I løbet af to skoleår med to ugentlige lektioner og et skoleår med én ugentlig lektion skal eleverne i faget biologi tilegne sig viden om krop og sundhed, økosystemer, mikrobiologi og evolution. Anvendelse af naturgrundlaget med vægt på forståelse af grundlæggende biologiske begreber, biologiske sammenhænge og vigtige anvendelser af biologi. De skal udvikle naturfaglige kompetencer og opnå indblik i, hvordan biologi og biologisk forskning bidrager til forståelsen af den verden, de lever i.

Sådan lyder det i opremsningen i Nanna Marie von Qualens professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Campus Carlsberg ved Københavns Professionshøjskole. Og kravene stopper ikke engang her. Eleverne skal også tilegne sig viden om naturfagenes særlige teksttyper, teksternes formål og struktur, ligesom de skal opnå kendskab til naturfaglige teksters særlige kendetegn og tilegne sig viden om, hvordan naturfagenes objektivitetskrav kan anvendes i faglig læsning og skrivning.

Pligtbetonet skrivning som afslutning

For mange biologilærere og deres elever er faglig skrivning desværre ikke en integreret del af et undervisningsforløb, men virker meget pligtbetonet og bruges mest som evalueringsform i slutningen af et forløb, siger Nanna Marie von Qualen. Hun mener, at det kan skyldes, at faget favner så bredt, at tiden er knap og at det i fagformålet særligt er det praktiske arbejde, der fremhæves. Det er en skam, siger hun: "For det første, fordi skriveprocessen ved at ligge sidst i forløbet ofte bliver noget, der i elevernes optik bare skal overstås, og for det andet, fordi en del lærere som følge af evalueringsaspektet ofte overlader eleverne til sig selv i skriveprocessen - for eksempel ved at udstikke et opgaveoplæg og en afleveringsfrist, så eleverne kan skrive opgaven i den understøttende undervisning eller hjemme".

Det giver skriftligt demotiverede elever og lidet tilfredsstillende afleveringer. Ikke fordi eleverne er dumme eller dovne, men fordi de ikke har fået den fornødne skriftsproglige stilladsering frem til opgavens udførelse, mener hun.

Man kunne tro, at eleverne får en masse skriftsproglig træning i dansktimerne, så det praktiske arbejde derfor kan prioriteres højere i de få biologitimer, men det er en misforståelse, siger Nanna Marie von Qualen. For de tekster, eleverne skal fremstille i biologi, er både genre- og formuleringsmæssigt meget anderledes end tekster i de sproglige og humanistiske fag. Dertil kommer, at biologi er et fag, hvor eleverne møder mange nye ord og vendinger, som de skal lære at anvende både mundtligt og skriftligt korrekt.

"Som dansklærer med særlig interesse for læse- og skrivevanskeligheder og andetsprogstilegnelse har jeg i løbet af min uddannelse beskæftiget mig med, hvordan det at bruge sproget mundtligt kan fremme elevernes skriftsprogskompetencer. Det er grunden til, at jeg betragter det praktiske og det skriftlige arbejde i biologi som komplimenterende snarere end kompromitterende elementer i faget, da det praktiske arbejde med eksempelvis forsøg giver anledning til en række sprogbrugssituationer, som kan bidrage til elevernes tilegnelse af fagets talte og skrevne sprog", skriver hun.

Den mindst foretrukne arbejdsform

Det er hendes hypotese, at faglig skrivning i biologi i 7.klasse er elevernes mindst foretrukne arbejdsform, men at det er muligt at ændre deres holdning ved at facilitere forskellige sprogbrugssituationer, der kan bygge bro mellem det praktiske og det skriftlige og samtidig fremme elevernes skriftsprogskompetence.

I projektet problemformulering spørger Nana Marie von Qualen derfor, hvordan det påvirker 7. klasses-elevers forhold til faglig skrivning i biologi at arbejde dialogisk med skriftlig fremstilling af en forsøgsrapport. I arbejdet har hun taget afsæt i fire undersøgelsesspørgsmål:

1: Hvilket forhold har eleverne på 7. klassetrin til faglig skrivning i biologi?

2: Adskiller dette sig fra elevernes forhold til faglig skrivning i andre fag?

