Kan elevers kulturelle baggrund i modtageklasser forenes med dansk kultur i en samfundsmæssig kontekst, hvor eleverne bevarer deres identitet? spørger Niklas Markvart Nielsen

"Jeg ønsker at undersøge, om deres kulturelle baggrund og den dannelse, som de allerede har opnået gennem livet, vil være forenelig med den danske", siger han i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen ved UCC, University College Capital. I projektets problemformulering lyder spørgsmålet derfor: Hvordan kan samfundsfag kan bidrage til at indfri folkeskolens formål om at danne eleverne til demokratiske medborgere i et dansk samfund?  "Herunder vil jeg undersøge, om flygtningebørnenes dannelsesmæssige baggrund har betydning for at opnåelsen af dannelse i det danske samfund ud fra deres undervisning i modtagerklaser", siger han.

Kulturforståelse med interkulturel kompetence

Det er ikke vores forståelse og opfattelse af andres kultur, der skaber løsninger på konflikter og forener modstridende holdninger. Der skal derimod lægges vægt på tolerance for hinandens kulturer, så vi får ligeværdige relationer, refererer han fra Iben Jensens 'Grundbog i kulturforståelse'. "Gensidige og ligeværdige relationer kræver ikke kulforståelse, men snarere indsigt i samfundsforhold og personlig indsigt", skriver Iben Jensen.

Niklas Nielsen kobler kulturforståelse med interkulturel kompetence, hvor Knud Illeris opererer med tre overordnet termer: engagement, praksis og refleksion. "Gennem engagement skal man kunne finde viljen og lysten til at begå sig i et flerkulturelt samfund. I praksis skal man prøve det, før der er mulighed for, at det skal kunne lykkedes, og i refleksion skal man lære af det, som man tager med sig fra praksis. Gennem dette får man en kulturforståelse med interkulturel kompetence", skriver Niklas Nielsen.

I undervisning og især i samfundsfag er det vigtigt, at man viser kulturforståelse gennem interkulturel kompetence, og i praksis vil det være et tegn på, at man har udviklet interkulturel kompetence, når man kan tage faglig stilling i en ophedet debat mellem forskellige etniske grupper. Ren kulturforståelse er en redegørende faktor for et givent emne, hvorimod interkulturel kompetence bruges til at tage stilling med.

Interkulturel kommunikation

Læreren bruger sin interkulturelle kompetence i kommunikationen med eleverne, og den interkulturelle kommunikation er en væsentlig faktor i et flerkulturelt samfund, hvor etnicitet og national identitet er i forandring, siger Niklas Nielsen. "I folkeskolen kan man opleve, at eleverne har et sparsomt kendskab til forskellige kulturer, og deres forforståelse kan bygge på stereotyper, som i mange henseender kan bero på det beskrivende kulturbegreb", siger han og citerer Iben Jensen: "Med dette tilsyneladende objektive begreb i hånden har man siden kolonitiden beskrevet og navngivet 'de andre' med udgangspunkt i egne forestillinger om, hvad kultur er".

"Man skaber sin kulturs betydning gennem sine oplevelser og lever efter dem gennem de sammenhængende systemer", skriver Niklas Nielsen og bruger Clifford Geertz' definition af kultur som, "de net af betydninger, mennesker spinder omkring sig selv". Når man analyserer en befolkning, vil ens egen fortolkning altid skinne igennem, og man vil aldrig kunne være objektiv i sin analyse, siger han. Er det for eksempel for at vise, at man er glad for sin hund, eller er det for at vise, at man har et stort økonomisk råderum, hvis man køber en racehund og et dyrt halsbånd til dem?

"Den analyserende vil altid kunne argumentere for det ene eller det andet, alt efter hvordan man oplever situationen. I stedet menes der, når man arbejder med kultur som betydningssystem, at "man benytter det komplekse kulturbegreb og er interesseret i at undersøge, hvordan mennesker skaber mening eller betydning i hverdagen". Man ser kultur som en dynamisk størrelse, der hele tiden er i forandring, skriver Niklas Nielsen. 

