Drengene møder Reinhard Stelter på gangen foran lærerværelset klokken kvart i et. På skift hilser de på deres coach, støder deres højre skulder mod Reinhards venstre og dunker ham hårdt, men kærligt i ryggen. »Reinhard. Shabab«, lyder det fra både Haydar Tyrki og Karar Latif. Deres hilsen synes vant for universitetsprofessoren med den tyske accent og de grå stænk i håret. Han griner og giver igen med små boks på drengenes brystkasser.

I halvandet år har de mødtes på Rådmandsgades Skole i København, hvor drengene nu går i 9. klasse.

Reinhard Stelter er forsker ved Københavns Universitet og forfatter til flere bøger om coachingpsykologi, mens shabab er en titel, drengene har givet ham. De oversætter den til bror.

Få minutter senere finder de plads i et smalt lokale bag kantinen med udsigt over en af Nørrebros renoverede asfaltpladser, der beklædt med skakborde og mosaikpyntede springvand er designet efter mellemøstligt forbillede. De plejer at være fem drenge i de 45 minutters coachingsession med Reinhard Stelter, men i dag er kun tre mødt op. Det er uvist, hvad fraværet skyldes. Coach-ingen er et tilbud til samtlige drenge fra 6.-9. klasse. Deltager drengene ikke, bør de være til stede i den understøttende undervisning, der foregår i samme tidsrum for årgangenes piger. Reinhard Stelter indberetter imidlertid ikke fravær til drengenes lærere. Det er hele pointen, at der er tale om et fortroligt rum. Det er lærerne også indforstået med. Hver fjortende dag giver de velvilligt slip på kontrollen med drengenes gøren og laden:

»Jeg afgiver mine elever til coachene. Jeg har en masse sparring med de andre lærere om elevernes trivsel selvfølgelig. Men jeg føler ikke noget behov for at snakke med coachene. Jeg ved sjældent, hvad der er foregået til coachingen, og jeg spørger heller ikke drengene«, siger Anders Jarl Hansen, der er matematik- og naturfagslærer samt kontaktlærer for en stor gruppe af 9.-klasseeleverne. Drengene har godt af at tale med nogle, som ikke skal bedømme dem fagligt, mener han. Men at spå om effekten af coachingen vil han ikke.

Anders Jarl Hansen har dog ét konkret eksempel på, at en gruppe drenge »ligesom var vokset« af nogle snakke, de havde haft med Reinhard Stelter og hans kvindelige medcoach. Han fortæller, hvordan han en fredag eftermiddag sidste skoleår tilfældigt stod med noget ekstra tid på hænderne.

»Der var en løs stemning, og drengene talte om statsborgerskab. Flere af dem har ikke dansk statsborgerskab, og de var blevet klar over, at de skal træffe en beslutning i den sammenhæng inden for et par år«, forklarer Anders Jarl Hansen, der oplevede, at drengene på én gang var motiverede i forhold til at få statsborgerskab og frustrerede over ikke at kende procedurerne for opnåelsen. Drengene fortsatte deres drøftelser af tilhørsforhold og national identitet til coachingen uden Anders Jarl Hansens indblanding. Men han blev sidenhen inddraget formelt, da drengene ville slippe for at tage den omtalte danskprøve for statsborgerskab, såfremt han, som deres lærer, kunne skrive under på deres danskkundskaber.

»Jeg underskrev en fire-fem drenges papirer. Og nej, jeg havde nok aldrig opdaget deres frustrationer på det punkt, hvis ikke det var for coachingen. Vi er en skole, der er udfordret på mange felter, og generelt præsterer eleverne ikke særlig højt fagligt. Så coachingen er en støtte til alt det andet«, siger Anders Jarl Hansen.

Hans kollega, lærer Thomas Kragekjær, er ligeledes positiv over for, at drengene har fået tid og rum til at overveje små og store spørgsmål i forhold til sig selv og deres rolle i samfundet. Det er langtfra i alle hjem, at den slags snakke bliver taget, vurderer han. Og som lærer kan han ikke nå det hele:

»Vi har ikke råd til at afsætte en hel matematiktime til at tale om, hvordan man for eksempel går i bad i en idrætsforening. Vi er jo mest sammen om det faglige. Vi kunne godt købe kager og tænde stearinlys, for det handler også om at skabe rammerne. Men coachene har nogle andre samtaleredskaber end os lærere. Det er klart«, siger han.

Forskningsprojektet

Som professor i coachingpsykologi ved Københavns Universitet satte Reinhard Stelter i foråret 2013 rammen for den toårige forskningsintervention på Rådmandsgades Skole. Projektet er en del af en stor bevilling fra Nordea-fonden til Center for Holdspil og Sundhed på Institut for Idræt og Ernæring. Udgangspunktet for projektet var en konstatering af, at mange bydele i Danmark har store sociale udfordringer med unge drenge og deres evne til blandt andet at tage aktivt ansvar for deres egen livssituation.

For at være så tæt på forløbet som muligt coacher Reinhard Stelter på lige fod med de 26 erfarne coaches, han har rekrutteret som frivillige til projektet. Fra sidelinjen følger den ph.d.-studerende Knud Eske Ryom udviklingen gennem observationer, interview og en større spørgeskemaundersøgelse, hvis resultater først bliver tilgængelige, når projektperioden udløber til sommer.

I Mie Maar Andersens kandidatspeciale fra november sidste år kan man imidlertid læse om de tidlige effekter af gruppecoach-ingen. Mie Maar Andersen overværede Rådmandsgade-drengenes coachingsessioner fra oktober 2013 og nogle måneder frem. Der tegner sig for hende et billede af to drengegrupper.

