Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ad en hullet jordvej bumper et lille mobilt bibliotek af sted på en æseltrukket kærre. Æselkærren har kurs mod en lokal skole i Zambezia-provinsen i Mozambique. Den er et af de fire mobile skolebiblioteker, som blev købt for nogle af de knap 58.000 kroner, som DLF og Lærerstuderendes Landskreds og ulandsorganisationen Ibis samlede ind på Lærerens Dag sidste år.
Annonce:
Bøger på portugisisk, læsebøger på lokalsprog, atlas, bøger om naturvidenskab, matematikbøger og lærervejledninger når på de nyindkøbte æselkærrer frem til mere end 10.000 skoleelever og 110 lærere på 16 skoler, som nu nyder godt af de rullende biblioteker.
I æselkærre-biblioteket får lærerne adgang til de mest grundlæggende undervisningsmaterialer. For at få mest ud af biblioteket har en lærer fra hver af de 16 skoler deltaget i et kursus. Her fik de ideer til, hvordan de kan bruge biblioteket til at forbedre undervisningen.
Forældede skolebøger og utilstrækkelige undervisningsmaterialer er i dag hverdagen på langt de fleste skoler i Mozambique - et land, hvor under halvdelen af den voksne befolkning kan læse og skrive.