I kultur som praksis er der fokus på hverdagens processer, hvilke indflydelser, de har for vores kultur, og den måde vi er sammen med hinanden på.  "Der er både fokus på individets ageren, de små nonverbale signaler, vi udsender, samt en gruppe eller nationalitet. Et signal, der kan være synligt i skolen, også kaldet performance, er, at "den måde, man optræder på som elev eller som lærer, kan være mere eller mindre passende i forhold til de eksisterende normer".

Elever har en forestilling om en lærers ageren og undervisningsmetode. "Undviger læreren fra den, vil elever lægge mærke til det, reagere positivt eller negativt og danne en ny forståelse af underviseren. Følger man normen vil det være for at vedligeholde den opbyggede relation, hvorimod en undvigelse eller ændring af undervisningsform vil forandre relationen", forklarer Niklas Nielsen.

I Danmark er magtdistancen lav

Magt er ulige fordelt i institutioner og organisationer. "I skolen betyder det, at eleverne er underlagt lærerens magt, læreren er underlagt ledelsen og så videre op gennem systemet. Lærerens magt ses gennem valg af materialer, undervisning etcetera. Eleverne er derfor underlagt lærerens autoritet. Dermed ikke sagt, at læreren får den bedste undervisning ud af at være så autoritær som muligt, det sker gennem undervisning, der indgyder til faglig respekt fra eleverne. Autoritet overlever kun, når den modsvares af lydighed, siger Niklas Nielsen.

I en undersøgelse af Geert Hofstede fra 2006 bliver Danmark rangeret med tredje laveste magtdistance af 74 lande. Lande med lav magtdistance afviger fra den traditionelle/klassiske tilgang til undervisning, hvor "undervisningen er lærercentreret; lærerne angiver i store træk de intellektuelle baner, der skal følges", siger Hofstede. "I stedet bliver der lagt op til, at eleverne selv finder deres intellektuelle bane, hvilket kan komme til udtryk gennem medbestemmelse til undervisningen eller udvælgelse af materiale. Generelt bliver der opfordret til, at undervisningen er elevcentreret og belønner initiativer fra eleverne".

Kravene til læreren er fagligt de samme, uanset om et land har lav eller høj magtdistance, men synet på læreren som autoritet er forskelligt. I lande med høj magtdistance vil lærerens ord altid veje højere end elevens. 'Når et barn ikke opfører sig ordentligt, inddrager lærerne forældrene og forventer, at de hjælper med at få barnet bragt til orden', siger Hofstede. I lande med lav magtdistance vil forældrene holde med deres barn frem for med læreren, da de ikke ser læreren, som en person der per definition har ret i sin antagelse. 'Effektiv indlæring i et sådant system afhænger i meget høj grad af, om der virkelig etableres den tilsigtede tovejskommunikation mellem elever og lærer'. Som underviser kan man ikke tage udgangspunkt i sin position som autoritet og derigennem diktere en undervisning. Samspillet med eleverne og deres ønsker til læring af stoffet, eller undring om det, må tages i betragtning for at opnå det ønskede resultat. Eleverne er mere selvstændige omkring deres undervisning og læring, jo ældre de bliver, og de vil i mange henseender kunne arbejde selvstændigt med et stof. I lande med lav magtdistance betyder det, at de vil blive mere uafhængige af deres lærere, efterhånden som de kommer længere i deres uddannelse. Deres behov for afhængighed falder", refererer Niklas Nielsen.

Nysgerrighed og åbenhed - eller angst og usikkerhed

Usikkerhedsundvigelse defineres som "den udstrækning, medlemmer af en kultur føler sig truet i usikre og ukendte situationer", og også her scorer Danmark tredje lavest i Hofstedes undersøgelse. Danskere reagere med nysgerrighed og åbenhed over for det ukendte og fremmede. I lande og kulturer med stærk usikkerhedsundvigelse, vil der være større tendens til utryghed, angst og usikkerhed over for det ukendte og fremmede, siger Hofstede.

