Ingen ekstra midler til Dansk Skoleidræt

Ekstra midler til Dansk Skoleidræts arbejde med at implementere bevægelse i skolen kunne have været en del af finanslovsforhandlingerne. Undervisningsministeren og kulturministeren afviste på et samråd torsdag endnu engang af skaffe midler.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tom pengekasse truer bevægelse i skolen

"Dansk Skoleidræt har arbejdet i fem år med at implementere bevægelse i skoletiden, de sidder inde med en stor viden og har koordineret indsatser til glæde for 200.000 elever på 60 procent af skolerne. Jeg er bange for, at vi er ved at hælde den erfaring ud med badevandet", lød det fra Venstres Stén Knuth, da han torsdag havde havde kaldt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og kulturminister Joy Mogensen i samråd for endnu engang at kæmpe for, at staten kan træde til som erstatning for TrygFonden, der har finansieret Dansk Skoleidræts reform-indsats. 

Men kassen var lukket:

"Det har jo heller ikke været meningen, at der løbende skulle afsættes midler på finansloven, eftersom vi jo finansierede folkeskolereformen, dengang vi vedtog den. Men vi har besluttet at afsætte 275 millioner i år, 400 næste år,  550 i 2022 og 807 millioner i 2023 til folkeskolen oven i de midler, der i forvejen var sat af. Og jeg tror på, at en generel finansiering af folkeskolen fremmer en varieret skoledag", lød det fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Rosenkrantz-Theil: Der er brug for at "gen-kickstarte" reformen

Derimod er der altså ikke sat penge af til at øge tilskuddet til Dansk Skoleidræt:

"Jeg har tidligere opfordret partierne til bringe ønsket ind i finanslovsforhandlingerne, og det er ikke sket. Men det betyder ikke, at jeg ikke tænkt mig gøre noget ved, at reformens 45 minutters daglig bevægele ikke er implementeret på alle skoler", sagde hun og gentog sit løfte/trussel fra tidligere høringer og samråd om at tage skrappere midler i brug over for kommuner og skoler, der ikke efterlever lovens krav. 

Kulturminister Joy Mogensen roste Dansk Skoleidræts arbejde, men foreningen for bl.a. idrætslærere får også fire millioner kroner årligt - 1,9 mio. kr. i fast tilskud plus ekstra 2 mio. kr. til og med 2022. Og til Venstres forslag om at finde midler fra udlodningsmidlerne fra Danske Spil svarede hun, at der ligger en politisk aftale om de midler, som først skal evalueres næste år, hvor man så vil kunne tage ønsket op.

Svigt

Minister vil holde høring: Bevægelse i skolen skal revitaliseres 

"Jeg er enig i, at det er vigtigt at bevare den viden, der er opbygget i Dansk Skoleidræt, og driftstilskuddet sikrer jo netop, at der er et kontor. Men den viden og de kompetencer, der er opbygget via fondsmidlerne ligger i høj grad hos frivillige. Ville det være ønskeligt med en fortsat fondsbevilling? Ja, men det er en større snak, hvordan vi skal forholde os til, når fonde ind går i noget lovgivningsmæssigt. Hvordan vi så lægger en plan for forankring fra starten er et seperat samråd værdigt". 

Stén Knuth lovede at stå ved aftalen om udlodningsmidlerne. 

"Men... svigt er et stort ord, men jeg synes, vi svigter lærere og pædagoger ved ikke at holde fast i nogle redskaber, de kan bruge, og vi svigter de medarbejdere, som har opbygget viden og kompetencer og nu er på vej ud".