»Jeg kan mærke, at jeg er i en proces. Jeg plumper stadig i og mister fodfæste, men jeg er på vej. Derfor vil jeg gerne fortsætte i gruppen«.

Der er midtvejsevaluering for lærere med psykiske arbejdsmiljøproblemer på Vestegnen ved København. Høje-Taastrup Lærerforening lægger lokaler til arbejdet, hvor lærerne mødes hver anden uge. Til stede er også gruppeleder Birthe Hansen og en observatør fra kredsen.

»Da jeg startede her, var der nærmest kun tale om overlevelse. Intet andet. Men jeg har fået meget ud af at høre andre lærere fortælle. Jeg har suget til mig, og jeg må erkende, at der skal erfaring med i lærerjobbet. Det er en lang sej proces, der skal til for at blive en sej lærer. Men jeg er klar til at stoppe i gruppen og overlade pladsen til en anden«, siger en ung lærer.

Hun fortæller, at hun er i gang med at udarbejde skema for sit team, og at det er sjovt. Hun har travlt, men det giver positiv energi. Overfor sidder en lærer, der netop er blevet sygemeldt. De er meget forskellige typer, men det er netop styrken. Bølgerne har indimellem gået højt, for lærerne er netop så forskellige, som de er på arbejdspladsen, og de reagerer på hinanden, ligesom kolleger reagerer over for hinanden på lærerværelset. Det er også hele ideen.

Omkring halvdelen forlader gruppen nu, mens resten fortsætter efter sommerferien sammen med nogle nye.

Sygemeldt efter spark

Helle Bonde er børnehaveklasseleder og kom med, fordi hendes tillidsrepræsentant greb fat i hende en dag, hun så vild ud i øjnene til et møde. Hun havde lige haft en ubehagelig samtale med en forælder. Tillidsrepræsentanten var opmærksom, fordi hun tidligere havde været sygemeldt et halvt år.

»Dengang havde jeg en elev, der sparkede mig dagligt. Desuden svinede han mig til verbalt. Oveni var alt på skolen ekstra besværligt i den periode, fordi vores afdeling var brændt, så vi havde midlertidige lokaler. En dag glemte jeg at tænke, og da eleven sparkede mig, sparkede jeg tilbage«.

Hun ringede straks til forældrene og fortalte det, ligesom hun gik til lederen.

På det tidspunkt havde hun hovedpine hver dag, ondt i ryg og nakke. Hun gik til lægen, og da han spurgte: »Hvordan synes du, det går?« brød hun sammen. Det blev starten på et halvt års sygemelding. Da tillidsrepræsentanten så hende med et vildt udtryk i øjnene, foreslog han derfor, at hun skulle deltage i pilotprojektet for at forebygge stress.

»Første gang vi mødtes, var det rigtig hårdt. Det var som at røre i suppen igen. Jeg huskede den svære periode, jeg havde været igennem, og oveni kom så den nye forældresamtale. Alle havde meget forskellige historier. Det er en god erfaringsudveksling«, siger Helle Bonde.

»Det er en proces for mig, at jeg skal sætte ord på mine oplevelser, og at de andre siger noget til mig. Men det betyder også noget at høre om de andres problemer. Det er et tilbud om hjælp til selvhjælp, og det er givende. Samtidig er det godt, at min fagforening gør noget ved stress og tager fat, når folk bryder ned«.

Helle Bonde mener, at lærerjobbet er blevet hårdt. Især er det en udfordring at rumme de mange elever med vanskeligheder.

»Tidligere havde jeg en vanskelig elev hvert andet år, nu er det nogle stykker hvert år. Vi kunne godt bruge en psykolog eller mentor til at tale med i hverdagen, og jeg har tænkt, at dette kunne være stedet«.

Anita Paysen kom også med, fordi tillidsrepræsentanten gjorde hende opmærksom på tilbuddet.

»Jeg mente ikke umiddelbart, at jeg havde vildt brug for det. Jeg er ambitiøs og pertentlig, så jeg kan komme til at bruge meget tid på arbejdet. Lærerjobbet er indimellem hårdt, det er svært at være underlagt de stramme rammer, vi har, og især efter en skole-hjem-samtale, hvor jeg kommer sent hjem, kan jeg have svært ved at lægge arbejdet fra mig. Så snurrer det rundt i hovedet, når jeg er gået i seng«, fortæller hun.

»Jeg synes, det er spændende at høre de andres erfaringer, og jeg har brug for at stoppe op en gang imellem og give noget en større opmærksomhed. Tænke over hvad målet er. Jeg forestiller mig jo også, at skolen ikke kører, når jeg ikke er der, og så kan det være godt at finde ud af, at jeg ikke er uundværlig«.

Man giver ikke gode råd

Heidi Yoma Rasmussen er forretningsudvalgsmedlem i Høje-Taastrup Lærerforening og har deltaget i gruppemøderne som observatør. Hendes bud er, at gruppesamtalerne er en god løsning for omkring 70 procent af de lærere, der oplever et relationspres og får problemer med det.

»Hvis man opdager dem, inden de går ned, tror jeg bestemt, at gruppesamtalerne vil hjælpe. Refleksionmetoden er god. Her er det gruppelederen og én person, der må tale. Bagefter reflekterer resten af gruppen over emnet. Man giver ikke gode råd, men kommer med sine egne refleksioner«.

»Det betyder, at personen ikke føler sig bedømt, men kan tage, hvad hun kan bruge. Det er her, det rykker, og her, hvor det hæver sig op over en snakkegruppe. Samtidig kan den enkelte have sine værdinormer i fred«, siger Heidi Yoma Rasmussen.

Hun understreger, at det er vigtigt med en professionel gruppeleder, fordi man kommer langt ned i lagene på den enkelte.

Heidi Yoma Rasmussen mener, at samtalerne kan give lærere arbejdsglæden tilbage. Det bedste er, at de oplever, at det svære, som de skal takle, synes andre også er svært. Desuden oplever de, at de måske ikke behøver at være så perfekte, så de lettere kan tolerere både andre og sig selv.

DLF kører et pilotprojekt om hjælp mod stress og psykiske arbejdsmiljøproblemer for lærere på Fyn og den københavnske vestegn.

Baggrunden er et ønske om at afprivatisere lærernes stressproblemer og skabe grobund for lokalt at kunne forebygge arbejdsrelaterede problemer. De deltagende lærere har været til en visitationssamtale.

På Fyn står socialrådgiver Majken Tingstrøm fra DLF som supervisor for en gruppe lærere, og på Vestegnen er det socialrådgiver Birthe Hansen, der er gruppeleder for lærere fra Albertslund, Hvidovre og Høje-Taastrup. Her er lærerne blevet opfordret af deres tillidsrepræsentant til at søge gruppen.