"I skolesammenhæng er der stor forskel på den måde, som man ser på læreren og den lærende, ud fra svag eller stærk usikkerhedsundvigelse. I lande med stærk usikkerhedsundvigelser forventes det, at lærere er fageksperter på deres områder. De skal kunne svare fagligt på samtlige spørgsmål inden for deres felt, og lærere, der bruger et kryptisk, akademisk sprog, bliver respekteret".

I lande med svag usikkerhedsundvigelse respekterer man derimod lærere, der anvender et klart sprog, og bøger, der forklarer vanskelige emner i almindelige vendinger. Den lærende vil her tilskrive det udbytte, de har fået ud af undervisningen til sig selv, hvor man ved stærk usikkerhedsundvigelse tilskriver den opnåede viden til sin underviser.

I Danmark vil lærere ofte også forsøge at involvere forældre i børnenes læreprocesser, og det betyder, at man i høj grad søger forældrenes idéer til, hvordan deres børns lærer bedst. "Det kan ses i form af forældremøder, skole-hjem-samtaler og lignende, hvor lærerens undervisning eller det enkelte barns udvikling kan blive diskuteret. Kulturtypen for lande med stærk usikkerhedsundvigelse, søger ikke forældrekontakten og grundholdningen er her, at forældre er lægfolk, og lærere er eksperter, der ved besked, skriver Niklas Nielsen. 

Observation på Kokkedal Skole

I en 8.-klasse på Kokkedal Skole observerede han undervisningen. Eleverne fik til opgave at arbejde med demokrati i et historisk perspektiv. De skulle først snakke i grupper om, hvad de mente, begrebet demokrati indebærer. Derefter fik de udleveret materiale om den demokratiske historiske forandring, fortæller Niklas Nielsen.

Formålet var at se på dansk folkestyre og de rettigheder, som et demokrati medfører. Eleverne gav udtryk for, at demokrati er det, der sikrer os, at vi kan stemme til folketingsvalget, og de talte om konsekvenser af ikke at have mulighed for det.

Første del af opgaven handlede i høj grad om elevernes egen livsverden, og da de gennem deres snak i grupperne ikke skulle forholde sig til en samfundsvidenskabelig diskurs. Eleverne brugte deres formale og materiale samfundsfaglige viden og færdigheder. Når de opererede med demokratiets indflydelse på et samfund, gjorde de brug af det samfundsfaglige indhold og den materielle viden, som de havde opbygget gennem deres dannelsesopfattelse. De perspektiverede det danske samfund tilbage til enevælden, hvor der ikke eksisterede demokratisk indflydelse, og de brugte deres encyklopædiske viden til at diskutere samfundet i dag ud fra en verden, som de kender til og med overvejende formal synsvinkel, fortæller Niklas Nielsen.

"Eleverne bevægede sig rundt mellem det formale og materielle, hvor de kunne perspektivere deres liv ind i en demokratisk proces, og dermed gav de udtryk for deres samfundsfaglige viden og færdigheder. Det kan ses som hovedformålet med kategorial samfundsfaglig dannelse, hvor der 'dannes bro mellem de materiale og formale teorier, og der således ikke er ensidigt fokus på enten at tage udgangspunkt i eleven eller i stoffet'. Eleverne havde en konstant vekselvirkning mellem høje og lave fagsproglige tærskler, da de bevægede sig mellem dem selv og stoffet", skriver han.

Måske lidt henad virkeligheden

Efter observationen interviewede Niklas Nielsen tre piger fra klassen for at høre om deres holdninger og oplevelser, men der var fokus også på, om man kan sammenligne et demokrati på skolen med demokratiet uden for skolen, fortæller han.

"Klara: Altså, vi har jo et elevråd, hvor vi kan komme med forslag, hvis vi synes, der er noget, der skal laves om på skolen.

