Heidi Wisén har arbejdet på specialskoler i flere år. Hun brænder for arbejdet med de børn, der har specielle behov, og valgte dette område lige efter sin læreruddannelse i 2002. Hun har tidligere haft et par ubehagelige oplevelser, der har givet hende kortere sygemeldinger, men en dag i april 2010 har hun en konflikt med den 11-årige Anders. Hun og en kollega beslutter at fastholde drengen, fordi han er meget uregerlig og i færd med at splitte nogle ting ad. Han kaster en urtepotte mod Heidi. Den laver hul i væggen bag hende.

Under fastholdelsen stikker Anders sine fingre ind i Heidis hår, og hendes kollega må vriste drengens hånd ud af håret. Drengen spytter og truer Heidi med mord og vold. Han truer også med at slå hendes tre børn ihjel. Råber: »Jeg finder dine børn og slår dem ihjel«.

Drengen falder til ro under fastholdelsen, der varer et kvarter, men Heidi har det elendigt bagefter. Hun bliver på skolen resten af dagen, men har ikke mere med børnene at gøre. Hun græder og gemmer sig. Når kolleger spørger til, hvordan hun har det, bryder hun sammen.

»Anders er en intelligent dreng. Han er også stærk, og han kender mine børn. Jeg oplevede ikke hans trusler som urealistiske«, fortæller Heidi Wisén.

Anders har i flere år dyrket kampsport og er meget stærk af sin alder.

»Da jeg møder Anders igen, er jeg egentlig ikke bange for ham. Men hvor skal jeg vende min vrede hen? Anders er efter min mening anbragt forkert på specialskolen, han skal udredes på Børnepsykiatrisk Afdeling. Han er dårligt behandlet. Det er ikke hans ansvar, og jeg er bekymret for ham. Men samtidig er jeg bekymret for mine egne tre børn. Han sagde: 'Jeg finder dine børn og slår dem ihjel', og han er rigtig stærk«, siger Heidi Wisén.

Havde syge børn med på arbejde

Når Anders kender hendes børn, er det, fordi personalet på den fynske specialskole altid bliver opfordret til at tage deres syge børn med på arbejde i stedet for at blive hjemme med dem. Så passer sekretæren eller andre børnene, mens deres mor eller far passer deres arbejde på skolen.

»Når man har sine egne børn med på arbejde, sker der noget i tillidsforholdet til eleverne. Der opstår en jalousi mellem eleverne og ens børn. Jeg tænker, at skolen ikke kan passe på mine børn. Men skolens leder mener, at vi er en stor familie, der brænder for skolen, og alle må hjælpe til«, fortæller Heidi Wisén.

I en tidligere sag på skolen har en rengøringsassistent måttet fastholde en elev i halvanden time. Ifølge Heidi Wisén sker den slags jævnligt. Der er i det hele taget mange fastholdelser og mange eksploderende elever. På forholdsvis kort tid siger seks af hendes kolleger op. I alt er der 15 ansatte på skolen. Mange af dem har hverken pædagogisk eller lærerfaglig uddannelse. I en periode er Heidi den eneste læreruddannede.

Sagsbehandleren i kredsen bekræfter, at seks ansatte forlod skolen på kort tid. Tidligere havde skolen overenskomst med DLF, men den bliver opsagt i 2011. Forinden har Heidi Wiséns lønforhold været igennem en retsmægling. Hun har nemlig ikke fået den løn, hun skulle have. Hendes arbejdstid og ferieregnskab er også forkert. Tingene roder på skolen.

Bilen vil ikke køre hen til skolen

Heidi er nogle dage efter med til endnu en voldsom fastholdelse af Anders. Her hjælper hun en kollega med at fastholde ham. Anders sparker Heidi i hovedet tre gange under fastholdelsen.

Efter den episode har Heidi et tredageskursus. Da hun skal tilbage til skolen, kan hun ikke.

»Jeg gennemfører mit kursus. Jeg tror selv, at jeg kan det hele, men det kan jeg ikke. Jeg har ikke fået nogen hjælp. Jeg kører mine børn i skole den dag, men bagefter sidder jeg i bilen på en gudsforladt markvej. Jeg kan ikke få bilen til at køre ud til skolen. Jeg kører rundt i tre kvarter. Så ringer jeg til lederen og siger, at jeg ikke kommer mere«, fortæller Heidi Wisén.

Hendes læge langtidssygemelder hende.

»Det er ikke i orden over for Anders, og det er ikke i orden over for mig. Jeg føler, at jeg ikke kan passe på mig selv og på mine børn. Jeg kunne heller ikke passe på Anders, det var jo tydeligt. Jeg sad derhjemme, kunne ikke sove, fik sovemedicin og antidepressiv medicin«.

Hun har mareridt om natten, farer sammen ved stærke lyde, har trykken for brystet, ondt i maven og mangler energi.

Men først da skolen fyrer hende på grund af langt sygefravær, går hun til lærerkredsen.

En lille død

Heidi Wisén kan ikke huske sagsforløbet i detaljer. Under interviewet til denne artikel må hun indimellem lede efter nogle ord og søger hjælp hos sin kæreste og sin sagsbehandler i DLF. Hun bliver træt og forvirret. Da Folkeskolens fotograf tjekker sin blitz, farer hun sammen og trykker sig ind til kæresten.

