14 nye lærere begyndte på Nyboder Skole i sommer. Stine Nordskov blev tildelt to klasser, og på den måde var hun heldig. Andre skulle undervise i op til ni forskellige klasser. Alligevel har hun været ved at bryde sammen under arbejdspresset.

'Der har været dage, hvor jeg var ekstremt følsom og tvivlede på, om det var det værd. Al energi var brugt op. Jeg var helt nede og tænkte bare, arhj.. Der var meget kort til tårer, og jeg ville virkeligt have haft stor glæde af en eller anden form for professionel hjælp', fortæller hun.

Men det har ikke været tiden med børnene, der har taget hårdt på Stine Nordskov.

'Jeg synes, det er fedt at være lærer. Det elsker jeg. Tiden med børnene er fantastisk. De har taget så godt imod mig, og det er dem, der gør, at jeg har lyst til at komme på arbejde hver dag. Jeg har ellers haft lyst til at læse videre, men jeg tror nu, at jeg er havnet på den rette hylde'.

Til gengæld har alt det uden om undervisningen været ved at køre hende ned. Hun har skrevet ned og regnet ud, hvor meget tid hun bruger på sit arbejde, og det overvælder hende.

'Jeg arbejdede i gennemsnit 75 timer om ugen. Det følte jeg, at jeg blev nødt til, for at det hele ikke endte i kaos. En uge havde jeg for eksempel syv møder, og jeg har også haft arbejdsdage fra otte om morgenen til elleve om aftenen med tre aftenmøder lige efter hinanden. Og som ny har du ingen redskaber til at sortere i alle aktiviteterne', siger Stine Nordskov.

Hendes liv har kun drejet sig om at være lærer, siden hun begyndte i jobbet.

'Man har intet socialt liv overhovedet. Man forbereder sig, sover og spiser - hvis man når det. Mange har haft problemer med deres hjem og kærester. Man må hele tiden sige til sig selv: Det er kun en periode. Vi kan jo se, at vores ældre kolleger kan klare det. Men jeg kan overhovedet ikke se, hvordan det for eksempel skal lade sig gøre at være lærer og få børn på samme tid. Det kan jeg ikke overskue de næste mange år'.

Heldigvis erfaren

Stine Nordskov har undervist som vikar i mange år, før hun blev lærer, og det priser hun sig lykkelig for.

'Jeg har haft en selvtillid og viden om, at det med kontakt til børnene, det kunne jeg. Det vidste jeg fra mine erfaringer med at undervise. Det har blandt andet betydet, at jeg har turdet holde fast i mine egne idéer. For der er sådan lidt en holdning om, at alt det nye, vi har med os fra seminariet, det kan vi lige så godt glemme. Det nytter alligevel ikke.. Jeg har tænkt på, at når jeg har haft det så hårdt, må mine nye kolleger uden erfaring have det ekstremt hårdt. Det må være meget overvældende at få et fuldtidsskema og samtidig skulle lære børns måde at være på', funderer hun og fortæller, at der har været nogle kolleger, man virkelig skulle tale med og være opmærksomme på, for at de blev.

Hun har nu også nydt godt af, at de var mange der begyndte sammen.

'Når man går hjem og tvivler, er det rart med støtten, og vi nye blev hurtigt meget sammentømrede, fordi det var svært at spørge om hjælp på skolen. Den hjælp vi fik, var frivillig og derfor sporadisk. Selv om nogle gode kolleger har taget hele dage ud af deres tid for at hjælpe os'.