Vi kan ikke opleve Kresten Dahlmand undervise i kristendom fra 9.00-10.00 i dag, for hans time er aflyst. Eleverne har været til skolefest i går aftes og har derfor fået fri.

»Sådan er det jo at være lærer, man kan aldrig være helt sikker på, hvordan dagen bliver«, forklarer Kresten.

Men tredje time i idræt med 6. klasse på Klostermarksskolen i Roskilde er i gang, og Kresten sætter volleyball-nettene op. Han har nu arbejdet på skolen et par måneder, efter at han fik sin lærereksamen i sommer. Det umiddelbare svar på, hvordan det går, er, at det går rigtig, rigtig godt. Han har netop haft skole-hjem-samtaler med sin klasse, og forældrene var tilsyneladende tilfredse med hans arbejde. Forholdet til eleverne er også rigtig fint, og han er ved at have styr på, hvor alting er på skolen, og hvilke møder han skal komme til.

»Alligevel føles det lidt, som om jeg hele tiden bevæger mig på kanten af fiasko. Lige om lidt så er der en, der opdager, at jeg ikke har styr på en skid. At jeg ikke har nået nok eller ikke har planlagt godt nok langt nok ud i fremtiden. Og tænk, hvis jeg pludselig løber tør for ideer«.

Kresten smiler lidt, mens han siger det, for han ved godt, at han ikke for alvor hænger på kanten, men følelsen er reel nok.

»Jeg forbereder mig rigtig meget, men når jeg så ser, hvordan en kollega har gjort det langt federe og ved, præcis hvor hun har alting, så bliver jeg igen i tvivl. Og i det her job er der altid meget fokus på, hvad man gør. Der sidder jo 25 elever og holder øje med en hele tiden, og der er meget specifikke krav til, hvad de skal lære«.

Let at blive misforstået

Kresten er meget opmærksom på, hvordan det, han siger, bliver tolket af eleverne. Han har i sin tid som vikar oplevet, hvordan en uheldig bemærkning pludselig kunne få store konsekvenser for en lærer.

»Jeg tænkte på det i sidste uge, hvor jeg gjorde meget ud af at få eleverne til at arbejde sammen, og hvis de ikke ville, så kunne de kun blive rengøringsdamer, som arbejdede alene. Det blev, da en pige gik hjem og fortalte det til sin mor, til, at jeg havde sagt: 'Når I er så dumme, så kan I ikke blive andet end rengøringsdamer'. Heldigvis havde søsteren også hørt den rigtige version og opponerede. Men der skal virkelig ikke ret meget til«.

Det har overrasket Kresten, hvor meget administrativt arbejde der ligger i lærerjobbet.

»De timer, der står på skemaet, har ikke meget at gøre med det arbejde, man udfører. Der ligger utrolig mange andre opgaver ved siden af, og det kan være svært at overskue. Det er pludselig blevet meget tydeligt, at jeg ikke er ret god til at bruge min kalender.

Tæt samarbejde med kollegerne

Arbejdet med eleverne har han til gengæld ingen problemer med. Han kan rigtig godt lide dem alle sammen - også dem, som har det lidt svært og ikke helt kan sidde stille. 6. klasse lærer at spille volleyball fra grunden. Arme og ben fyger gennem luften til opvarmning, og Kresten løber iført shorts og fodboldtrøje fra den ene til den anden med nye øvelser i slagteknik og samspil.

Hver gang han fløjter, begynder en ny øvelse.

»Jeg har valgt, at de skal spille volleyball, for det kender jeg selv i forvejen. Jeg har ikke linjefag i idræt, men jeg synes, at de skal have noget ud af det. Det må ikke bare handle om at røre sig. Så jeg har tjekket reglerne for kidsvolley, og så bruger jeg nogle af de øvelser, min egen træner har brugt«, forklarer han stakåndet.

Ungerne er med på hans ideer, og i løbet af dobbelttimen når de fire hold faktisk frem til noget, der ligner volley. De får også nogle bolde i hovedet og finder ud af, at det ikke gør ondt, og alt bliver taget med godt humør. Line og Sofie er enige om, at man slet ikke kan mærke, at han er nyuddannet. »Han kan jo godt sørge for, at drengene ikke larmer«, siger de.

Krestens kolleger og leder har også kun ros til ham. Lis Willumsen fra hans team vil lige sikre sig på vej ud ad døren, at det kommer med, hvor glad hun er for ham, og hvor godt det er at have fået en mand i teamet. Lærke Becker-Breum, som kun selv har været på skolen i tre år, mener, at Kresten kræver for meget af sig selv, for hun er sikker på, at han har styr på tingene, og hun glæder sig over, hvor meget han deltager i alt det sociale omkring klassen. Og Hamid Ebrahimi, som Kresten arbejder tæt sammen med, fordi de har naturfag i to parallelklasser, siger:

»Jeg syntes, det var et problem, da jeg selv begyndte, at der ikke var nogen til at hjælpe mig, så jeg vil gerne gøre noget, hvis jeg kan. Men Kresten virker også som inspiration for mig. Han kommer jo direkte fra uddannelsen og har derfor den nyeste viden, og det er altid rart for mig at lære nyt«.

Omklædt og nyvasket ved frokosten, som er en fællesordning, han som den eneste mand er blevet en del af, vender Kresten tilbage til usikkerheden.

»Jeg ved godt, at det går godt, for jeg kan jo se, at det fungerer, det jeg gør. Men jeg ville rigtig gerne blive bedre til at planlægge min tid og få noget ro på. For jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis jeg gør noget, der er helt i hegnet. Eller hvad nu hvis jeg løber tør for ideer«.

Et smut forbi hans leder Kai Sørensen, som løbende har samtaler med Kresten som en del af skolens introduktionsprogram, afkræfter dog enhver usikkerhed om Krestens evner.

»Det er meget forskelligt, hvad man får, når man ansætter en nyuddannet lærer. Men Kresten virker som en lærer, der har styr på det. Der kan godt være ting, man synes er svære i starten, men Kresten har den her fantastiske ro i forhold til eleverne og til pludseligt opståede situationer. En lærer skal kunne tåle at leve på kanten af kaos, for der er aldrig noget, der bliver, som man har planlagt. Og det fornemmer jeg, at han kan«.