Sofia: Ja, men der sker sgu da aldrig en skid, (efterfulgt af grin fra de andre).

Klara: Det er nok mere lærerne, der bestemmer, da jeg sad i elevrådet, var det som om, de ikke rigtigt tog det seriøst, når vi kom med ideer eller inputs.

Line: Nej lærerne er ligesom politikere, de gider ikke høre på, hvad de almindelige mennesker siger. De er ligesom ligeglade, og de ser kun på, hvad der er bedst for dem selv, (igen grin i gruppen).

Klara: Jeg synes faktisk, at vi skulle kunne stemme om, hvad der skulle bruges penge på. Det er jo os, der skal gå i skole her, og lærerne kan jo bare finde et nyt arbejde, hvis de ikke synes, der blev brugt penge på det, som de synes, er det rigtige.

Sofia: Det er måske lidt henad, hvordan det er den virkelige verden. Vi stemmer jo i klassen om, hvem der skal være med i elevrådet, så på en eller anden måde kan vi jo også blive hørt igennem dem.

Line: Måske er det også fordi, at lærerne får at vide, hvad de skal gøre af politikerne, så kan det måske være svært for dem at gøre, som vi siger, hvis det ikke rigtig passer sammen.

Klara: Nej, men de hører bare ikke på noget af det, vi siger. Og vi er jo ligesom ikke politikere, der kan sige alle mulige kloge ting, så vi bare får vores vilje. Det kunne være rart bare, hvis vi blev hørt på bare nogen gange, og det gør vi altså bare ikke.

Sofia: Så er det måske ligesom i det rigtige samfund, (grin igen).

"Man kan sige, at eleverne favner den brede palet af de forskellige discipliner. De diskutere samfundsfaglige strukturer gennem deres sammenligning af skolen og politik. Gennem deres snak ud fra egne oplevelser kommer de med problemorienterede løsninger og metoder, hvorpå de udforsker samfundsproblemer ud fra en samfundsfaglig metode (med udgangspunkt i Karlslunde Skole)", hedder det i Niklas Nielsens opsamling.

Første observation i modtageklasse

Få dage efter besøget i 8.-klassen observerede han i en modtageklasse.

Eleverne fik en opgave om danskhed. I grupper skulle de finde frem til ti punkter, som, de mente, er dele af danskhed. Samtlige grupper nævnte kongehuset, sport og nationalsang, men i en gruppe blev det også nævnt, at "danskere har sex uden at være gift, også selvom ens forældre ved det". Det blev til en større diskussion om sex før ægteskabet og religiøse symboler.  Der blev talt meget om, hvad danskere interesser sig for, og hvordan de gebærder sig med hinanden.  Eleverne kom med teser om, hvorfor de tror, at danskere gør, som de gør, og de inddrog deres eget liv, familie og måder at leve på, fortæller Niklas Nielsen. 

