Allan E. Feldskou

Offentliggjort Sidst opdateret
1
2
2
3
4
5
6
7

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleleder Allan E. Feldskou er 48 år og bor i Odense.

Uddannelse: Lærer fra Odense Seminarium i 1982. Linjefag i dansk og samfundsfag.

Arbejdsplads: Abildgårdskolen i Vollsmose, Odense.

Familie: Gift med Anne Grethe og far til døtrene Anne Mette på 24 og Lisbeth på 20.

Allan Feldskou har været ansat på Abildgårdskolen siden 1984 og været skoleleder siden 2001. Skolen er en af byens største med 500 elever og 138 ansatte.

Allan Feldskou har det overordnede pædagogiske og administrative ansvar for skolen. En af de ting, han bruger meget tid på, er personaleledelse, for det kan være barskt at være lærer på en skole, som ligger i et belastet område. Derfor er det psykiske arbejdsmiljø også et særligt indsatsområde på skolen.

Ud over at planlægge og organisere skolens hverdag lægger Allan Feldskou strategier for, hvordan skolen skal udvikle sig i fremtiden.

Mit arbejde lige nu:

Vi er i gang med at planlægge næste skoleår og forsøger at få fag- og opgavefordelingen til at gå op. Og så er jeg meget optaget af, hvordan vi fortsat kan udvikle en god skole med et højt fagligt niveau.

Mit arbejde om fem år:

Jeg forestiller mig, at jeg stadig er skoleleder på Abildgårdskolen, men jeg er da åben over for at bruge min viden og erfaring andre steder.

Efteruddannelse:

Jeg har taget en grunduddannelse i ledelse på Center for Offentlig Kompetenceudvikling i Grenaa og nogle kortere videreuddannelsesforløb i blandt andet økonomi og personaleledelse. Næste år går jeg i gang med en pædagogisk diplomuddannelse i ledelse.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Når jeg rigtigt skal slappe af, tager jeg op i vores sommerhus. Det ligger ved Fyns Hoved på en stor naturgrund med masser af udsyn og frisk luft. Her kan jeg trække stikket ud og genfinde energien.

2. En af de bedste bøger, jeg har læst, er Troels Kløvedals barndomserindringer »Den tynde hud«. Jeg kan godt lide at læse socialrealistiske bøger, og så banker mit hjerte for børn, som har det svært. Hans rejseberetninger er også gode; hvis jeg kunne holde et halvt års orlov, så ville jeg sejle med Troels Kløvedal.

3. Jeg ville slet ikke kunne undvære min kalender i mit daglige arbejde. Mit job er styret af kalenderen, den ligger altid foran mig.

4. Abildgårdskolen er min skole. Den er en meget stor del af mig, og jeg bruger næsten al min energi og tid på den.

5. Min familie betyder rigtig meget for mig. Hjemmet er min base, hvor jeg kan diskutere mange af de ting, der rører sig på mit arbejde. Min kone er god til at give hjælp og sparring, når jeg har brug for det.

6. Kontoret er mit andet hjem. Jeg arbejder i gennemsnit 60 timer om ugen, og det er her, jeg tilbringer hovedparten af timerne.

7. Omkring 90 procent af eleverne på Abildgårdskolen er tosprogede. Skolen har elever fra i alt 24 forskellige lande. Siden sommerferien har 0.-3. klasse været heldagsskole, hvor børnene går i skole fra 8-16 hver dag.