På opslagstavlen er der placeret en grøn, en gul og en rød smiley. Ud for de tre farver ser man tegninger. Langt de fleste sidder ud for den grønne smiley, men et par af dem er halvt nede ved den gule.

Der er klassemøde med evaluering i 6.a på Sindal Skole.

Eleverne diskuterer, hvem der tog spillekortene fra hvem forleden, men det ender fredeligt. Lærerne Ulla Poulsen og Charlotte Frydkjær konstaterer, at det er dejligt, at eleverne er begyndt at spille kort i frikvartererne.

Ud af klassens ti regler har eleverne det sværest med: »Man skal stoppe, når der bliver sagt stop. Man giver 1 chance, når man siger stop, ellers bliver det sagt til læreren«.

»Jeg har ikke haft brug for at sige stop i denne uge«, fortæller en dreng.

»Jeg har sagt stop én gang, og så gjorde han det«, siger en elev.

»Jeg har ikke hørt nogen sige stop til Poul«, tilføjer en pige.

Det lyder jo godt, men så kommer det alligevel frem, at to drenge har været i slagsmål under en fodboldkamp i frikvarteret. Den ene er Poul.

»Hvorfor har ingen fortalt os, at I har været oppe at slås?« spørger Charlotte Frydkjær.

»I burde have hentet en voksen. Hvis I står og ser på nogle, der slås, så er aftalen, at man skal hente en voksen«, understreger Ulla Poulsen.

En pige fortæller, at flere sagde til de to drenge, at de skulle stoppe.

Kombattanterne forklarer sig. De var lige gode om det, og den ene dreng erkender, at der var meget andet, han kunne have gjort.

Ulla Poulsen siger, at alle er nødt til at tage et ansvar. De kunne have hentet en lærer eller en af klassens støttepædagoger, der netop er med i frikvarteret. Over for Poul pointerer hun, at han skal holde op med hele tiden at kommentere, hvad der sker, når de spiller fodbold.

De taler om pædagogerne, der skal hjælpe alle, men mest er med i frikvarteret for at få Poul til at lykkes med ikke at komme ud i konflikter.

Åben snak med navn på

6.a er vant til, at der bliver sat navn på, når nogle havner i problemer. Netop Poul er ofte katalysator for konflikter. Det ved alle, også ham selv. Det var netop derfor, at man sidste år fik besøg af psykolog Jan Soelberg fra PPR i Hjørring. Klassen har været pilotprojekt for arbejdet med regler, som nu er i gang flere steder på Sindal Skole.

Kan reglen om at sige stop måske komme halvt i gul og halvt i grøn? Men det accepterer lærerne ikke i dag. For alle har ansvar for at sige stop, og det virkede ikke ved slåskampen mellem de to drenge.

»Jeg har også sagt stop til en elev, der sagde noget frækt tilbage. Den skal helt i gul«, fastslår Charlotte Frydkjær.

Den næste regel handler om at huske at læse lektier. Den går det heller ikke helt godt med.

Eleverne kommer med flere forslag til, hvordan man kan huske lektierne. Man kan købe en lektiebog, spørge en ven eller tage et billede med sin mobil af lektieoplægget.

»Der er plads til forbedring«, konstaterer lærere og elever. Reglen bliver i gul.

Men senere begynder eleverne en hel roseklub. Regel nummer ni handler nemlig om at skabe en positiv stemning i klassen og rose hinanden. Lærerne roser også. 6.a er en dejlig klasse. De enes om at skrive til forældrene, at de kan hjælpe eleverne med at huske på de tre regler, som det kniber med. Det er stop-reglen, at huske lektier og at respektere hinanden.

At lære at sige »pyt«

I 2.a har eleverne svært ved at komme væk fra den røde smiley ved regel nummer 1: »Vi vil ikke være uvenner eller gøre andre kede af det«.

Klassen har arbejdet med reglen i flere uger, og den bliver ved med at være rød. Eleverne mener, den skal blive stående en uge mere.

Til gengæld går det fint med ikke at sladre og hviske om andre. Den har nu stået på grøn i to uger, og så skal klassen have en belønning. De klapper.

Det går også godt med ikke at tage hinandens ting uden at have spurgt om lov. Elever og lærere roser og riser hinanden.

Så er der den nye regel nummer otte om at sige pyt. Den er rød, fordi det stadig er svært. De taler om, hvordan reglen er ment. Nogle brugte nemlig pyt forkert. De skubbede til en klassekammerat og sagde pyt. De taler om, at det er, hvis man kommer til at skubbe uden at ville det, at man skal kunne sige pyt. Den regel øver klassen sig på.

Der er også en anden ny ting i 2.a. Lærerne har videreudviklet arbejdet med klassereglerne. De har sat en liste op med alle regler og billeder af de enkelte elever. Eleven er selv med til at beslutte, hvilken regel hun skal have fokus på i den kommende uge.

En pige rækker hånden op. Hun vil gerne lære at sige pyt i den kommende uge. Lærere og elever diskuterer, om det er en god ide at flytte. Det er okay. Mange flytter deres fokus, og nogle bliver, hvor de står.

Lærerne understreger, at alle regler jo skal læres, men man kan have brug for at øve mere på nogle af dem. Eleverne siger, at det er nemmere at huske, når man har reglerne og taler om dem en gang om ugen.

Poul er et opdigtet navn.