"Eleverne gjorde meget brug af det beskrivende kulturbegreb, hvor de satte danskere i rammer og bokse. Deres beskrivelser definerede de ud fra deres synspunkt om dansk kultur, som ud fra det beskrivende kulturbegreb vil sige, at 'kultur er noget, man er'. Deres definition af danskhed bar præg af stereotype forestillinger om, hvordan en typisk dansker er. Trods det ensidige billede, kan det ses som et målbart parameter, for at eleverne kunne 'indkredse kulturelle fællestræk… Det vil sige, at man indkredser træk der er fælles for for eksempel danskere'. Efterfølgende brugte eleverne dele af deres egen kulturelle baggrund til at diskutere kulturelle forskelle. Pigerne nævnte hurtigt, at de selv går med slør, hvilket de danske piger ikke gør. Her bevægede de sig ind i kulturen som betydningssystemer, hvor 'kultur er placeret i symboler og tegn'. Diskussionen, 'slør kontra intet slør', blev ikke værdiladet, men pigerne forklarede, at de bærer slør på grund af deres religion, og de sagde, at de ville finde det underligt, hvis danske piger iførte sig slør. I stedet havde de fokus på, at danske piger tager mange billeder af sig selv og ofte kommunikerer gennem 'snapchat'. Her arbejde eleverne, omend ubevidst, med kulturen i praksis, hvor 'kultur formes af hverdagspraksis'. Efter uddybende samtale med pigerne fortalte de, at de også bruger snapchat som socialt medie og selv kommunikerer gennem det med venner og veninder. Deres beskrivelser kan derfor i lige så høj grad afspejle en ungdomskultur, hvor de selv er brugere. De fortalte dog, hvordan brugen af det sociale medie har kulturelle forskelle. Piger med dansk oprindelse har større tendens til at sende billeder af sig selv, hvor pigerne i modtageklassen oftere sendte billeder af ting", fortæller Niklas Nielsen. I gruppen sagde Miki og Ashkan, at de ikke så sig selv som danskere og beskrev i stedet danskhed som 'de andre'. Det var tydeligt, at de brugte det beskrivende kulturbegreb, hvor de beskrev, hvordan de oplever danskere ud fra deres holdninger og den måde, de har observeret danskere, siger han.

Det er nemmere på fodboldbanen

I diskussionen var det tydeligt, at Miki og Ashkan kommunikerede gennem deres forforståelse af danskhed, og da Miki havde den mest faste holdning, interviewede Niklas Nielsen ham.

Miki: "Jeg har timer sammen med Kasper i dansk, han er kæreste med Tine, og han siger, at de har haft sex, så det er jo rigtigt nok. Jeg er egentlig ligeglad med, om danskere har sex, men vi muslimer har først sex, når vi er blevet gift… Kasper og de andre fra B'eren er egentlig okay, jeg er bare ikke altid enig med dem, og det er jo nok, fordi jeg er muslim. Det er nemmere udenfor skolen, når vi er til fodbold, for så er vi jo bare sammen, og der er vi jo et hold. Det ville være bedre, hvis det også var sådan i skolen"

"Det er tydeligt, at Miki ser en stor forskel på det at være dansker og det at være muslim, og at han har svært ved at se, at det kan forenes - i hvert fald i en skolesammenhæng med værdiladede diskussioner. Han lagde dog vægt på, at det var nemmere at være sammen uden for skolens rammer, hvor de kulturelle forskelligheder ikke udgør samme forskel. Her udtrykker Miki klart, hvordan praksis af et fællesskab spiller ind. I hans kommentar om fodboldholdet, beskriver han et felt, 'hvor der hersker bestemte logikker, og hvor der stilles bestemte krav'. På fodboldholdet vil de have den logik, at de sammen som hold skal vinde en kamp eller have en god oplevelse. Kravet er at score flere mål end det andet hold. Det vigtigste her er, at det sker i et socialt rum, hvor Miki oplever, at de er ligestillede, og at den kulturelle forskel ikke har indflydelse. Han udtrykker, at han ønsker det samme forhold til de andre drenge i skolen, som han har med dem på fodboldbanen".

Miki lægger stor vægt på sin religiøse identitet i skolesammenhæng. "Det kan skyldes hans uforenelig synspunkt mellem det at være muslim og det at være dansk. På samme måde som på fodboldbanen må Mikis dannelsesproces i skolen bero på fællesskabet. På fodboldbanen har de også forskellige positioner, hvor den ene score mål, og den anden sørger for, at der ikke bliver lukket mål ind. Skolen og dens individer i form af elever står også for hver deres holdninger og tanker, men det er de enkeltes rolle i fællesskabet, der gør, at en skoleklasse og individerne kan blive dannet", skriver Niklas Nielsen.

