Eleverne fik forskellige naturfaglige modeller præsenteret til brug til deres fremlæggelse
Et naturfagligt projekt – blandet hjemmeundervisning og skole
Eleverne på Nykøbing Skole havde set frem til at skulle til fællesfaglig naturfagsprøve – men så kom coronakrisen, og de blev sendt hjem. Nu arbejder de med et projekt, de skal præsentere skriftligt eller mundtligt i denne uge – før de får karakterer.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Naturfagsprojektet har foregået både som hjemmeundervisning og bagefter på skolen.
Annonce:
"Vi havde svært ved at engagere eleverne i naturfag, da de sad derhjemme og skulle fjernundervises. Vi vidste, at de havde set frem til et fællesfagligt projekt i naturfag, og så aflyste Undervisningsministeriet prøverne", fortæller Michael Hem Fryd, der underviser udskolingselever i biologi og geografi på Nykøbing Skole, afdeling Grundtvigsvej i Nykøbing Sjælland.
"Det var svært med elevernes motivation hjemmefra. Alle skulle finde ud af, hvordan vi skulle arbejde med fjernundervisning, og rigtig mange lærere bød ind med hjemmeundervisning til eleverne, så de havde travlt".
Han og fysiklæreren talte sammen og aftalte, at eleverne skulle have et fællesfagligt projekt. De har to 9. klasser, og de holdt et par møder med eleverne over Teams, hvor de aftalte de formelle retningslinjer for projektet. Eleverne kunne vælge at aflevere noget skriftligt eller aflevere over Teams. De fleste har valgt at aflevere skriftligt.
De talte om, at de skulle have fokus på en form for aflevering. Det var drivkraften for eleverne, men det handlede også om, at lærerne kunne følge deres arbejdsprocesser. Og der var ikke tale om en eksamen.
Følge arbejdsprocessen
Eleverne har arbejdet alene eller i grupper på to-tre personer. De har selv valgt emner indenfor noget, der interesserer dem. De elever, der ikke kunne overskue et valg af emne, har fået hjælp til det.
"Emnerne ligger indenfor det fagligt forsvarlige. De har valgt rumfart, bæredygtigt landbrug, naturkatastrofer og andre emner, som vi har arbejdet med tidligere. Vi har forenklet opgavebeskrivelsen og lagt fokus på, at de får afleveret et projekt, men også på at de synes, at naturfag er fedt. Der er flere elementer i det, og vi vil jo også gerne have et bedre grundlag for at bedømme dem. Se hvordan de arbejder med et emne, hvad de er i stand til at suge ud af viden af noget skriftligt materiale", forklarer Michael Hem Fryd.
Da det var på plads, og eleverne var i gang,å genåbnede skolen.
Nogle havde mere ro hjemme
Michael Hem Fryd er ikke sikker på, at projektet ville være lykkedes, hvis det udelukkende skulle have fungeret som hjemmeskole. Efter eleverne er kommet tilbage til skolen, har han talt med dem om oplevelsen af fjernundervisning.
Annonce:
"De oplevede den første tid hjemme som svær. Nogle stykker sagde, at det var nederen, at der ikke var adgang til faglokaler, og at de ikke kunne undersøge ting selv. Andre fortæller, at de har arbejdet bedre derhjemme, fordi der var ro og plads til fordybelse. Det har nogle værdsat. Flere har også fremhævet, at det har været godt at være i mere direkte kontakt med læreren. Vi har chattet med dem over Teams".
Han fortæller, at eleverne er med nu og mange er motiverede. Der er et par stykker, der slet ikke har deltaget i naturfagene i tiden med hjemmeskole, og de er sendt videre til AKT på skolen. Ellers er eleverne i gang og skal fremlægge fredag i denne uge.
Lærerne har også talt med eleverne om modeller, som de kan bruge i deres fremlæggelse.
"Det kan godt være en hjælp at have en model at tale ud fra. Det har vi talt om, vi har præsenteret modeller og talt om de forskellige modeller og hvad de kan. Det er jo også en del af naturfagene".
Annonce:
Michael Hem Fryd fortæller, at han har haft glæde af Facebook-gruppen "Naturfagslærer i Grundskolen", hvor han blandt andet har skrevet om det fællesfaglige hjemmeundervisningsprojekt og hørt fra andre lærere, der har gjort noget lignende.