3: Hvordan og hvorfor giver det mening at arbejde dialogisk med faglig skrivning i praksis?

4: Hvilken indflydelse (hvis nogen) kan ses på elevernes forhold til faglig skrivning efter et fire ugers forløb, hvor der er arbejdet dialogisk med skriftlig fremstilling af en forsøgsrapport?

Skrivning i biologi

Faglige skrivning i biologi spænder over en række forskellige genrer fra den informerende beskrivelse om for eksempel et dyr eller en plante, over ekskursionsrapporten og biotopundersøgelsen til forsøgsrapporten. Den enkelte genre har specielle genretræk, der afspejler, at hver genre har sit eget formål, der optimalt set skal understøttes af tekstens struktur, både når det gælder opbygning og layout, og når det gælder sætningskonstruktioner og ordvalg. I modsætning til læserbrevet i samfundsfag eller novellen i dansk, er en stor del af naturfagenes - og dermed også biologis - tekster såkaldt multigeneriske. Et eksempel er forsøgsrapporten, hvor teksten kombinerer træk fra flere forskellige genrer. Det øger selvfølgelig kompleksiteten og sværhedsgraden i fremstillingen af denne type tekster, understreger Nanna Marie von Qualen.

En forsøgsrapport skal opbygget efter samme skabelon som naturvidenskabelige artikler, og strukturen understøtter kravet om, at kommunikationen skal foregå på naturvidenskabelig objektiv vis, da opgavekravene kun kan opfyldes, hvis eleverne løbende dokumenterer forsøgets fremgangsmåde og foreløbige resultater, ligesom det kræves, at eleverne overvejer og diskuterer både forsøgets resultater og eventuelle fejlkilder.

"Med andre ord understøtter strukturen formålet ved at eleverne, såfremt strukturen overholdes, ikke kan undgå at forholde sig snævert til forsøget og dets resultater. Ydermere vil sproget på et mikrosprogligt niveau have forskellige karakteristika fra afsnit til afsnit; for eksempel vil teoriafsnittet og forsøgets formål have høj frekvens af fagord (herunder både navneord, processer og begreber), mens fremgangsmåde-afsnittet særligt adskiller sig fra rapportens øvrige dele ved at indeholde tidsforbindere (først, så, dernæst, afslutningsvis). Diskussionerne vil optimalt set have høj frekvens af modsætningsforbindere (men, på trods af, dog,) mens konklusionen foruden fagordene karakteriseres ved forekomsten af årsagsforbindere (fordi, derfor, eftersom)", skriver von Qualen. Dertil kommer at biologifaglige tekster er kendetegnet ved høj frekvens af relationelle processer, det vil sige ord, der sætter noget i relation til noget andet (noget var, bliver, består af, skyldes).

At fremstille en forsøgsrapport kræver altså både, at eleverne dokumenterer deres praktiske arbejde tilstrækkeligt, og at de har overblik og sproglig indsigt til at være i stand til at overholde forsøgsrapportens genretræk, siger hun.

I projektet beskriver, analyserer og diskuterer hun arbejdet med de fire undersøgelsesspørgsmål, og der samles op undervejs. Læs side 20 om spørgsmål 1 og 2(om elevernes forhold til faglig skrivning i biologi og i andre fag). Side 21-22 om spørgsmål 3 (og hvordan og hvorfor det giver mening at arbejde dialogisk med faglig skrivning).

Dialogbaseret arbejde med faglig skrivning virker

Spørgsmål 4, om hvilken indflydelse, der kan ses på elevernes forhold til faglig skrivning efter et fire ugers forløb, hvor der er arbejdet dialogisk med skriftlig fremstilling, besvares i projektkonklusionen side 23-24.

På baggrund af de gennemførte undersøgelser konkluderer von Qualen, at det dialogbaserede arbejde med at fremstille en forsøgsrapport virkede positivt for de deltagende 7. klasseelever. Ikke alene var der efter forløbet dobbelt så mange, der pegede på faglig skrivning som deres foretrukne arbejdsform, de mente også, at det var den arbejdsform, de havde lært mest af. Og tendensen blev understøttet af, at der var sket en halvering i antallet af elever, der pegede på faglig skrivning som det, de brød sig mindst om. Samtidig sagde et flertal af eleverne, at de havde følt sig godt støttet i processen, ligesom kombinationen af tydelige rammer, den dialogbaserede arbejdsform og den måde, det praktiske arbejde foregik på, gjorde den faglige skrivning til en mere overskuelig og lærerig proces, end de var vant til, fortæller Nanna Marie von Qualen.

