De er blevet beskyldt for at være for dyre, for at dræne almenområdet for resurser og for at konkurrere med kommunerne om at drive specialtilbud. Ofte er det den kritik, man hører af private specialskoler.

Om de er for dyre eller ej. Specialområdet koster i hvert fald mange penge. I morgen onsdag skal Københavns Kommune tage stilling til en målsætning om, at blot tre procent af eleverne skal gå i specialtilbud, hvilket skal frigøre 300 millioner kroner, der skal føres tilbage i almenområdet.

Hos landets største private udbyder af dagbehandlingsskoler, Behandlingsskolerne, er man dog lidt trætte af snakken om, hvor dyrt specialområdet er. Først og fremmest findes de private specialklasser, fordi der simpelthen er brug for dem, siger Signe Flindt, som er administrerende direktør hos Behandlingsskolerne.

For kommunerne har selv svært ved at løfte opgaven, specielt fordi der ikke er særlig mange elever, der har så store udfordringer som eleverne på Behandlingsskolerne, vurderer Signe Flindt.

”Det er en meget lille andel af børn, der har så komplekse problematikker som vores. Kommunerne har måske kun et par stykker med ensartede profiler, så det ville være nogle meget små tilbud, man skulle oprette i hver kommune. Set fra kommunernes synspunkt er det nok derfor, at de benytter skoler som vores i stedet. Det ville være endnu dyrere for dem, hvis de selv skulle oprette bittesmå hold med rigtig mange voksne tilknyttet”, siger hun.

Et supplement – ikke en konkurrent – til kommunerne

Derfor ser hun heller ikke Behandlingsskolerne som værende en konkurrent til kommunernes  tilbud.

”Vi er ikke i konkurrence med kommunerne. Vi er et supplement, kommunerne bruger, når de ikke selv har et passende skoletilbud til et barn. Mange af de elever, vi får, er nogle, som man allerede har prøvet at hjælpe på almenområdet, måske også i en specialklasse og ofte også på en specialskole i kommunalt regi”, siger hun og fortæller, at eleverne på Behandlingsskolerne undervises på små hold af tre til ti elever med to til fire lærere og pædagoger til stede.

Ifølge Signe Flindt har eleverne på Behandlingsskolerne ofte komplekse psykiatriske udfordringer og ofte flere forskellige diagnoser på samme tid.

”Det kan være børn, som er på autismespektret og samtidig har en spiseforstyrrelse. Det kan være børn med så meget angst, at de ikke har været i skole i flere år. Det kan være børn med psykotiske gennembrud, hvor de hører stemmer. Det kan også være selvskadende eller ligefrem selvmordstruede børn, som skal være under konstant opsyn af voksne”, siger hun.

”Stort set alle vores børn har været forbi børne- og ungdomspsykiatrien, inden de kommer til os, og antallet af elever uden en diagnose kan tælles på få hænder”, tilføjer Signe Flindt.

Behandlingsskolerne blev stiftet i 2003 og har i dag 13 skoler med cirka 500 ansatte rundt om på Sjælland, særligt i Københavnsområdet. Derudover driver virksomheden også to bosteder og en ungdomsuddannelse for voksne med oligofreni, der er den lægefaglige betegnelse for personer med udviklingshæmning ofte kombineret med en psykiatrisk lidelse. Selskabet driver derudover en række skolevægringstilbud på både Sjælland, Fyn og i Jylland.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets statistik klarer Behandlingsskolernes elever sig relativt godt. 72 procent får en afgangseksamen, og en tidligere undersøgelse, som skolerne lavede i samarbejde med Vive, Det Nationale Forskning- og analysecenter for Velfærd, viste, at eleverne på Behandlingsskolerne klarede sig bedre, efter de havde forladt skolen end sammenlignelige grupper af unge. For eksempel var der større sandsynlighed for, at elever fra Behandlingsskolerne var i gang med en ungdomsuddannelse, ligesom der var mindre risiko for, at de i alderen 15-20 år indlægges på en psykiatrisk afdeling eller bliver idømt en fængselsstraf.

Insisterer på faglighed trods psykiske problemer

Når så relativt mange af eleverne ender med at få en afgangseksamen, handler det ifølge Signe Flindt om, at de på Behandlingsskolerne insisterer på, at eleverne skal lære noget – på trods af deres udfordringer.

”Vi bliver ved med at stille faglige krav til eleverne. Ja, eleven har nogle udfordringer psykisk, men det nytter ikke, hvis eleven både skal kæmpe med sine udfordringer og med at være hægtet af fagligt. Udgangspunktet er, at alle elever skal til fuld eksamen”, siger hun.

Og så er det et skoletilbud, der forsøger at se hele vejen rundt om eleven og familien. Hver elev er tilknyttet en behandlingsansvarlig psykolog, og både eleven og familien tilbydes psykologsamtaler, ligesom lærerne og pædagogerne hver 14. dag har supervision med en psykolog.

”Det gør vi for hele tiden at se, om vi kan lave tilpasninger rundt om barnet, som får det i trivsel og udvikling”, siger Signe Flindt.

Behandlingsskolerne har tidligere fået kritik for at være dyre og dræne kommunekasserne. Og stifter Mads-Frederik Damgaard har været en tur igennem Ekstra Bladets mølle, efter det i 2020 kom frem, at han i 2017 og 2018 hev 23,8 millioner kroner ud af firmaet til sig selv og blandt andet brugte dem på at købe en skov i Sverige.

”Det var første gang i løbet af de mere end 20 år, vi har eksisteret, at der blev trukket penge ud af firmaet, og det er heller ikke sket siden. Man skal huske på, at vi altså også er en privat virksomhed, der skal drive en sund forretning. Jeg forholder mig egentlig kun til, om jeg har de midler, der skal bruges for at levere det tilbud – og lidt til – vi har aftalt med kommunerne. Og det har jeg”, siger Signe Flindt.

Dyrere ikke at sætte ind 

Hun medgiver, at der bruges mange penge på specialområdet, men mener ikke, at man kan tale om, at det er ”for dyrt”.

”For dyrt i forhold til hvad? Den pris, kommunerne betaler for vores tilbud, er reguleret og bestemt af kommunerne selv i den rammeaftale, der regulerer udbuddet af privat dagbehandling for 18 kommuner. Det er priser, der skal sikre sammenhængen mellem taksten og det, der kræves af personaleresurser, i forhold til opgaven. Og de priser er helt offentlige. Jeg tror ikke, at det er dyrere at sætte ind med de rette indsatser i tide, end at der er en del unge mennesker, som aldrig får taget en uddannelse, eller lært at leve med deres psykiske udfordringer,” siger Signe Flindt.