbejderen kan observere
og enten tale med læreren om sine iagttagelser undervejs eller vente til
bagefter, og nogle gange kan lærere, pædagoger og PPR-medarbejder planlægge og
udføre en aktivitet sammen.
”Jeg kan også mødes med resurseteamet eller sparre med
skolelederen. Det vigtigste er, at man har set og fornemmet på sin krop, hvad
der sker omkring børnene. Hvis vi skal hjælpe lærere og pædagoger, skal vi ikke
kun være med til møder, for så forstår vi ikke de vilkår, de arbejder under”,
siger Anna Crawford Kromann.
PPR-medarbejdere må ikke gå i ét med skolen
PPR kritiseres ofte for at være for langt væk fra skolens
daglige liv. Omvendt problematiserer antologien, at PPR kan komme så tæt på, at
medarbejderen får for stor solidaritet med lærerne eller deler forståelser med
dem, så vedkommende ikke kan bidrage med nye handlemuligheder.
”Thomas Szulevicz og Sarah Kirkegaard Jensen beskriver i
deres bidrag til antologien, hvordan PPR-medarbejderne tidligere sad ude på
skolerne. På et tidspunkt syntes man, at de kom for tæt på lærere og pædagoger,
og derfor blev de trukket væk. Nu er de så kommet for langt væk”.
Det er ikke nemt at svare på, hvad der er den rigtige
balance, mener Anna Crawford Kromann.
”Som barnets advokat skal PPR kunne være kritisk overfor en
skoles praksis. Vi skal have faglig handlefrihed, og det kan være svært, hvis
man er ansat under skolelederen. Samtidig skal vi ikke så langt væk fra skolen,
at vi ikke forstår, hvad lærere og pædagoger står i. Jeg har talt med lærere,
som har fået at vide, at de skal lave struktur for Emil, ’men prøv at se, jeg
har 27 andre elever’. Vi skal forstå den totale opgave, så vi ikke kommer til
at sætte lærerne i et yderligere krydspres. Vi skal hjælpe dem med at lave god
praksis ved at være praksisnær uden at gå i ét med skolen”.
Forfatterne er enige om den nye kurs
Anne Crawford Kromanns største ahaoplevelse under arbejdet
med antologien er, hvor meget der er ens på tværs af bidragene.
”Alle peger på, at vi både skal se på barnets hverdagsliv og
de professionelles arbejdsliv. At vi bliver nødt til at se nærmere på, hvordan
lærere og pædagoger arbejder med børnene. Det er overraskende, at det står så
tydeligt frem. Vi laver allerede meget praksisnært arbejde, så det er ikke et
helt nyt skridt, vi skal tage, men vi skal tættere på praksis og skabe psykisk
trygge rum, hvor vi tør prøve løsningsforslag af sammen”, siger hun.
Praksisnær PPR,
redigeret af Anna Crawford Kromann og Katrine Tranum Thomsen, Dafolo, 258
sider, vejledende pris 372,50 kroner.
