Haarder: Undervisningsassistenter er kommet for at blive
Bertel Haarder vil gøre forsøgsordningen med undervisningsassistenter permanent. Mange skoler og kommuner søger om støtte. Anders Bondo advarer mod at se undervisningsassistenterne som løsningen på alle folkeskolens problemer.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det vælter ind med ansøgninger - og derfor kan vi sige med sikkerhed: undervisningsassistenter er kommet for at blive", siger undervisningsminister Bertel Haarder til DR-nyheder.
Rundt om i landet kører der mange forskellige forsøg med assistenter på skolerne. Massage og motorik til de yngste elever, mandlig støtte til drengene i udskolingen og unge fysiknørder ansat til at motivere eleverne er eksempler på, hvordan man har brugt muligheden for at tilknytte undervisningsassistenter.
75 skoler har fået støtte til at ansætte undervisningsassistenter. Assistenternes baggrund er meget forskellig. Nogle er lærerstuderende, andre er pædagoger, og nogle er uden en pædagogisk uddannelse - afhængig af forsøgsansøgningen. Kommunen eller skolen kan få støtte til halvdelen af udgifterne til en undervisningsassistent.
Bondo advarer mod trylleformular-løsninger
Anders Bondo er positiv over for undervisningsministerens budskab om at gøre ordningen permanent, men Anders Bondo advarer dog mod at se undervisningsassistenten som løsningen på alle folkeskolens problemer.
"Jeg synes, der er en vis tendens til, at når politikerne skal finde løsninger på nogle af de problemer for eksempel omkring specialundervisning og folkeskolens rummelighed, så siger man bare undervisningsassistenter, undervisningsassistenter, undervisningsassistenter. Det tror jeg bare ikke er en trylleformular", siger Anders Bondo til DR Nyheder
DLF følger forsøgene
DLF følger de igangværende forsøg nøje. Medlem af DLF's hovedstyrelse John Illum er tovholder for gruppen af politikere og sekretariatsmedarbejdere, der følger forsøgene.
Han tror, undervisningsassistenter kan blive en stor hjælp i skolen, men han har også betænkeligheder.
"Hvis forsøgene fører til, at undervisningsbegrebet bliver opdelt, så læreren udelukkende tager sig af faglige ting, og andre faggrupper tager sig af andre, kan vi risikere, at læreren pludselig ikke står for det sociale liv i klassen og børnenes udvikling. Man risikerer, at lærerens egentlige opgave udelukkende bliver at undervise fagligt", har John Illum sagt tilFolkeskolen.