Elever i videnskabsklub - forskerne vil nu undersøge danske elevers science kapital, om de bruger deres fritid på naturvidenskabelige interesser og hvordan de bruger deres viden. Arkivfoto fra Videnskabsklubben
Foto: Lars Svankjær
Undersøgelse af danske elevers science-kapital sættes i gang
Hvordan ser dine elevers 'science-kapital' ud? Hvordan rammer din undervisning bedst netop de elever, du har i klassen? Et stort forskningsprojekt, Scope, vil undersøge elevernes 'kapital' på det naturfaglige område. Måske er der plads til din skole i projektet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kendt professor frygter, at Pisa kan skade god naturfagsundervisning
Science-kapital handler om den interesse, børn og voksne har for naturvidenskaben. Om hvad børnene har med hjemmefra. Hvad de ved, om de beskæftiger sig med natur, teknologi, sundhed i deres fritid og om de kunne have lyst til at vælge en uddannelse indenfor STEM-fagene. Det er et stort britisk forskningsprojekt, Aspires, der har givet inspiration til projektet i Danmark. Bag projektet står Vive og Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet i et samarbejde med Via University College, Københavns Professionshøjskole og Astra.
I nogle familier taler man om galakser, astronomi, planters opbygning og tektoniske plader over middagsbordet. I andre familier taler man aldrig om emner som matematiske problemer eller dyrs adfærd. Den britiske undersøgelse viste, at børns science-kapital er meget forskellig, og at den har stor betydning for deres interesse for naturvidenskaben. Over de næste 5-10 år skal danske børn og unges science-kapital undersøges.
Forskning om science kapital eller hvorfor er det mest hvide mænd, der læser STEM-fag?
"Det handler om dannelse, om at kunne deltage i en diskussion og være med til at træffe en demokratisk beslutning. Men det handler også om, hvad der har betydning for at en ung vælger at uddanne sig indenfor de naturvidenskabelige fag. Det er vigtigt for Danmarks konkurrenceevne, at så mange forskellige mennesker uanset køn, social baggrund og etnicitet får viden og kompetencer inden for de naturfaglige fag. Og her ser vi, at der er børn, der ikke interesserer sig for naturfagene. Derfor vil vi undersøge danske børn og unges science kapital", fortæller projektleder Mette Slottved fra Vive.
Unikt materiale
Forskere fra Institut for Naturfagenes Didaktik leder den kvalitative del af Scope som udføres i samarbejde med Københavns Professionshøjskole og Via University College. De vil besøge klasser, følge børn og familier over tid og interviewe dem blandt andet gennem antropologiske undersøgelser.
"Vi vil undersøge, om man kan tale om den samme science-kapital i fx biologi som i fysik/kemi. Vi vil følge dem i naturfagene, men også i andre fag for at se, hvordan de viser interesse og deltager i forskellige fag. Fx i børnehaveklassen har vi en række legende aktiviteter, hvor børnene skal lægge forskellige ting i bunker efter hvor de synes, de passer ind. Og allerede dér kan vi se forskelle fra skole til skole", fortæller lektor Henriette Tolstrup Holmegaard fra Institut for Naturfagenes Didaktik.
Blog: Hvordan opprioteres et fag i folkeskolen?
Hun deltager også i den engelske undersøgelse, Aspires.
Henriette Tolstrup Holmegaard fortæller, at forskerne har valgt fem skoler ud til den kvalitative del af Scope. Her følger de børnehaveklasser, 5. og 8. klasser.
"Det er eleverne, vi følger og deres familier. Vi håber at få lov til at komme med til spejder og i sfo. Det er dejligt at kunne følge børnene over tid. Det giver os et unikt materiale. På sigt vil vi også kunne komme med nogle bud til naturfagslærerne om hvad der virker godt i undervisningen i forskellige situationer. Hvad man som lærer kan være opmærksom på".
Udvikling over tid
Forskerne vil blandt andet se på, hvordan børn og unges forhold til naturvidenskab udvikler sig over tid.
Blog: Science-kapital - årets nye ord!
De deltagende klasser vil i den kvantitative del af undersøgelsen få et spørgeskema med omkring 70 spørgsmål om fx hvor meget de læser om naturvidenskabelige emner, om de taler med deres venner og familie om natur/naturvidenskab, teknologi og sundhed udenfor skolen, hvordan de oplever naturfagene i skolen og hvad de laver i deres fritid.
Her er det elever i børnehaveklassen, 3., 6. og 9. klasse, der inviteres til at deltage. Der er også spørgeskemaer til forældre med børn i børnehaveklassen, 3., 6. og 9. klasse. Undersøgelsen finder sted i efteråret 2021. Men allerede fra februar næste år vil forskerne sætte en pilotundersøgelse i gang.
Skoleledere, der er interesseret i at medvirke i projektet, kan skrive til Mette Slottved, Vive. Forskerne vil sørge for at få et repræsentativt udsnit af deltagere. Man vil se på geografi og elevsammensætning i de skoler, der udvælges.
Bliv klogere på elevernes hverdag
Spørgsmålene fra den britiske undersøgelse vil blive bearbejdet, så de passer i en dansk kontekst. Projektet vil løbe frem til 2026 i første omgang, men der er mulighed for forlængelse, siger Mette Slottved.
Bachelor: I naturfag kan der arbejdes med undersøgende dannelse
Fx vil forskerne undersøge, om der sker en udvikling i børnenes science kapital fra 2021 til 2024 - ved at følge den samme gruppe af børn. Og se på hvad der karakteriserer elever med høj og lav science kapital. De deltagende skoler vil blive klogere på elevernes hverdag og det kan bruges i alle fag.
"Det kønsmæssige perspektiv vil også indgå. Den britiske undersøgelse viste, at der blandt elever med lav science kapital er en højere andel af piger end drenge. Det er i det hele taget et stort materiale med mange analysemuligheder", fortæller Mette Slottved.
De skoler, der deltager i projektet, vil få del i resultater om deres elevers science kapital på skoleniveau. Planen er, at 80-100 grundskoler skal deltage plus 40-50 gymnasier og så en række erhvervsskoler.
Projektet er finansieret af Villum Fonden og Novo Nordisk Fonden.