Anden observation i modtageklassen

Et par dage senere blev eleverne inddelt i grupper af fire, hvor de skulle diskutere forskellige udsagn ud fra deres holdninger og meninger. Men de havde meget svært ved at komme i gang med opgaven og var meget vævende om, hvad der skulle foregå, så jeg opsummerede opgaven igen, fortæller Niklas Nielsen

Men der var stadig ikke noget flow, og eleverne søgte konstant kontakt med Niklas Nielsen og deres lærer Lone.  "I gruppen med Sanna, Dina, Hawar og Nato prøvede jeg gentagne gange at sætte mig hos dem, for at få en samtale i gang i gruppen, dog uden det store held".

"Det var tydeligt, at eleverne ikke fik det store udbytte af undervisningen, som byggede på en induktiv undervisningsform. Eleverne havde meget svært ved, at der ikke var et facit til de forskellige udsagn, men at det var deres diskussion i gruppen, som udgjorde selve undervisningen. Flere gange blev jeg mødt med 'Er det rigtigt det her?' Undervisningen havde selvsagt ikke den gavnlige effekt, som jeg havde ønsket mig", skriver Niklas Nielsen.

"Eleverne ønskede, at det skulle være mere målbart, og at opgaven i højere grad beroede på konkrete svar, hvilket jeg i samfundsfag havde svært ved at forlige mig med. Set fra et magtdistance perspektiv var elevernes søgen efter lærerens kontakt og meninger, at 'læreren forventes at tage alt initiativ i klassen'. De søgte svar på noget, som var tænkt som en diskussion, men undervisningens hensigt var bygget ud fra princippet om lille magtdistance".

Eleverne havde flere gange vist, at de havde en vis dygtighed, men Niklas Nielsens kommunikation med eleverne fik ikke den ønskede virkning. Det kan skyldes de forskellige opfattelser og de forskellige forudsætninger for undervisningen, som ikke var forenelige, mener han. 

Rom blev ikke bygget på én dag, Niklas

Efter timen talte Niklas Nielsen med modtageklassens lærer.

"Rom blev jo ikke bygget på en dag, Niklas", sagde hun. "Ungerne kommer med en bagage, der ikke ligefrem rimer med, at de skal diskutere tingene. Jeg tror måske, at du skal gå på kompromis med din lærerstil og være mere direkte med det, du vil med opgaven, eller i hvert fald, sådan at de kan forholde sig til, at det er dem selv, der kommer med svarene".

I højere grad føler sig som en del af et dansk fællesskab

"Med udgangspunkt i min praktik har jeg forsøgt at undersøge, hvordan dannelsen af flygtninge i modtageklasserne er mulig omend udfordrende. Det er essentielt for dannelsen af disse elever, at de i højere grad føler sig som en del af et dansk fællesskab, så de ikke er opdelt i 'de andre' og mig. Eleverne i modtageklasserne kommer fra andre skoleformer og ofte fra lande med høj magtdistance. Eleverne kommer med en kulturel baggrund, som i nogle henseender kan virke uforenelige med dansk kultur. Det er tydeligt, at de har et anderledes syn på tingene, og at deres livsverden ikke ligner den, vi kender fra elever, der er vokset op i Danmark", skriver Niklas Nielsen i sin projektkonklusion.

Det understreger, hvor vigtigt det er, at de bliver udsluset til danske klasser, så de oplever at være en del af et dansk klassefællesskab i stedet for at betragte det udefra, understreger han med et citat af Karsten Schnack: "Menneske er ikke noget, man fødes som. Det er noget, man dannes til. Denne dannelse er en kompliceret proces i samspil med andre mennesker i en kulturel kontekst".

"Dannelsen og forståelsen af danskhed bør ikke tage udgangspunkt i observationer af danskhed, men ved at de bliver integreret i et dansk fællesskab, så de oplever, at de selv er med til at præge en dansk klasse og dermed dansk kultur. Så længe eleverne hovedsageligt opholder sig i en modtageklasse, vil majoriteten have den samme kulturelle baggrund som de selv har, og de vil derfor ikke opleve sig integreret i det danske samfund", skriver Niklas Markvart Nielsen.

Se hele professionsbachelorprojektet: