Flere elever opgiver skolen, fordi de er fysisk og mentalt udtrættede af at prøve at forstå uudtalte normer og sociale spilleregler. Det konstaterer foreningsfællesskabet Ligeværd på baggrund af henvendelser fra lærere og forældre. Ikke mindst frikvartererne kan være hårde ved eleverne.

”Det er på tide, at vi anerkender skolens pauser som pædagogiske rum, der især for børn i udsatte positioner har afgørende betydning for, om de kan holde skolen ud”, siger direktør Esben Kullberg.

Ligeværd har traditionelt støttet unge med særlige behov, men er begyndt at interessere sig for frikvarteret som led i sin tre år gamle strategi om også at have fokus på folkeskolen.

”Vi kan se, at eleverne på vores specialefterskoler og uddannelsessteder er belastede på en ny måde, så vi er nysgerrige efter, hvad der er på spil i folkeskolen. Derfor kommer vi i kontakt med en ny type forældre, som bringer historier frem. Det kan være forældre til børn med ufrivilligt skolefravær, som fortæller, at deres børns angstproblematikker bryder ud i frikvartererne, fordi de ikke kan overskue at være i det rum”, fortæller Esben Kullberg.

En mor har for eksempel fortalt, hvordan frikvartererne til sidst gjorde skoledagen så svær at overkomme, at hendes søn næsten dagligt løb hjem. Efter at forældrene i måneder havde fulgt ham tilbage til skolen, måtte de til sidst vælge skolen helt fra.

Struktureret arbejde i klassen smuldrer i virvaret

Ligeværd har spurgt ud på sine platforme, og både forældre og lærere er vendt tilbage.

”De giver udtryk for det samme: At den arbejdstidsaftale, der blev trukket ned over folkeskolen, ikke giver tid til, at lærerne kan gå med ud i frikvartererne. Nogle steder har man et antal tjanser som gårdvagt i løbet af året, men der er ikke nok lærere med i skolegården ad gangen”, siger Esben Kullberg

Lærere beretter også om det smertefulde i at vide, at meget af det strukturerede arbejde i klassen smuldrer i skolegårdens selvforvaltede virvar.

”Selv om mange ved, at frikvartererne næsten kan føles som helvedes forgård for nogle børn, er der tilsyneladende ingen, der rigtigt tager skolens pauser alvorligt som vigtige pædagogiske rum.

Regeringens nye udspil, der skal sikre kvalitet i folkeskolen, nævner ikke pauserne med et ord. Og skolens organisationer synes heller ikke at interessere sig ret meget for den del af skoletiden. Det virker nærmest som om, at skolens pauser bliver betragtet som en slags ikke-skole”, siger Esben Kullberg.

Børn har brug for træning i sociale spilleregler

For mange børn kommer frikvartererne som velfortjente pauser fra undervisningen, hvor de kan bevæge kroppen, lege og snakke, anerkender Esben Kullberg.

”Vi skal ikke omklamre børn, som har stor glæde af at slippe for de voksne i frikvartererne, men vi skal hjælpe dem, der oplever frikvarteret som det vilde vesten. Vi har børn, som er utrænede i at organisere fri leg, fordi de ikke leger på vejen eller fodboldbanen, som vi gjorde. Derfor skal vi skabe flere muligheder for at træne dem i de sociale spilleregler”.

Det kan være alt fra, at voksne skaber aktiviteter, som børnene er sammen om, til at de kan søge tryghed hos en voksen, når de har så svært ved at aflæse og forstå andre børn, at de ufrivilligt kommer til at falde ud af de selvorganiserede børnefællesskaber.

”Vi kan beklage, at mange børn ikke er trænet i fri leg, men hvis vi bliver ved med at se den anden vej, kommer det til at koste mange gode små skoleliv. Vi bliver nødt til at tage børnenes behov alvorligt”, siger Ligeværds direktør.

Frihedsreform giver alligevel håb

Selv om regeringsudspillet ikke hæfter sig ved frikvarteret, sætter Esben Kullberg lid til, at det alligevel kan føre til forandringer.

”Frihedsreformen giver skoleledere og skolebestyrelser større beføjelser til at organisere skolen. Vi kan håbe, at de sætter fokus på frikvarteret som pædagogisk rum, for det har mange børn brug for”,