Anna Poulsen er morderen. Eleverne er ikke i tvivl.

En kvinde blev myrdet under en fest, og billederne af de fire mistænkte hænger på tavlen. Hun fik et slag på næsebenet, der derved blev skubbet op i hjernen. Døden var øjeblikkelig. Morderen har heldigvis efterladt både fingeraftryk og tabt et foto af sine forældre.

Eleverne er delt op i grupper, der undersøger fingeraftryk, blodtyper og iagttager personlige egenskaber i de mistænktes udseende og sammenholder dem med fotoet. To mistænkte kan hurtigt udelukkes. Tilbage er Ole og Anna, men Ole bliver også udelukket, og morderen er fundet. På under ti minutter.

Hele krimiscenen med afspærringstape og meget død mannequindukke foregår på læreruddannelsen VIA University College i Silkeborg, hvor et hold fjerdeårgangs lærerstuderende underviser hundrede elever fra 8. og 9. klasse på Buskelundskolen og Balleskolen i Silkeborg.

Eleverne er inviteret til en undervisningsdag med seks forskellige workshopper som afslutning på de studerendes biologiforløb.

Med forsigtighed undersøger eleverne den mistænktes glas for fingeraftryk. De studerende har lånt udstyr af kriminalpolitiet, så eleverne kan sidde med pensel og lup som i en krimiserie på tv. Andre arbejder med genetikskemaer eller studerer blodpræparater i mikroskopet.

Da de lærerstuderende spørger til motivet, lyder det klare svar fra en gruppe piger: »Bitchfight«. De studerende ser et øjeblik overraskede ud, men tager ikke emnet op. De roser i stedet for den hurtige løsning af mordet. De har selv tegnet portrætterne og udformet opgaven, og de taler indbyrdes om, at den nok kunne have været sværere. For alle grupper har indtil nu løst gåden.

Skildpadden er ingen padde

I et andet lokale arbejder eleverne to og to med at sætte frøer i evolutionskæder. Cirka 25 små tegninger med haletudser, lyse og mørke frøer med forskellige antal tæer og andre mindre forskelle skal eleverne indplacere i rækker. Sådan som udviklingen kunne være sket - for der er ingen facitliste her.

»Husk at livet begyndte i vand. Det kan være en hjælp for jer«, fortæller underviserne.

De går rundt og spørger eleverne, hvorfor de mener, udviklingen er sket, sådan som de illustrerer den.

»Det er spændende, at der ikke er en facitliste«, siger en dreng.

På et stort bord i rummet står en masse udstoppede dyr. I grupper skal eleverne finde fiskene, fuglene, pattedyrene, padderne og krybdyrene. Dyrene forsvinder fra det store bord og fordeler sig på fem mindre borde.

»Pingvinen er et pattedyr«, lyder det skråsikkert fra pattedyrsgruppen.

Men nej. For dét, der kendetegner fugle, er blandt andet, at de lægger æg - og hvordan er det nu med pingviner. Jo, de lægger æg. Så pingvinen flyttes til fuglegruppen.

Fisk har gæller, skæl og finner, bliver elever og studerende enige om og flytter så blæksprutten fra fiskegruppen.

Et par drillerier er sat frem på bordet. Græshopper er altså insekter. Blæksprutten er et hvirvelløst dyr. Og skildpadden er ingen padde - men et krybdyr.

Flagermusen, gekkoen og bæltedyret volder også problemer. Men efterhånden står både små og store fugle i fuglegruppen, og selv pattedyrene har fundet deres plads. Men let var det ikke.

Kulørte dna-molekyler

Med knæksugerør i mange farver, piberensere og kulørt papir er eleverne i gang med at bygge et dna-molekyle. Først fik de en kort introduktion til molekylets opbygning og en lille historie fra Cambridge, hvor to forskere fejrede opdagelsen af dna-molekylet på en pub.

