"Fluen på væggen" er skrevet af Claus Nivaa og illustreret af Martin Bowyer. Bogen er i et rimelig pænt stort format - 35 centimeter gange 24,50 centimeter - og meget spændende fortalt og tegnet. Fortælleren er fluen på væggen, som ikke bliver på væggen, men flyver ind i folk og oplever verden gennem dem. En dag får fluen øje på en dreng og bliver fascineret af ham, fordi han nynner og leger med en pind, og fluen flyver ind i hans øre. Her ved indgangen til drengens øre fungerer fimrehårene som en ”Velkommen”-måtte, som fluen tørrer alle sine ben af på.

Den flyver dybere ind i drengens hoved og hører alle de lyde, han kan høre. Det er både kattens nabo og moren på anden sal med flere. Fluen flyver videre ind i drengens øjne og ser, hvad han ser. Pinden, han leger med, bliver til alverdens ting i legen fra krokodille til indianerkano. Fluen flyver videre til drengens næse og lugter, hvad drengen lugter. Drengens ord bliver lavet om i hovedet på ham, og han bytter om på konsonanter og vokaler.

Fluen tager med drengen i skole, hvor drengen begynder at fryse indeni. Drengen kan ikke lide at være sammen med de andre børn og vil helst være alene. De andre børn snakker alt for meget. Det er ikke, fordi han ikke kan lide dem, men hans hjerne vil ikke give ham lov. I stedet har han tre særlige ting: lego og bøger om kroppen og om ræve. Drengen har dog én ven, en pige på hans egen alder.

Bogen er en fabulerende, surrealistisk og sjov historie, men også en bog om ensomhed, om at være anderledes - og kan læses som en historie om at have Aspergers syndrom. Derfor vil jeg som neurotypisk afslutte denne anmeldelse med at sige tak, fordi jeg som læser måtte være en flue på væggen og komme med ind i hovedet på drengen med pinden, hvad enten han er fiktiv eller rent faktisk findes derude. Du har formået at give et virkelig godt indblik i, indføling med og oplevelse af at have det som dig.