Konklusionen skal dog betragtes med et vist forbehold, siger hun. De interviewede elever var nemlig enige om, at relationen til læreren har afgørende betydning for deres engagement i at skrive i et fag.

"Med risiko for at lyde selvforherligende er det med andre ord ikke sikkert, at en anden lærer eller studerende ville have opnået de samme resultater ved inddragelse af de beskrevne praksiseksempler i de pågældende klasser", siger hun. Det gennemførte forløb kunne have fået et anderledes udfald, hvis klasserne havde været fra en anden skole eller en anden landsdel.

På trods af forbeholdet mener Nanna Marie von Qualen dog, at undersøgelsens tendenser er så tydelige, at hendes hypotese er blevet bekræftet: Praktisk og skriftligt arbejde i biologi er ikke konkurrerende eller uforenelige elementer, men derimod to arbejdsformer, der supplerer hinanden og støtter målsætningen om, at eleverne skal tilegne sig og beherske fagets sprog og genrer uden at gå på kompromis med Fælles Måls fremhævelse af, at "dette så vidt muligt skal ske med udgangspunkt i elevernes egne iagttagelser og observationer".

Viden er demokratisk magt

Men hvorfor skal elever i folkeskolen egentlig lære, hvordan sproget anvendes forskelligt afhængigt af konteksten? Og hvilken berettigelse har det i faget biologi, spørger hun i sin perspektiverende opsamling.

Et ikke fyldestgørende svar er, at det er en af de kompetencer, der er beskrevet i Fælles Mål, svarer hun selv og fortsætter. "De fælles mål tager udgangspunkt i folkeskolelovens iboende målsætning om dannelse hos de enkelte elever, og det giver glimrende mening også i et sprogbrugsperspektiv. For selvom ordet dannelse måske giver associationer til noget gammeldags og forfinet, dækker det nutidige dannelsesbegreb over individets evne til at deltage i samfundet på en selvstændig, reflekteret og kritisk måde".

Og her kommer elevernes sprog- og formidlingskundskaber og den naturfaglig kompetence, der handler om  at forholde sig kritisk og objektivt, ind i billedet, mener hun: Hvad kan klæde eleverne bedre på - til at forholde sig til det væld af information, de konstant møder gennem alverdens medier - end at de i praksis erfarer, at videnskabelige arbejdsgange kræver præcision og forbehold for eventuelle fejlkilder? Og hvad kan gøre eleverne mere kompetente til at deltage i et demokratisk samfund og den aktuelle samfundsdebat end en forståelse for sprogets funktionalitet og anvendelsesmuligheder?

"Francis Bacon formulerede i 1600-tallet aforismen, Kundskab er magt, hvorved han tillagde naturvidenskaben, der hidtil havde haft karakter af at være anskuende og teoretisk, et nytteperspektiv. Sigtet med naturvidenskaben skulle således ifølge Bacons opfattelse være at forvandle og forbedre menneskets liv eksempelvis ved at bekæmpe sult og sygdom. Faktisk tog Bacon sin argumentation så langt, som til at påstå at videnskaben burde anvendes systematisk til at give mennesket magten over naturen tilbage", skriver Nanna Marie von Qualen.  Og man kan, fortsætter hun, argumentere for, at menneskeheden lidt for godt har søgt at efterleve det sidste med nogle uheldige eftervirkninger. Derfor bør enhver biologilærer med respekt for sit fag og sine elever betragte sin videnskabelige praksis og kombinationen af det skriftlige og det praktiske arbejde i faget som det redskab, der gør eleverne i stand til - ikke at søge herredømme over naturen, men at anvende deres viden til at indgå i et demokratisk vidensamfund og give dem adgang til den magt forstået som handlemuligheder, der ligger i at være en oplyst og dannet samfundsborger, siger Nanna Marie von Qualen.

Se hele professionsachelorprojektet her: