"Det er netop den her titel 'andet', jeg gerne vil have fjernet. Jeg har hørt flere historier og læst meget om, at selv om man er medfar, så bliver man ikke anerkendt af systemet som forælder til barnet", siger Harun Dermirtas.

SF: Aula skal også bruge titler som medfar og medmor

Det er diskriminerende, at platformen Aula kun bruger forældretitler som ’far’ og ’mor”, mener SF i København, der vil have gjort systemet mere inkluderende med titler som ’medfar’ eller ’medmormor’.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis et flertal ellers bakker op om det, bliver Københavns nye konservative skoleborgmester, Jakob Næsager, snart pålagt at henvende sig til Kommunernes Landsforening (KL) for at få gjort det centrale system til skole-hjem-samarbejde i folkeskolen, Aula, mere inkluderende over for forskellige familiekonstellationer.

Det skyldes et forslag fra SF i København, der finder det diskriminerende, at Aula kun bruger titlerne 'mor' og 'far', da det ifølge partiet er mangel på anerkendelse af andre familieformer, at disse forældre blot rubriceres under titlen 'andet'.

"Man kan godt have rettigheder til at tilgå Aula, men det gør bare noget ved mennesker, når man ikke bliver anerkendt af systemet som forælder til barnet. Det synes jeg er ærgerligt, og det skal vi gøre op med,", lyder det fra det københavnske SF-medlem af hovedstadskommunens børne- og ungdomsudvalg Harun Demirtas, der også er LGBT+-ordfører for partiet.

I år har uge sex fokus på samtykke 

Derfor har SF nu rejst et såkaldt medlemsforslag i børne- og ungdomsudvalget om at pålægge borgmester Jakob Næsager at rette henvendelse til KL for at få de ansvarlige til at tilpasse systemet, "så det giver alle forældre rigtige og mere anerkendende titler".

Frihed til selv at bestemme 

Det kan - ud over mor og far - være titler som medmor, medfar, mormor, medmormor, morfar, medmorfar, farfar og medfarfar, fremgår det af SF's forslag.

Det skal sikre "lige rettigheder til benyttelsen af platformen for alle forældre, uanset om personen er biologisk eller ikke biologisk forælder til et barn", lyder det også i forslaget, der skal diskuteres på næste udvalgsmøde på Københavns Rådhus.

"Vi ved jo godt, at i de her tider er det ikke en selvfølge, at et barn kun har en mor og en far, men måske to fædre eller flere forældre, måske to eller tre mødre og en far - og jeg vil gerne have, at de alle sammen føler sig lidt mere inkluderet", siger Harun Demirtas.

Han påpeger, at Aula i dag automatisk tildeler forældre titler som mor og far - mens alle andre rubriceres under 'andet'.

"Det er netop den her titel 'andet', jeg gerne vil have fjernet. Jeg har hørt flere historier og læst meget om, at selv om man er medfar, så bliver man ikke anerkendt af systemet som forælder til barnet. Og her vil jeg gerne gøre Københavns Kommune mere inkluderende i forhold til de forskellige familiekonstellationer, der findes", siger Harun Demirtas.

Han mener, at den bedste løsning simpelthen vil være at give alle frihed til selv at gå ind og skrive, hvad de vil kaldes i Aula.

"Det kræver, at vi pålægger borgmesteren ansvaret for at henvende sig til KL, og nu har jeg talt med de andre i udvalget, og jeg tror godt, at den kan gå igennem", siger Harun Demirtas og tilføjer:

"Jeg kan heller ikke se, hvorfor nogen skulle være imod det". 

Ingen fremgang: Folkeskolelederne er fortsat stærkt utilfredse med Aula