Vi piver højlydt, hvis vi ikke får supervision.

Sygeplejerske Dorte Brandt vil ikke undvære den supervision, hun får hver uge sammen med de andre medarbejdere på den lukkede afdeling på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus.

Dorte Brandt bruger supervisionen til at forstå sine følelsesmæssige reaktioner over for en patient, så hun kan blive dygtigere til at styre dem. På den måde undgår hun at handle efter sine følelser, både hvis hun for eksempel ser sig gal på patienten eller hvis hun bliver for glad for hende. Dorte Brandt bliver bedre til at behandle patienten for hendes sygdom.

- Hvis jeg bliver for glad for en patient, stirrer jeg mig blind på, at hun er alt for syg til at indfri de forventninger, jeg har på hendes vegne. I stedet for at handle professionelt bliver jeg sur på hende, siger Dorte Brandt.

- Ja, og vi andre kan se, at du er ved at blive viklet for meget ind i patienten, og så reagerer vi også med følelser. Vi bliver vrede på dig, siger Dorthe Dejbjerg, der er pædagog på samme afdeling.

De er enige om, at de både kan og skal involvere sig i patienterne. Men de må aldrig glemme, at de skal forholde sig professionelt til dem. Dorte Brandt giver endnu et eksempel:

- Vi havde en pige indlagt, som gang på gang truede med at hænge sig i bruseslangen. Jeg var så bange for, at hun skulle gøre alvor af det, at jeg ikke kunne sætte mig ind i, hvorfor hun reagerede på den måde. Jeg glemte min faglige viden om psykiatriske patienter, siger sygeplejersken.

Under supervisionen gjorde de andre Dorte Brandt opmærksom på, at pigen havde 50 halvhjertede selvmordsforsøg bag sig, så hendes selvmordstanker skulle ikke forstås som en egentlig trussel, men som hendes måde at holde sit eget svære liv ud på.

Kolleger på skødet

Lærere bliver sjældent udsat for skoleelever, som truer med at begå selvmord. Men supervision kan også bruges til noget mere fredeligt. Lærere vil for eksempel opleve eleverne forskelligt og vil således have gavn af at tale om, hvorfor en elev lægger sig ud med én lærer og overhovedet ikke provokerer en anden. Har det noget med læreren at gøre?

- Der sidder provokerende elever i hver eneste klasse, og lærerne skal undervise dem, hvad enten de kan lide dem eller ej. Hvis lærerne lægger låg på deres vrede, ender det med, at de gør forskel på eleverne, uden at de selv opdager det, siger Dorthe Dejbjerg.

Hun mener, at lærere kan bruge supervision til at se mere nuanceret på deres elever. Men hun erkender, at det kræver mod at se på sin egen rolle i forhold til de mennesker, man omgås.

- Jeg var skrækslagen, da vi indførte supervision her på afdelingen for en halv snes år siden. Jeg følte, at mine kolleger satte sig op på skødet af mig, da jeg blev involveret i alle deres problemer, siger Dorthe Dejbjerg.

Supervision var en fast rutine på afdelingen, da sygeplejerske Dorte Brandt blev ansat for otte år siden. Hun kom fra en intensiv hjerteafdeling og syntes, at supervision var 'noget pop'. Men hun blev klogere.

- Jeg havde ikke været her ret længe, før jeg undrede mig over, hvorfor vi ikke fik supervision på hjerteafdelingen. På en af mine vagter havde vi to dødsfald, og i hvert fald det ene kunne let have givet mig skyldfølelse, fordi vi havde så travlt, da manden døde. Det burde vi have talt om, siger Dorte Brandt og afviser, at det rækker med en lille snak på kontoret - eller på lærerværelset.

Tanker sættes i gang

Personalet på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital arbejder med to former for supervision.

I den ene kommer supervisoren, en overlæge, udefra, i den anden styrer afdelingssygeplejerske Karl Jensen seancen. I det tilfælde kalder medarbejderne det for faglig vejledning. De to metoder har det til fælles, at supervisoren ikke skal komme med gode råd. Formålet er i begge tilfælde at sætte tanker i gang hos medarbejderne, så de selv finder en løsning.

Overlægen tager udgangspunkt i en patient, som han drøfter sammen med hele personalet. Fordelen er, at overlægen ikke kender patienten personligt. Derfor kan han bevare overblikket, når han skal hjælpe personalet med at forstå patienten, så de bedre kan behandle hende.

Den faglige vejledning er mere intim, da den handler om den enkelte medarbejders samspil med kollegerne eller med en patient. Vejledningen foregår i faste grupper og tager udgangspunkt i en konkret episode, konflikt eller oplevelse, som en af medarbejderne har haft.

Supervisanten begynder med at fortælle om episoden, afdelingssygeplejerske Karl Jensen stiller opklarende og uddybende spørgsmål, og de øvrige medarbejdere i gruppen fungerer som reflekterende team.

I første omgang lytter de, men i løbet af supervisionen får de tid til at kommentere det, supervisanten har sagt. Men de taler ikke til hende. De taler om hende i tredje person - som om hun ikke var til stede: 'Jeg undrer mig over, at hun . . .'

Til gengæld får supervisanten ro til at tænke over det, der bliver sagt.

- Hvis jeg er supervisant, synes de måske, at jeg virker fordømmende og vred på den patient, jeg har fortalt om. Pludselig står det klart for mig, at det er der, jeg går galt i forhold til patienten, siger pædagog Dorthe Dejbjerg. Hun bestemmer dog selv, hvilke udsagn fra det reflekterende team, hun vil gå videre med - om nogen overhovedet.

Ansatte bliver dygtigere

Den faglige vejledning udløser gevinster på flere planer, mener Karl Jensen.

- Ofte peger medarbejderne på et problem, som jeg slet ikke kender til. På den måde får jeg en god fornemmelse for, hvordan medarbejderne trives, siger Karl Jensen og kalder den faglige vejledning for et forum, hvor man kan lufte sine tvivl.

- Men det kræver, at jeg er villig til at lytte. Det nytter ikke, at jeg er låst fast på problemet på forhånd. Jeg skal ikke betvivle medarbejderens tanker, men stille spørgsmål til dem, siger Karl Jensen

- Til gengæld får jeg nogle dygtige medarbejdere, der hele tiden bliver bedre til at handle professionelt i stedet for at brænde ud. Samtidig får de et bedre samarbejde indbyrdes, fordi de er trygge ved hinanden og kender hinandens stærke og svage sider. De får en større arbejdsglæde, siger Karl Jensen.

Han er overbevist om, at lærere også støder på problemer, som de er usikre på, hvordan de skal løse. Og som måske giver dem søvnløse nætter.

- Det må for eksempel være svært at undervise elever, der altid er urolige, aldrig hører efter eller kommer for sent til timerne i tide og utide. Gennem supervision kan lærerne udvikle en fælles forståelse for, hvordan de kan handle mere ens over for disse elever. Lærere har også brug for at blive klogere på sig selv, siger Karl Jensen.

stan