Ifølge en projektleder på et københavnsk vikarprojekt er vikarerne mest kvalificerede, hvis de er uddannede lærere.
Arkivfoto
København: Vi vil da helst have lærere som vikarer
Over halvdelen af landets lærervikarer har ikke en relevant uddannelse. Projektlederen for Københavns Kommunes vikardækning understreger, at kommunen ikke blot foretrækker vikarer med relevant uddannelse, men vikarer med en læreruddannelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På baggrund af at over halvdelen af alle lærervikarer mangler uddannelse, skriver Politiken i dag om et nyt projekt i København, der skal sikre kompetente lærervikarer i kommunens folkeskoler. Men avisartiklen nævner ikke uddannede lærere som mulige vikarer - kun studerende på fag, som er relevante i folkeskolen.
Hjemmeside skal sikre kvalificerede vikarer
"Der er ingen tvivl om, at skolerne helst vil have uddannede lærere, når de søger vikarer. Og det er selvfølgelig også de uddannede lærere, vi helst vil have ind i vores udbud af vikarer", siger projektlederen for onlinebooking af vikarer i Københavns Kommune, Inger Brandt, til folkeskolen.dk.
Halvdelen af alle vikarer mangler relevant uddannelse
Kun uddannede lærere, lærerstuderende eller universitetsstuderende kan blive oprettede som ansøgere på hjemmesiden laerervikaeren.dk, der er et onlineredskab for skolerne til booking af vikarer. Men det er altså ikke de studerende, men uddannede lærere, der er de mest eftertragtede i jagten på vikarer.
"Kravene er, at universitetsstuderende og akademikere skal have et relevant folkeskolefag og læreruddannede skal helst være et stykke henne i uddannelsen. Uddannede lærere er dog de mest eftertragtede til at varetage både kortere og længere vikariater", siger projektleder Inger Brandt.
Vikar-projektet har indtil videre været så eftertragtet, at man har lukket for nye ansøgere. De nyeste tal viser, at der blandt de tilmeldte lærervikarer er 70 lærere, 105 lærerstuderende og 51 akademikere og universitetsstuderende. Efter sommerferien vil laerervikaren.dk igen åbne for nye ansøgere.