Gale streger: I mange erindringer fra 1950’ernes skole huskes tegneundervisningens kvadrerede sider, hvormed man kunne lære at tegne tingene »rigtigt«. At det medførte nogle ret kantede dyr og mennesker, bemærkes også. Kvadraterne var dels en hjælp til at gengive proportionerne, dels sikrede de en vis systematik og orden i tegnebøgerne. Selve titlen på den gengivne tegnebog antyder det opdragende sigte med undervisningen: »Tegnebogen er min ven, jeg vil være god ved den«, hed bogen, der er fra 1949.
Form
Farver og striber: Faget tegning blev i 1958 erstattet af formning som en konsekvens af et nyt barnesyn og nye opfattelser af, hvad barnet egentlig skulle få ud af skolens undervisning: »Den, der former, formes«, lød slagordet.
At skabe med skrammel: Historiefortælling var centralt i 1960’ernes formning, og for eksempel blev Mester Jakel-dukker anbefalet. Her er et nutidigt eksempel fra en 5. klasse i 2011, hvor formning er blevet til billedkunst. I 1960’erne kunne alt bruges i formning. Det samme ideal om kreativitet og de forhåndenværende søm er elementer i nutidens børneprogram »Shanes verden«, hvor limpistolen er et uundværligt værktøj i den kreative proces. Verbet »at shane« er desuden kommet til som synonym for »at lave ting af skrammel«.
{Old}
Tegnebog og billedkunst
Både ordene formning og tegning er såkaldte verbalsubstantiver,det vil sige navneord, der er afledt af et udsagnsord.Verbalsubstantiver kan somme tider angive både en proces og etresultat: »Bygningen af Storebæltsbroen tog mange år, men nu stårbygningen færdig«. På samme måde kan tegning betyde både det attegne og resultatet af det. »Tegning er hans kæreste beskæftigelse,og væggene er fulde af tegninger«.
Denne dobbelthed er ganske nyttig for et fag, der både vil lærebørnene selv at udfolde sig visuelt og prøve at gøre dem gode tilat betragte visuelle udtryk, herunder kunstneriske frembringelser.Det er mit indtryk, at man på de fleste grundskoler har dettedobbeltformål, medens man på mange gymnasier lægger hovedvægten pådet analytiske og i øvrigt også inddrager arkitektur iundervisningen. Fagets betegnelse i grundskolen er nubilledkunst.
I gamle dage kunne man udlevere en tegnebog til eleverne; denkunne de bruge til tegninger og skitser. Men ordet er gledet overtil som oftest at betegne, som ordbogen skriver, en »boglignendemappe (i lommeformat) til opbevaring af pengesedler og lignende«.Men endnu i 1907 kunne forfatteren Jakob Knudsen skrive: »Han sadmed Blyant og Vidskelæder og arbejdede i sin Tegnebog. I Aftenbrugte han ikke Fortegning. Det var saakaldet 'Fantasi', hanlavede«.
Ordet tegne kan følges langt tilbage i sprogets historie;formning er et tidligt låneord med latinske rødder, billedkunst eren sammensætning, hvis første element er gammelt i sproget ogmuligvis betegner, at det er lig med eller ligner noget andet.Kunst et låneord fra tysk, afledt af verbet at kunne. Det gamlenordiske ord for fænomenet er list, og et kunstmuseum hedder påislandsk »en samling af list«, listasafn. Fællesnævneren for listog kunst er vel, at der er noget på spil, som man ikke umiddelbartforstår.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tegning blev et obligatorisk fag i købstadsskolernes ældste klasser i 1899. Børnene skulle lære at gengive former og perspektiv og der-igennem opdrages til orden og skønhedssans. Ligesom i anskuelsesundervisning for de yngste elever var der vægt på at træne sanserne og den selvstændige iagttagelse. Og hvis de unge mænd senere skulle være ingeniører, grafikere eller skiltemalere, kunne de bruge en øvelse i at tegne sikkert, ligesom pigerne kunne bruge evnerne i broderier og indretning i hjemmet.
Annonce:
De følgende mange årtier bestod tegneundervisningen oftest af, at børnene skulle kopiere et motiv, læreren tegnede på tavlen, eller tegne en modelgenstand; ofte en cigarkasse, en mælkejunge eller en vase. Holdningen var, at tegning var noget, børn skulle lære - ikke et spontant udtryk for kreativitet.
I løbet af 1950'erne blev tegneundervisningen udfordret af ideer om barnets selvstændige udfoldelse, som havde været i centrum for reformpædagogikken i 1920'erne. Her havde de såkaldte Vanløse-forsøg blandt andet givet eleverne fri adgang til farver, papir og andre materialer. Internationale kunstpædagogiske og psykologiske vinde blæste også over skolen efter anden verdenskrig, og i de små klasser dyrkede man faget småsløjd, der for eksempel bestod af papirklip, keramik og diverse fletteværk.
I Den Blå Betænkning, der beskrev fagenes indhold efter skoleloven i 1958, blev tegning og småsløjd kombineret til faget formning. Op gennem 1960'erne udvikledes en frodig pædagogisk tilgang til børns kreativitet, der blev betragtet som en naturlig del af barnets udvikling: »Den, der former, formes«, som slagordet lød. Faget var dog genstand for ivrig debat: Skulle børnene lære at lave »rigtig« kunst? Skulle læreren rette børnene? Eller skulle læreren blot være »materialforvalter«, der stillede linoleum, fedtfarver, papmache og gips til rådighed for de formningslystne børn?
