Igennem flere år har vi oplevet frafald, sygdom, stress og massiv udbrændthed i en grad, som ligeledes iagttages og dokumenteres i flere store undersøgelser.

'Det meningsskabende rums' nødvendighed fremstår for os centralt, hvis man vil ændre og skabe bedre betingelser for vores nye - og nuværende - lærere.

På seminarierne bør supervisionen være det flerstemmige rum, som skaber mening mellem den studerendes personlige og professionsmæssige kvalifikationer, kompetencer og oplevelser i og af praksis. I dag undervises studerende i fag uden samskabende refleksionsrum. Fragmentationen og faglig skoling står centralt i lærerstuderendes forberedelse til deres kommende profession. Mange studerende kan ikke forbinde fag - praktik og de personlige erfaringer. De stopper, falder fra eller tilpasser sig den kultur, som seminariet er, uden dog at have skabt den mening og den helhed, som lærervirkeligheden i dag må kræve af kommende lærere.

Her burde supervision og coaching være de instrumenter, der kunne skabe den personlige og professionsmæssige mening i uddannelsen og imødegå den frustration, som den studerende oplever i studiet. Fra det øjeblik den studerende indgår på seminariet, skal vedkommende indgå i mindre supervisionsgrupper og løbende igennem alle fire år modtage og kunne give kollegial supervision til andre studerende.

Flere skoler giver nye lærere mindre undervisningstid og knytter sågar 'følordninger' til de nyansatte i et forsøg på at skabe meningsfuldhed og sammenhæng, der kan imødegå de praksisoplevelser, der på så voldsom vis påvirker det personlige og professionsmæssige felt. Alt sammen for at undgå, at man stopper eller forlader jobbet. Men investeringerne står ikke mål med det reelle behov, man har. Lærerne mangler 'rum', hvor oplevelser, frustrationer og klarhed kan bearbejdes, og hvor der kan skabes alternativ praksis. Alt for mange lærere overlever i deres egne præmisser. Nu kunne det fremføres, at teamarbejdet allerede imødegår og skaber det 'rum', vi her taler for. Vi vil med vores praksiserfaring klart sige nej - der skabes ikke af sig selv en dialog, der giver mulighed for at forstå, hvad der sker i de forskellige samtidsrelationer, man indgår i.

Coaching og supervision skelner ikke mellem den gode eller den dårlige lærer og kan dermed blive det processuelle rum, som muliggør deltagernes fælles afsæt for at kunne indgå i forandringer for at leve og overleve i lærerjobbets udfordringer, som kræver såvel personlige som faglige kvalifikationer, som skal kunne 'meningsskabes'. Kun ved at bevæge os ind på denne sti skaber vi rum for at vende frafaldet, sygdommen og frustrationen mere langsigtet!

Hvad er gevinsten?

Ud over det menneskeligt meningsskabende ved at afklare og forstå, hvad der rører sig i det daglige samspil mellem aktørerne i skolen, opnås også på længere sigt en betydelig samfundsmæssig gevinst. Udbredelsen, delagtiggørelsen og brugen af de 'fælles' resurser og kompetencer, som frisættes via supervision og coaching, vil automatisk blive stillet til rådighed for nuværende og kommende generationer af børn og unge i den danske folkeskole.

Bjarne Lellek, cand.pæd.psych., lektor i psykolog

Lars Hansen, lærer i Midtdjurs Heldagsskole, CVU-Sønderjylland