»For den ene gruppe af drenge er det gældende, at de oplever, at coachene udfylder en rolle, som de ellers ikke har i deres liv, og at coachingsamtalen ligeledes er et nyt, anderledes og spændende omdrejningspunkt for dem. (…) Anderledes ser det ud for den anden drengegruppe. Flere af disse drenge har, som konsekvens af en belastet privathistorie, allerede tætte relationer til pædagoger og oplever hermed coachene som værende yderligere repræsentanter fra den genkendelige pædagogiske og psykologiske verden, hvorfor deres beretninger om og intentionalitet mod coachingen er mere kritisk indstillet«, skriver hun i sit speciales konklusion.

I Knud Eske Ryoms fortløbende interview med drengene er der dog flere positive tilkendegivelser end negative. At opleve gruppe-coachingen som meningsfuld handler også om tillidsopbygning over tid, mener han.

En vigtig mand i din fars liv

Tilbage omkring bordet på Rådmandsgades Skoles første sal har Reinhard Stelter et par emner, han gerne vil høre Haydars, Karars og deres klassekammerat Bilal Hemades mening om. Det første er terrorangrebet på satire-magasinet Charlie Hebdo.

»Hvordan påvirker det jer? Føler I, at nogle ser mere kritisk på jer, fordi I har samme religion som terroristerne?« spørger han.

Spørgsmålet bliver hængende lidt i luften, imens Bilals telefon ringer. Men nej, det mener drengene ikke. De har hørt, at det var Islamisk Stat, der stod bag angrebene i Frankrig. For Haydar Tyrki betyder religion meget. Han drikker ikke, han faster og beder, men han blander sig ikke i, hvad andre tror eller ikke tror på. Reinhard Stelter nikker entusiastisk og deler også ud af sine egne erfaringer med katolske og protestantiske forskelligheder i Tyskland, da snakken glider over på ægteskab og muligheden for at konvertere fra en religion til en anden. Bilals mor er etnisk dansk, men han ved ikke, om hun konverterede til islam for at blive gift med hans far.

»Var det ikke en idé at spørge din mor?« vil Reinhard vide. Forældrerelationen, og særligt faderforholdet, er et af de andre emner, Reinhard Stelter har forberedt at ville tale med drengene om. Det virker dog ikke til at være det letteste at beskrive for nogen af drengene. Men Reinhards engagement i samtalen synes at smitte, og Karar giver Reinhard ret i, at han er en meget vigtig mand i sin fars liv, idet faderen taler meget lidt dansk.

»Den rolle kan du være stolt af«, konstaterer Reinhard.

Skepsis og omsorg

Bo Echwald, der har drevet egen konsulentvirksomhed og praktiseret coaching siden 1990, coacher samme eftermiddag en gruppe 6.-klassedrenge. Sidste år coachede han 8.-9.-kasseelever. På linje med flere af de andre frivillige coaches har også han oplevet, at det tog tid, før drengene blev trygge ved ham og hinanden.

»Drengene vil vide, om man er fra kommunen og på den måde repræsenterer noget, de skal være på vagt over for«, fortæller han. Bo Echwald har ofte talt med sine drengegrupper om hierarkier og status. I den sammenhæng blev han flere gange opmærksom på drenge, der havde behov for ekstra støtte. Han fortæller, hvordan en dreng engang placerede sig selv nederst i hierarkiet til stor overraskelse for gruppen, der begyndte at diskutere placeringen. I 6. klasse oplever coachene Julie Falholt og Søren Kiebe også, hvordan drengene udviser omsorg for hinanden.

»Og det er jo ikke, fordi vi sidder med en fasttømret klike. Drengegrupperne er meget blandede«, siger Julie Falholt, der til daglig arbejder som kreativ konsulent i sin egen virksomhed creativethinking.dk. Hendes coachpartner Søren Kiebe, der almindeligvis coacher folk fra erhvervslivet, er også overrasket over, hvor reflekterede drengene rent faktisk er, taget i betragtning hvor lidt de ofte er vant til at tale om, hvad de tænker og føler.

Coachafhængighed

De tre drenge i Reinhard Stelters gruppe fortæller, at de var trætte i dag. Men generelt får de meget ud af deres coachinglektioner. Om man kan blive afhængig af coaching, ved de nu ikke.

»Man kunne godt klare sig uden, men det er en støtte«, siger Haydar Tyrki. Det er fremtiden og aktuelt, hvorvidt deres lærere vil vurdere dem egnede til gymnasiet, som drengene er glade for at kunne snakke med Reinhard om.

»Reinhard er meget mere imødekommende og forstår os«, siger Karar Latif. Drengene fortæller, hvordan Reinhard også har mødtes med dem uden for skolen på en vandpibe-café i Nordvestkvarteret. De griner alle indforstået ved mindet.

Til sommer, når Reinhard Stelter og Knud Eske Ryom afrunder forskningsinterventionen på Rådmandsgades Skole, er det imidlertid en mulighed, at skolen overtager projektet. Forskernes kontaktlærer, Thomas Kragekjær, arbejder i øjeblikket på at få forankret nogle af ideerne i skolereformens vision »den åbne skole«. Men det er endnu meget uvist, i hvilken form projektet kan fortsætte. Først i sommeren 2016, når Knud Eske Ryom afleverer sit ph.d.-projekt ved Center for Holdspil og Sundhed, vil der foreligge en model for gruppecoaching i folkeskolen, som andre skoler vil kunne kopiere.