De arbejder hurtigt, og grupperne tøver ikke med valg af materialer. Modellervoks og balloner, clips og ståltråd eller piberensere, der er det mest populære valg. dna-molekylerne snor sig på bordene.

»Normalt læser vi bare i biologi og svarer på spørgsmål. Det her er sjovere«, siger Liv og Pernille, der både har formet molekylet i piberensere og tegnet det.

»Nu har jeg også forstået det, tror jeg«, siger en af de studerende. »Nu tror jeg faktisk, at jeg kan forklare ordentligt om dna«, siger hun til sin grinende lærer. Det er adjunkt Ulla Hjøllund Linderoth, der har fået ideen til at afslutte genetikforløbet med at invitere eleverne, så de studerende har lejlighed til at formidle deres viden om emnet.

De tre lærerstuderende beder eleverne i dna-workshoppen om at evaluere ved at svare på tre hurtige spørgsmål. »Sjovt, men hvad lærer vi?« »Lidt barnligt, men sjovt«, lyder nogle svar.

Konkurrence motiverer, men .

I en workshop arbejder eleverne med krydsningsskemaer for slanger for at se, hvordan deres afkom kommer til at se ud - hvad der dominerer genetisk. Her prøver de lærerstuderende i nogle af grupperne med en konkurrence om at blive hurtigst færdig. Eleverne er delt i seks grupper, fire af dem er blandede drenge og piger, mens en gruppe består af 15 drenge og en anden af 15 piger.

De studerende vil undersøge, hvordan konkurrence virker. De holder jo workshoppen seks gange på én dag, så der er mulighed for at variere nogle parametre.

»Drengene stressede hinanden, og pigerne var ligeglade med konkurrencen«, konkluderer en studerende ved slutningen af dagen.

»Læringen var ikke stor. De var ligeglade med resultatet, bare de var hurtigt færdige«, siger én om drengegruppen.

Andre mener dog, at konkurrencen var god og fungerede godt i nogle grupper. Men hovedkonklusionen lige nu bliver, at konkurrence er motiverende, men at der skal andre elementer med, hvis læringen skal være god.

Biologi giver diskussioner

»Det er i orden at få en abort, hvis barnet har Downs Syndrom«, mener flere elever i en workshop, mens andre tøver.

En lærerstuderende udfordrer dem: »Ville I få en abort, hvis den eneste kromosomfejl hos barnet var, at det ikke vil være i stand til selv at få børn?«

En dreng hævder bestemt, at han i hvert fald vil være morfar eller farfar. Underviseren prøver igen. Hvis barnet ikke kan få børn og har et stort ar i panden. Eller ikke kan få børn, har et stort ar i panden, og den ene arm stritter bagud? Hvor går grænsen?

Diskussionen kører, og de lærerstuderende viser et par klip fra Tv2 med Morten og Peter, der er udviklingshæmmede. Diskussionen folder sig ud. De viser også et billede af en lille dreng, der ser meget ældet ud, fordi han har den arvelige sygdom Progeria. Mange har set et tv-program med drengen, og det har gjort indtryk.

I et andet rum diskuterer eleverne genmodificeret foder til grise kontra økologi. Her føler eleverne sig mindre hjemme i stoffet. De fortæller, at de ikke tænker meget over, hvad de spiser, men nogle af deres forældre går meget op i det.

»Går I ind for, at man dyrker et hjerte til et menneske i en gris og slår grisen ihjel for at bruge hjertet?« lyder et spørgsmål. Det får nogle piger på banen. De synes, det er synd for grisen, og nægter pure at gå ind for den slags. En skifter holdning, da det kommer til at handle om at redde hendes far efter en voldsom trafikulykke.

»Det naturfaglige kan noget specielt. Det handler om det demokratiske element«, siger en lærerstuderende under evalueringen.

»Eleverne skal opdrages til at have en holdning, og når man prikker til dem, så kommer selv de stille på banen. Det lykkedes os at ramme dem flere gange«.