Morgenen begynder med musik og peptalk. Eleverne står op, og lærer Anton Vindahl Andersen fortæller, at han har fået en mail fra en af pigerne i klassen i påskeferien. Hun undskyldte tidspunktet, men havde et fagligt spørgsmål.

»Hun tog ansvar, og jeg bliver så glad, når der ligger entusiasme hos jer. Vi giver hende en hånd«, siger Anton, og alle klapper.

7.y på Lindevangskolen på Frederiksberg har 16 elever. Klassen har haft en turbulent skoletid med mange skiftende lærere, og 7.y har tidligere været præget af uro og klikedannelse. Men efter indførelse af nye arbejdsmetoder og en ryste-sammen-lejrskole sidste år fortæller eleverne, at det nu er rart at gå i klassen, og at de gerne vil lære noget.

Klassens to lærere Anton Vindahl Andersen og Søren Burkall har været på kursus hos True North, og det var også dette firma, der stod for lejrskolen. De to lærere har nu udviklet deres eget læringskoncept, der handler om fokuseret læring.

Hvem har en stor familie?

»Solen skinner, og alle er glade. Jeg var til fødselsdag hos min søster i weekenden. Hvor mange har en søster? Hånden op! Hvem har en bror? Hånden op!« siger Anton Vindahl Andersen, og eleverne rækker flittigt hænder op.

»Min oldemor fødte 19 børn! Men jeg har ikke relationer til alle dem. Jeg kender dem ikke. I dag skal det handle om familie. Vi har lige afsluttet et forløb i brevskrivning og skal i gang med at læse ældre tekster. De kan være svære at læse, men sådan nogle handler tit om familieforhold. Nu har I 20 sekunder til at tage stolen og komme op til tavlen«, siger Anton Vindahl Andersen og skruer op for musikken.

Eleverne skramler med stolene og sidder lidt efter foran den elektroniske tavle. Her tegner Anton sit stamtræ og fortæller, at de skal skrive deres slægtled op og lave en tidslinje, der fortæller om opbrud. Han kommer med eksempler på sin egen tidslinje. Da han var fem år, blev hans forældre skilt, da han var 19 år, flyttede han hjemmefra.

»Hvad skete, da jeg var 38 år?«

»Du blev lærer«, lyder et forslag.

»Nej, det er jo ikke et opbrud«, svarer Anton og forklarer om begivenheder. Det var dengang, han blev skilt.

»Hvordan skal vi komme igennem de der opbrud? Vi er jo ikke så gamle«, spørger en pige.

»Er det et opbrud, hvis nogle er døde?« spørger en dreng. Dét er det.

Eleverne får 20 sekunder med musik til at flytte tilbage i deres faste team. De sidder fire ved bordene og har en makker ved deres side. De arbejder ofte to og to, men også tit fire sammen. Denne opgave er dog individuel, og de har ti minutter til den.

Uret på den elektroniske tavle sættes til tælling, og eleverne går i gang med at tegne og skrive.

Musik og hurtige skift

Bagefter går eleverne rundt på gulvet parvis og fortæller hinanden i et minut om deres familie og om opbrud.

»Giv lige high five«, lyder opfordringen, der straks efterkommes.

Timen fortsætter med parlæsning i danskbogen og opsummering. Matematiklærer Søren Burkall er støttelærer i timen, ligesom Anton Vindahl Andersen har støttetimer i matematik. De to lærere skifter mellem at hjælpe hinanden med musikken, den elektroniske tavle, eller de går rundt og lytter til elevernes oplæsning.

»Hvad kan vi bruge dette til?« spørger Anton Vindahl Andersen.

»At læse om nogle ældgamle familier. I får nogle tanker og følelser, når I læser, fordi I selv har familie«.

»Vi kan se, hvor meget tiden har forandret sig«, foreslår en pige.

»Ja, meget forandrer sig, men følelser forandrer sig ikke. At blive ked af det kan i dag være af samme grund som dengang«, uddyber Søren Burkall.

Lektionerne har hurtige skift. Det længste forløb er på ti minutter. Der er arbejdsmusik, når eleverne arbejder selvstændigt eller i grupper. Lektionen begynder med intromusik, og lærerne benytter musik, når eleverne skal fra tavlen og hen på plads. Der er forskellig musik til intro, arbejde og skift. Noget er klassisk og købt på apoteket som afslapningsmusik, andet er popmusik, som eleverne også gerne vil høre i frikvartererne.

Vi er os selv nu

Frederik Juul Christiansen er elev i 7.y. Han fortæller:

»Musikken giver energi, og når vi klapper, så deltager alle. Tidligere sad halvdelen af os og dinglede. Vi arbejder mere nu og får mere ud af undervisningen, end vi gjorde tidligere«.

»Før tog vi bare vores bøger frem, og så skulle vi gå i gang fra en ende af«, siger Therese Minding fra klassen.

Det var helt klassisk undervisning, de havde sidste år, med udgangspunkt i en lærebog.

De to elever fortæller, at de blev rystet sammen på lejrskolen.

»Der var mange problemer i klassen sidste år. Vi var uvenner, nogle larmede, og vi var sammen i kliker«, forklarer de.

På lejrskolen lærte alle at stille sig op og tale i et minut om et emne, og det betyder, at også de stille elever i dag kan tale til hele klassen. Desuden gjorde man meget ud af, at eleverne lærte hinanden at kende.

»Vi sad i rundkreds, én talte ad gangen, og alle kom til orde. Vi kunne ikke gemme os bag en attitude, men vi skulle være os selv«, siger Frederik Juul Christiansen.

I 7.y i dag ses ingen attitudeproblemer. Eleverne taler sammen på kryds og tværs, laver sjov og har en kærlig tone over for hinanden.

»Vi arbejder meget på tid, for så bruger man tiden bedre«, mener Therese Minding.

Læreren indrømmer fejl

Næste lektion er matematik. Alle skal ud på gulvet og danse den mest gakkede dans. Lærerne skruer op for musikken. Der er enkelte forsøg, grin og klapsalver til dem, der tør.

Så er der repetition i funktionsudtryk. Hvordan læser man en ligning?

Nogle af eleverne indrømmer, at det er helt væk. En går til tavlen, og sammen hjælper de hinanden igennem. Ros og klapsalver bagefter.

Klassen går i gang med at tegne koordinatsystemer to og to. En elev vifter glad med armene, fordi de har udført opgaven rigtigt. Han ser også lidt overrasket ud.

»Vi gik i gang med tre funktioner. Det er en stor opgave. Vi cuttede den ned til én, og der røg noget tid. Det var min fejl. Vi skulle kun have taget én funktion. Vi skal arbejde mere med det, men I ydede en god indsats«, siger Søren Burkall.

Musikken sættes i gang, og eleverne gør klar til spisepause.