Girls’ day in science, High 5 Girls, legofigurer af videnskabskvinder – initiativerne har været mange, når det galt om at lokke danske piger til at interessere sig for det naturfaglige område. Men succeserne har været få og små, og der er stadig en stor overvægt af mænd på ingeniøruddannelserne og de naturvidenskabelige fakulteter.

Professor Dorthe Staunæs fra DPU har sammen med en række kolleger kigget på, hvad man kan gøre for at skabe bedre chancelighed på det naturvidenskabelige område. Det er blevet til rapporten ’Det lovende er kønsklogt og responsivt’, som udkom i forsommeren. Der er et inspirationsmateriale til skoler lige på trapperne.

Ingen genveje

”Det, man skal gøre sig klart er, at der ikke er fem smarte tricks eller noget i den stil”, siger hun til folkeskolen.dk/naturfag.

”Vi har bevidst ikke ledt efter best practice, for forskningen siger ret entydigt at man er nødt til at kigge på forholdene lokalt og situeret. Det er med andre ord svært at sige noget om ’hvad alle skal gøre’, hvis man kan sige noget om problemforståelsen, så kan man også sige noget om, hvad der er lovende.”.

Forskerne bag rapporten bruger begrebet ’kønsklogt’. Når man er ’kønsklog’ er man mere end bare bevidst om, at køn kan spille en rolle i de pædagogiske og didaktiske tilgange til de naturvidenskabelige fag. Man forstår, hvornår det handler om køn, og hvornår det ikke gør. Og at man forstår, at der ikke er én model, man altid kan bruge, men at man må se på den konkrete sammenhæng.

”Det er enormt vigtigt, at man ikke står i naturfagslokalet med 5.b og tænker at drengene skal have det på den her måde og pigerne skal have det på den her måde,” siger Dorthe Staunæs. ”Man skal se på hvordan køn spiller sig ud i den konkrete sammenhæng. Hvordan bliver kønsmønstre til, og hvordan bliver de afbrudt? Det er ikke nødvendigvis det samme i 5.b som i 5.a, og det er derfor, det er enormt svært at være kønsklog: På den ene side betyder køn noget, men det betyder ikke altid det samme, og det betyder ikke altid alt”.

Læreren skal være klar til sadle om

Det leder hende til forskernes anden pointe: naturfagslærerens undervisningspraksis skal være responsiv.

”Man skal mærke, hvordan ens elevgruppe reagerer på ens praksis og justere den derefter. Man skal kunne undersøge, hvordan ens egen praksis virker, og hvordan den afhjælper eller skaber kønsstrukturer og -identifikationer. Kan man, hvis man er klog på køn, skabe læring, motivation og identifikation med naturfagene, hvis man gentænker, hvad de handler om, og hvis man underviser på andre måder? Uden at arbejde med kønsstereotyper, der ikke gør sig gældende? Det synes forskningen at sige ja til. Nogle gange er er det ikke nok bare at korrigere lidt for køn og give pigerne noget pink værktøj. Nogle gange er det faktisk fagets selvforståelse, der skal omtænkes. Kombinationen af at være kønsklog og responsiv giver ofte det, vi rapporten kalder ’en lovende praksis’, som skal forstås sådan, at den virker efter hensigten: Vi se at pigerne i højere grad tager naturfagene og matematik til sig, når undervisningen er kønsklog og responsiv”.

De kønskloge lærere findes allerede

Dorthe Staunæs understreger, at selv om det kræver sin underviser at være kønsklog og responsiv, er der masser af lærere, som er det, allerede i dag. Men de mangler ofte et sprog for, at det er det, de er, og derfor bliver det svært at videreudvikle det eller at at sparre med andre for at blive endnu bedre.

”Selvfølgelig er der også nogen, som ikke er kønskloge, fordi de mangler grebene til at være det”, siger Staunæs. ”Et kollegialt fællesskab, hvor man diskuterer sin praksis med fokus på det kønskloge vil være en stor hjælp, for hvis man taler om det, kan man udveksle erfaringer og udvikle på egen praksis. Men det kræver et fagsprog, der er mere end bare ’piger’ og ’drenge’”.

Men, tilføjer Dorthe Staunæs, det kan være ret svært for den enkelte lærer at rykke noget alene. Skoleledelsen må komme på banen, mener hun.

”Der er brug for tid til at blive kønsklog, til at reflektere over sin egen undervisnings måder at skabe kønnede muligheder og til at debattere den med sine kollegaer”, siger hun. ”Som en lærer, der gerne vil gøre sin praksis mere kønsklog, har man brug for at tale med nogen andre om den, og at nogle andre stiller de frække spørgsmål til ens undervisning. Det kan jeg eller en konsulent da godt komme ud og tale med lærerne om, men de kan også bruge hinanden i den samtale. Det kræver som oftest dog, at skoleledelsen organiserer sammenhænge, hvor den samtale kan finde sted, og at man igen har sprog og spørgsmålsteknikker dertil”.

Masser af viden, men lærerne kender den ikke

En af rapportens pointer er, at der faktisk findes rigtigt meget forskning i, hvordan man skaber mere chancelighed indenfor det naturfaglige område, fortæller Dorthe Staunæs.

”Jeg kunne godt drømme om, at vi ikke kun prioriterer kræfter og penge på ny forskning men også fokuserer på at få formidlet den viden, vi allerede har. De sidste 20 års forskning har enstemmigt peget på at pædagogik og didaktik, anvendt klogt og responsivt, har mulighed for at intervenere i uhensigtsmæssige kønsmønstre. Men der mangler en infrastruktur for at få formidlet al den viden vi har, og der mangler fora, hvor lærerne kan tale om, hvad de gør og hvordan de kan blive bedre. Det ville være godt at få resurser kanaliseret derhen”.