Foto: Istock
Elevtelefon udvider for at gøre det lettere at gå i skole
Fra i dag har elever igen mulighed for at ringe til Elevtelefonen for at tale med andre unge om deres problemer. Telefonen har udvidet sine åbningstider.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På telefonerne sidder unge, der afsluttede folkeskolen før sommerferien, klar til at tale med andre unge, der har brug for at snakke om deres problemer i skolen. Alle er de frivillige og uddannet af Danske Skoleelever.
Telefonen tilbyder folkeskolens unge hjælp til at tale om alt fra mobning, kærestesorger, klagemuligheder, karakterer, elevrådsarbejde og hvad der ellers kan være af udfordringer ved at gå i skole. Ønsker man ikke at tale direkte med en af telefonens rådgivere, er der også mulighed for at chatte eller maile med rådgivningslinjen.
"De unge skal have mulighed for at kunne ringe og tale med andre unge mennesker. Nogle gange har man bare brug for at kunne tale ud om problemstillinger, uden der nødvendigvis skal iværksættes store handlingsplaner af de voksne", forklarer formand for Danske Skoleelever Silke Fogelberg.
Telefonen blev lanceret i 2013. Sidste år fik telefonen over 600 henvendelser fra elever landet over. Nu hvor telefonen genåbner efter sommerferien, er telefonens åbningstider udvidet, så det er blevet lettere at komme i kontakt med hotlinen.
Sidder elever inde med større problemer, end telefonen kan håndtere, kan rådgiverne også hjælpe dem videre i systemet.
"Det sker, at der kommer opkald, hvor de unge rådgivere ikke kan hjælpe, fordi problemet er alt for stort og kræver voksenhjælp. I de tilfælde skal de unge rådgivere forsøge at motivere den anonyme elev til at ringe videre til Børnetelefonen", forklarer Silke Fogelberg.
BørneTelefonen: Hør mobbehistorierne til ende