Det er formiddag på Ordrup Skole i Charlottenlund. 3.d har historie, og eleverne sidder musestille. Deres lærer, Nikolas Gørtz, har forladt lokalet med beskeden om, at han lige vil tage en tur gennem tidsmaskinen. Pludselig går den anden dør i klasselokalet op, og ind vælter Nikolas Gørtz - nu i rollen som bondestenaldermand. Eleverne spørger ham, hvordan han laver mad, om han kan lide slik, og om han har en telefon. Nikolas Gørtz svarer eleverne:

»Jeg kan bedst lide vildsvin. Hvad er slik? En telefon? Det ved jeg ikke, hvad er«. Nikolas Gørtz peger på en tegning af en mand fra stenalderen i elevernes hæfte: »Det er jo min onkel Brian! Ham savner jeg«, siger han, og eleverne griner.

Var læreren hoppet ind i tidsmaskinen og rejst bare to-fem år tilbage, var det nok en mindre positiv og overskudsfyldt Nikolas Gørtz, der var kommet ud. Dengang var han stadig lærerstuderende, og han husker tilbage på den tid med blandede følelser.

»Da jeg var lærerstuderende, var der rigtig mange negative historier omkring det at være folkeskolelærer. Og det er der sådan set stadig. Historier om lærermangel, lærere, der går ned med stress, og lærere, der flygter fra jobbet. Det var et meget negativt billede af folkeskolen«, siger Nikolas Gørtz.

Det gik ham så meget på, at han overvejede, om det overhovedet var i lærergerningen, hans fremtid lå.

»Jeg syntes og synes stadig, at det er sjovt at have med børn at gøre - at være med til at forme dem og lære dem at læse og skrive. Men inden jeg startede, tænkte jeg, om jeg overhovedet turde komme ud i den verden, medierne viste. Jeg tænkte på, om jeg var robust nok til at stå med min egen klasse i en presset hverdag«, siger Nikolas Gørtz.

Forskning: Der er brug for mere hjælp til nyuddannede lærere  

Struktur på hverdagen

I Nikolas Gørtz' anden klasse, 2.b, er eleverne lige blevet færdige med at se DR's »Ultranyt« med nyheder for børn. De snakker om, hvad der er sket. Donald Trump er USA's nye præsident, en af Marilyn Monroes gamle kjoler er blevet solgt, og der bliver sat fokus på børns rettigheder. Sådan gør de hver fredag for både elevernes og Nikolas Gørtz' skyld.

Den i dag 27-årige lærer besluttede sig nemlig for at færdiggøre studiet og kunne officielt kalde sig lærer i januar 2016. Men Nikolas Gørtz fik en svær start på Ordrup Skole, hvor han arbejdede som lærervikar. Få måneder før han var færdig på studiet, overtog han 2.b, og det skulle blive starten på en svær periode for den nyudklækkede lærer.

»I starten syntes jeg, det var rigtig hårdt, og jeg glædede mig til at have fri. Der var så mange opgaver. Hvordan skulle man lige skrive en ugeplan? Hvad skal jeg undervise i? Hvordan håndterer man forældrene?« siger Nikolas Gørtz.

Pludselig oplevede han, at elevernes forældre ville sidde med i hans undervisning. Nikolas Gørtz turde ikke andet end at give dem lov, fordi han ikke ville have, at de skulle tro, at det var helt galt. Det endte med, at han gik til sin skoleleder, som sammen med teamet hjalp Nikolas Gørtz med en mere struktureret arbejdsdag. En lærer fra børnehaveklassen meldte sig frivilligt til at hjælpe ham. Hun var med i Nikolas Gørtz' dansktimer og håndterede nogle gange kontakten til forældrene. Samtidig hjalp hun Nikolas Gørtz med at lægge ugeplaner, og i dag er han ikke bange for at bruge de samme ting i undervisningen, så han bruger tidligere ugeplaner som skabelon, når han planlægger en ny uge.

»I dag er jeg meget struktureret. Jeg skriver altid op på tavlen og laver udførlige ugeplaner, så børnene ved, hvad vi skal lave. Jeg fortsætter ikke undervisningen, hvis der er larm, men stopper, indtil der er stille«, siger Nikolas Gørtz.

Det har hjulpet ham til at få styr på hverdagen, og han anbefaler nye lærere at finde støtte og hjælp hos erfarne lærere lige fra start.

»Før jeg skulle undervise i historie første gang, spurgte jeg en erfaren historielærer fra skolen til råds. Det var fedt, fordi hun kunne give mig nogle materialer og fortælle om bøgerne«, siger Nikolas.

Skidt pyt

I 3.d er Nikolas Gørtz tilbage som sig selv efter endnu en tur gennem tidsmaskinen. I dag er han glad, hver dag han møder på arbejde. De negative historier fylder stadig lidt for meget i medierne, mener Nikolas Gørtz og efterlyser flere positive historier.

»Jeg vil ikke negligere, at der er folkeskolelærere, der har det hårdt. For det er der, og det er vigtigt at fortælle. Men jeg tænker, at det også er vigtigt at fortælle nogle positive historier fra folkeskolen, for der er mange, der er glade for deres job. Jeg elsker at gå på arbejde, og det var jeg egentlig nervøs for, om jeg overhovedet ville komme til«, siger han.

Nikolas Gørtz mener også, at han har lært noget fra den svære periode som nystartet lærer.

»Jeg har lært at sige 'skidt pyt'. Hvis jeg ikke lige er forberedt ud til fingerspidserne, så tager jeg den lidt på gefühl, fordi jeg godt ved, hvor vi skal hen«, siger han.

Så trods en hård start kan den unge lærer i dag ærligt sige, at han elsker sit job.

»Jeg glæder mig til, at weekenden er slut, for så kan jeg komme på arbejde. Så kan jeg komme tilbage og se børnene. Jeg kan folde mine idéer ud og se dem blive ført ud i livet. Og så har jeg nogle smaddersøde kolleger og en god leder. Det er også vigtigt«, siger han.