»Mit verdensbillede blev vendt på hovedet. Jeg havde virkelig hænderne oppe, da vi sluttede. Jeg har fået så meget ud af supervisionen«, siger Torsten Dahlberg, lærer på Vibeholmskolen i Ishøj.

»Jeg var fanget i rollen som gammel, autoritær, privatpraktiserende lærer, så det var godt at få et spark«.

Han var stødt ind i store problemer med sin daværende 7.-klasse. De havde oplevet mange lærerskift og var ikke særlig godt med fagligt. Han oplevede larm og mobning i klassen. Sammen med sin teamkollega mente han ellers, at han med sin erfaring nok skulle kunne klare sådan en klasse.

»Jeg prøvede på den blide og den hårde måde. Jeg talte med kolleger, leder og psykolog, men intet hjalp«, fortæller Torsten Dahlberg.

Så foreslog hans leder, at de to lærere gik med i trivselsprojektet.

»Vi tænkte okay. De to unge psykologer måtte gerne involvere vores klasse. Trivsel var ikke ligefrem et ord, vi kunne sætte på klassen. Men da de ved første møde fortalte, at de slet ikke skulle møde klassen, og at det var os, der skulle ske noget med, så sad de to unge damer pludselig over for to overlærere med krydsede arme. Ingen skulle fortælle os, hvad vi skulle gøre. Vi havde jo 30 års erfaring som lærere!«

Men efter at have diskuteret det igennem med skolelederen gik de med. Det kunne vel ikke ligefrem skade at få supervision, tænkte de.

Vi skal ikke være fejlfindere

Det blev svært, da lærerne skulle fokusere på det positive i klassen. Det negative fyldte simpelt hen for meget. Eleverne havde intet lært, lærerne havde ingen forældreopbakning.

»Det blev personligt for mig, at eleverne ikke ville noget«, siger Torsten Dahlberg.

De fortalte PPR-psykologerne, hvad det var for en klasse, og de prøvede at sætte fokus på det gode i klassen. Det, der trods alt fungerede.

»Vi skulle bygge en positiv spiral op, skabe glæde og have det sjovt. Jeg har dansk, og det er jo et samtalefag. Vi skal kunne tale sammen«.

Lærerne satte aktiviteter i gang. En klassefest hjemme hos Torsten, hvor eleverne var ved at vælte huset. De arrangerede en motionsdag og nogle samarbejdsøvelser, som eleverne faktisk syntes var sjove. Eleverne kunne være ansvarlige over for hinanden.

»Den positive spiral var en øjenåbner. Jeg havde fokuseret for meget på det faglige. Eleverne skal jo klare en afgangsprøve, men hvis de ikke er trygge, kan de ikke undervises. Mange har en socialt svær baggrund. Og jeg var blevet det dumme svin for børnene. Symbolet på det onde«, fortæller Torsten Dahlberg.

»Vi skal ikke være fejlfindere. Vi slår jo børnene ihjel ved at finde fejl. Vi skal i stedet bygge dem op. Jeg vidste godt, at hvis børn ikke trives, så dur undervisning ikke, men jeg havde ikke rigtig brugt tid på klassens trivsel«.

En positiv tilgang virker

Træerne er ikke vokset ind i himlen. Klassen er ikke blevet uproblematisk, men noget er sket. Lærerne har aftalt med de tre-fire mest forstyrrende elever, at hvis de ikke vil deltage, må de i hvert fald ikke forstyrre resten af klassen.

Mobning er stoppet, fortæller Torsten Dahlberg. Eleverne tør åbne sig mere. De har gode klassediskussioner i dansk og kristendom. De holder klassemøde hver uge. Lærerne skælder mindre ud og prøver i stedet at vise eleverne tillid. Sproget i klassen er blevet bedre.

»Tidligere råbte de: 'Hold kæft, din fucking luder' og mere i den stil, men nu taler de okay til hinanden«, siger han.

»Jeg har ikke lært klasseledelse på læreruddannelsen, og det er jo et vigtigt aspekt. Der findes god litteratur om miljø og trivsel, som man kan blive inspireret af. En positiv tilgang til børnene virker«.

På et forældremøde har lærerne fortalt om deres problemer, og det har betydet, at nogle af eleverne er begyndt at arbejde mere, fordi forældrene kræver det.

»Men jeg savner opfølgning. Jeg savner de seancer, hvor vi to lærere talte med psykologerne og fik supervision. Jeg falder i indimellem. Forleden skældte jeg ud, og jeg er presset. Jeg skal jo føre dem til afgangsprøve. Det er mit ansvar. De skal have ordentlige karakterer. Jeg vil ikke have, at de får dårlige karakterer«.

hl@dlf.org