I det seneste års tid har flere skoleelever engageret sig i klimapolitik ved for eksempel at klimastrejke. Nu får eleverne chancen for at finde og skrive om klimaløsninger i konkurrencen Medieugen Løs Det.
Foto: Tobias Lauritzen
Mediekonkurrence: Skoleklasser kan finde løsninger på klimakrisen
I konkurrencen 'Medieugen Løs Det' kan skoleklasser til efteråret konkurrere om at producere Danmarks bedste webavis med klimaløsninger. Konkurrencen er en del af et nystartet samarbejde mellem forlaget Alinea og mediet Koncentrat.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mens verdenssamfundet leder med lys og lygte efter løsningen på klimakrisen, bliver det måske danske skoleelever, der præsenterer den, når de deltager i mediekonkurrencen Medieugen Løs Det i uge 38 til 42. Konkurrencen afholdes for 7.-10.-klasser af forlaget Alinea og mediet Koncentrat. I konkurrencen dyster elever nemlig om at lave den bedste webavis med temaet Klimakrisens udveje.
Elever klimastrejker med skolens tilladelse: Vores ungdomsoprør skal redde planeten
Konkurrencen lanceres som en del af et nystartet samarbejde mellem forlaget Alinea, der laver læremidler, og ungdomsmediet Koncentrat, der drives af journalister og lærere. Parterne vil bringe nyheder og debatter ind i klasselokalet. Det betyder, at Alineas læremidler kombineres med de nyhedsartikler, Koncentrat producerer.
"På Alinea har vi længe ønsket at tilbyde landets skoler et journalistisk supplement til vores fagportaler. Derfor er vi stolte og glade for, at vi nu kan give eleverne i udskolingen højaktuelle nyheder skrevet af dygtige journalister, der i sprog, tone og indhold rammer de unge, og som endda udkommer med forløb, der er skræddersyet til en nutidig og engagerende undervisning", siger Cliff Hansen, forlagsdirektør i Alinea, i en pressemeddelelse.