Over halvelen af de studerende i billedkunst får 10 eller 12.

Censorer: Kravene til eksamen i billedkunst er for lave

Halvdelen af alle lærerstuderende i billedkunst får 10 eller 12 til deres afsluttende prøve i faget. Censorerne opfordrer til en præcisering af prøveform og kompetencemål.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ud af de 239 lærerstuderendende, som gik til prøve i undervisningsfaget billedkunst, fik 61 karakteren 12 og ligeså mange fik 10. Ifølge retningslinjerne for 7-trinsskalaen skal i alt 35 procent have 10 eller 12, og her er der altså tale om 51 procent. 

I Censorformandsskabets årsrapport 2015/2016 peger censorerne på, at en del af årsagen kan være den ændrede prøveform. Den består af to dele: 1) En udstilling, hvor den studerende præsenterer et selvvalgt og godkendt praktisk, eksperimenterende billedprojekt, som er dækkende for fagets fire kompetenceområder og 2) en skriflig synopsis, som behandler en selvvalgt lærerfaglig problemstilling, der peger ind i flere af fagets kompetenceområder.

Behov for revurdering af kompetencemålene

Censorerne mener ikke, at kravene til prøven er høje nok, og enkelte censorer er i tvivl om, hvordan de skal bedømme de forholdsvis smalle udstillinger, som gør det svært at bedømme den studerendes kompetencer inden for fx billedfremstilling. 

"Jeg vurderer derfor, at der er behov for en skærpelse og præcisering af prøveformen og måske også en reformulering og præcisering af kompetencemålene til læreruddannelsens billedkunstfag", lyder det fra lektor Henrik Marxen, som har sammenfattet censorernes indberetninger til rapporten. 

Censorerne oplever, at en del af de studerendes projekter er for smalle, og de efterlyser større bredde i billedprocessor og billedeksperimenter, så man tydeligere kan bedømme de studerendes kompetencer i at undervise indenfor forskellige billedmedier.