I medierne hører vi om flere
politikere, der har været ramt af stress. For nyligt er det kommet frem, at forsvarsminister
og Venstres formand Jakob Elleman-Jensen er hårdt ramt af arbejdspresset.
Jeg er
ked af det på deres vegne. Udviklingen i teknologi, lovgivning og udvikling for
udviklingens skyld, presser mange. Jeg
håber virkelig på, at medarbejdernes trivsel på de offentlige arbejdspladser
bliver set i den politiske dagsorden.
Desværre for mange er
stress i folkeskolen ikke noget nyt fænomen.
Hvis man ikke selv har været nede med stress, kender man en eller flere kolleger der har. For ikke at nævne de elever, der oplever mistrivsel med blandt andet stress og
angst.
Jeg har selv prøvet det
og har tænkt meget over, hvordan det kan være, at netop jeg blev ramt. Svaret lå
ikke i den stressende periode, men i tiden hvor jeg ikke var stresset og faktisk
havde det glimrende: Under coronanedlukningerne.
Under nedlukningerne blev der ikke holdt
ret mange møder, og de møder der blev afholdt, var relevante. Samtidig arbejdede
jeg i færre klasser, hvilket betød færre elever og forældre, jeg skulle forholde
mig til.
Jeg havde mange gode dage som lærer, hvor det hele kørte som smurt og
man sagtens kunne nå at forberede sig i sin arbejdstid.
De dage under nedlukningerne hvor jeg var udfordret af eleverne, var der tid til at løse problemerne, tage kontakt
til forældrene og tale med kollegerne for at få et godt råd. Jeg følte også, at jeg
stod til rådighed for andre kolleger, der havde bruge for at læsse af.
Når man er stressramt, er
det rigtig meget fokus på individet. Man skal til samtaler med sin leder og på jobcenteret. Man bliver spurgt til, hvor tit man er i kontakt med egen læge og om man er under behandling, for eksempel hos en psykolog eller på et stresskursus.
Som lærer har
man selv et ansvar for at forebygge og behandle stress. Udfordringen, i hvert
fald for mig, er at jeg ikke bestemmer over de rammer, jeg arbejder i.
Tit skal
man til møder, der ikke giver mening. Enten er det rene informationsmøder, hvor man kunne forestille sig, at der kunne sendes en mail i stedet for. Eller man er til et møde, hvor man skal udvikle et eller andet. Nogle gange et det ret
spændende, men man har ikke tid i ens hverdag til at implementere noget som
helst. Andre gange har det enkelte udviklingspunkt ingen relevans netop til min
undervisning eller mine elever.
Alt for mange gange er
jeg kommet sent hjem efter et møde, uden at have løst mine kerneopgaver. Det er
ikke er sundt at arbejde over hver dag. Skal man prioritere?
Mange stressramte lærere, som jeg har talt med, har fået at vide, at deres forventninger er for høje. Man kan
sagtens prioritere, problemet er, at det er elever, det går ud over. Og timerne bliver
ringere, hvilket kan føre til mere stress for både børn og voksne.
Hvad kan der gøres? Mange
skoler gør deres bedste for at hjælpe den enkelte stressramte, mens sygemeldingen står på. Desværre bliver rammerne ikke ændret permanent.
For de raske lærere er
det næsten umuligt at ændre på noget, for at kunne have tid til eleverne. Vi
skal både få inklusionen til at fungere, men også tage os af de elever, der bliver
ramt af livets op- og nedture.
Lærerene bliver ikke inddraget nok, i hvilke
opgaver er vigtige i skolen. Lærerne
taber, eleverne taber og på sigt vil det være flere syge mennesker, som
samfundet ikke har muligheden for at tage sig af.
Jeg har et ønske om, at politikere (især i kommunerne) vil inddrage både lærere og andre offentlige
ansatte i beslutningerne om, hvordan arbejdet skal tilrettelægges.
Indtil da kunne
jeg godt tænke mig at høre, hvordan I andre oplever rammer på jeres
arbejdspladser? Har man indflydelse på opgaverne på jeres skoler og hvordan?
