Billedkunstlærerne har demonstreret for at bevare billedkunst i1. klasse ved mange lejligheder. Her til Folkemødet i juni på Bornholm.

Billedkunstlærere kæmper indædt: 1. klasse skal ikke være akademisk 

Billedkunstlærerne nægter at lægge sig ned i spørgsmålet om fjernelse af faget i 1. klasse. Nu har Billedkunstlærerforeningen bedt om foretræde på Christiansborg for at forklare, hvorfor det på ingen måde er det samme at tegne en tegning i dansk og at have et fag som billedkunst. 

Offentliggjort Sidst opdateret

"Hvorfor skal jeg have dansk hele tiden?", lyder det naturlige spørgsmål ofte fra børn, der starter i 1. klasse. 

For ud af de 25 timer, de har på skemaet, skal de farvelægge næsten halvdelen med samme farve - de har nemlig 11 dansktimer. Resten af skemaet bliver multikoloreret, for her skal være plads til 1-2 timer i engelsk, kristendom, natur/teknologi, billedkunst, idræt, musik og selvfølgelig en klump på 5 timer til matematik. For at give de små en kortere skoledag har politikerne i forligskredsen set sig varme på den enlige billedkunsttime, som bliver afskaffet i  det nye skoleforlig. 

Men det er virkelig verdens dårligste ide, mener Danmarks Billedkunstlærere. Siden udspillet kom, har lærerne kæmpet en indædt kamp med demonstrationer både fysisk og virtuelt. Da forligsteksten var i høring, skrev den faglige forening og en lang række andre organisationer glødende høringssvar mod fjernelsen af billedkunst i 1. klasse, og dem har Børne- og Undervisningsministeriet svaret på her i begyndelsen af måneden.

Svaret lyder, at timen jo ikke forsvinder, men bliver rykket til 2. klasse, hvor eleverne fremover vil have to ugentlige lektioner. Og at man vil give eleverne færre timer, færre voksne og færre lokaleskift. 

"Samtidig var der afsat så få timer til faget på 1. klassetrin, at det var svært at sikre faglig fordybelse og solide lærer-elev-relationer. Til sidst kan eleverne i indskolingen udforske deres kreativitet i andre fag som fx dansk", lyder det. Og svaret afsluttes med en klar afvisning:

"Bemærkningerne har derfor ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget".

Hvad med praksisfagligheden?

Men billedkunstlærerne nægter at lægge sig ned. I et tresiders brev argumenterer de imod samtlige svar. For hvis politikerne og Reformkommissionen ønsker at gøre skolen mere praktisk og mindre akademisk, hvorfor øger de så ikke timetallet for de praktiske fag i stedet for bare at flytte rundt på timerne? I Norge og Sverige har de flere praktiske timer i udskolingen, men det har ikke løst deres udfordringer med at få flere til at søge erhvervsuddannelserne.

Hvis man fjerner billedkunst i 1. klasse, sender man som politikere det budskab, at billedkunst og praktiske færdigheder ikke er vigtige for de yngste elever. Skolen vil fortsat være domineret af boglige og akademiske fag.

Danmarks Billedkunstlærere

"Det understreger, at det ikke er nok at fokusere på udskolingen; en tidlig indsats i praktiske fag som billedkunst i 1. klasse er afgørende for at vække og udvikle elevernes interesse for praktiske færdigheder gennem hele skoleforløbet", skriver Danmarks Billedkunstlærere.

De henviser til statsministerens gentagne udtalelser om, at skolen er blevet alt, alt for akademisk: 

"Hvis man fjerner billedkunst i 1. klasse, sender man som politikere det budskab, at billedkunst og praktiske færdigheder ikke er vigtige for de yngste elever. Skolen vil fortsat være domineret af boglige og akademiske fag".

Danmarks Billedkunstlærere viser, hvordan timetallet i skolen har ændret sig de seneste 55 år og kommer med et forslag til, hvordan man kan reducere i timetallet i 1. klasse uden at røre billedkunst. Og her kommer den store klump dansktimer ind i billedet igen. Billedkunstlærerne mener nemlig absolut ikke, at det giver det samme at forvente, at dansklærerene skal lade eleverne være mere kreative. 

 "At lade eleverne tegne en tegning til en tekst eller klippe en skabelon i dansk er ikke det samme som at udforske deres kreativitet i billedkunst. I billedkunst arbejder eleverne med æstetiske læreprocesser og udvikler deres evne til at tænke visuelt og kunstnerisk, hvilket er centralt for deres dannelse. Det er derfor vigtigt at opretholde billedkunst som et selvstændigt fag, der har en unik rolle i at styrke elevernes kreative og kunstneriske udvikling".

Foreningen vil møde politikerne

Danmarks Billedkunstlærere vil gerne ind på Christiansborg og forklare uddannelsespolitikerne, hvilke konsekvenser det vil have for de små elever, hvis de gennemfører deres ide om at fjerne billedkunst. 

"Med dette skriv ønsker Danmarks Billedkunstlærer at bede om foretræde for Børne- og undervisningsudvalget snarest mulig inden 1.behandlingen af lov 41 og særligt i forhold til punktet om fjernelse af billedkunst i 1. klasse".