Hun har PTSD. Posttraumatisk stresssyndrom. Det betyder, at hun har taget varig skade af det, hun har været ude for.

Ankestyrelsen har anerkendt hendes arbejdsskade med et midlertidigt erhvervsevnetab på 35 procent og en psykisk menskade på 20 procent.

»Det er meget højt. Det ser vi faktisk mindre end én gang om året i DLF«, siger sagsbehandler Majken Tingstrøm.

Den endelige afgørelse om erhvervsevnetabet kommer først, når det er afklaret, i hvilket omfang Heidi magter at arbejde igen.

Dengang hendes lønsag var til retsmægling, var hun ikke selv til stede. Det havde hun det simpelt hen for dårligt til.

»Der er mange faser i et posttraumatisk stressforløb. Man tager afsked med den, man var. Jeg var glad for at være den, jeg var. Det her er faktisk en lille død. Jeg har ikke længere de kvaliteter, jeg havde. Det er en stor sorg. Tidligere var jeg god til at få relationer til børnene og til at få deres tillid. Jeg elskede mit arbejde med de unger«, understreger Heidi Wisén.

»Nu er jeg træt, sover meget, har skyldfølelser og selvbebrejdelser. Jeg tænker: Hvad hvis jeg aldrig mere kan arbejde? Hvis jeg ikke er den, jeg var, hvem er jeg så? Det er svært at acceptere, at det ikke lige går over. Og jeg kan ikke tillade mig at få det dårligere, for så kan jeg ikke passe mine egne tre børn«.

Hun er røget ud af dagpengesystemet og er nu på kontanthjælp. Desuden får hun penge fra sin pensionsordning og en midlertidig erstatning for arbejdsskaden. Den endelige erstatning er ikke fastsat endnu.

Kollega vidner

Hun arbejdede to et halvt år på skolen. Ledelsen har aldrig accepteret, at episoden med Anders fandt sted, fordi der ikke var skrevet indberetning af fastholdelsen. Hele Heidis sag er kun blevet til noget, fordi de to kolleger, der var med i fastholdelserne, har vidnet i sagen.

I en psykologudtalelse om Heidi Wisén står, at hun har PTSD, at hun er støjoverfølsom og farer sammen ved pludselige lyde. »Heidi kan for eksempel ikke sidde med ryggen til en dør uden at få et mindre angst­anfald, hvis døren pludseligt og støjende åbnes«, skriver en psykolog i 2011.

»Hvis jeg for nogle år siden havde mødt en med PTSD, så havde jeg været fordomsfuld. Det er meget svært at forstå, men når man har PTSD, har man for længst passeret grænsen for at kunne tage sig sammen«, siger Heidi Wisén.

På Arbejdsmedicinsk Klinik skriver psykiateren, at Heidi i sit arbejdsforhold har været udsat for følelsesmæssigt høje krav og oplevede et stort arbejdspres. »Belastningerne blev ikke i tilstrækkeligt omfang opvejet af forebyggende tiltag«. Desuden skriver psykiateren, at personalet ikke kunne holde pauser uden børn, der var derfor ikke mulighed for faglig sparring. Samtidig var der konstant nye kolleger på skolen på grund af stor omsætning af personale.

Fastholdelse indberettes ikke

Der blev ikke skrevet en arbejdsskadeanmeldelse om vold og trusler dengang med fastholdelsen af Anders. Selv om Heidi nævner det for ledelsen.

Heidi Wisén fortæller, at mange af eleverne er udadreagerende, nogle er hjerneskadede, har tilknytningsforstyrrelser og trivselsproblemer.

»Jeg synes slet ikke, at vi er gode nok på skolen til Anders. Han har det rigtig skidt. I en fastholdelse handler det om at få eleven ned at ligge hurtigt. Når eleven ligger ned, falder roen hurtigere på. Og hvis man har for mange fastholdelser på en elev, skal man gøre noget andet. Så skal man have en anden pædagogik«.

Fastholdelser skal indberettes på skolen. Det bliver denne ikke. Der bliver heller ikke skrevet en anmeldelse om vold og trusler lige straks. Det sker først, da Heidi henvender sig til lærerkredsen, efter at hun er blevet varslet afskediget.

Sikkerheden skal være i orden

»Jeg har arbejdet med bøvlede børn i flere år, men på min tidligere arbejdsplads - en anden fynsk specialskole - stod man aldrig alene. Det var et fællesskab at få børnene til at fungere bedst muligt. Vi kommer ikke uden om disse job, men det er vigtigt, at man har styr på sikkerheden på specialskolerne«, understreger Heidi Wisén.

»Der skal være fokus på den mentale sikkerhed på arbejdet. Som lærer på en specialskole ved man godt, at man arbejder med en vis risikofaktor. Børnene skal have den hjælp, de skal have, men de voksne skal jo ikke gå til grunde i sådan et job«.

Hun fortæller, at på hendes tidligere arbejdsplads var der altid mulighed for, at man kunne sparre kort med en kollega i et tilstødende lokale. Desuden var strukturen sådan, at der var faste procedurer for, hvad man gjorde, hvis en kollega havde oplevet noget ubehageligt. Der var ugentlige teammøder, hvor man kunne læsse af over for kolleger, der var fast supervision, og man fik krisepsykologisk hjælp inden for 24 timer, hvis man havde en ubehagelig oplevelse på arbejdet.

»Det gjorde en kæmpe forskel«.

Anders er et opdigtet navn.