Bachelorprojekt

Det er muligt at engagere hele klassen i idræt

Minna Kristine Høgh er indstillet til Lærerprofession.dk for hendes bachelorprojekt om hvordan man ved at have fokus på fællesskabet i idræt kan fremme lysten til at deltage for alle eleverne.

Lektor på læreruddannelsen ved VIA UC i Aarhus Susanne Storm har indstillet Minna Kristine Høgh til en pris for hendes bachelorprojekt med følgende begrundelse:

"Minna har igennem projektet et særligt fokus på fællesskabets betydning og lærerens arbejde med at stilladsere dette i klassen. Hun forholder sig gennem hele opgaven nysgerrigt og undersøgende på, hvordan elevernes deltagelsmuligheder kan fremmes i idrætsundervisningen. Dette gør hun gennem en eksemplarisk analyse af 2 semistrukturerede interviews (lærer og elev) samt strukturerede observationer, hvor hun agerer som deltagende observatør. Hun viser gennem sine analyser hvordan både læreren og de andre elevers ageren får betydning for elevernes muligheder for at blive inkluderede i fællesskabet og hvilke deltagelsesmuligheder forskellige børn tilbydes. Projektet stiller på fornemmeste vis skarpt på hvordan det vi teoretisk ved, faktisk får praktiske konsekvenser ude i elevernes hverdag. Projektet er derfor med til at understrege vigtigheden af lærerens evne til at reflektere og analysere sin praksis på baggrund af teori for at kunne agere professionelt i sit daglige virke"

I projektet undersøges der hvordan man som idrætslærer kan fremme elevernes deltagelsesmuligheder gennem fokus på praksisfællesskaber.

Hent projektet her:

Deltagelsesmuligheder i idrætsundervisningen

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.