I1500-1700-tallet var en ferle altid inden for lærerens rækkevidde, og selve lærergerningen var en nebengesjæft, hvis man ikke kunne ernære sig ved andet arbejde. Det kan man læse i den nyudkomne bog »Da læreren holdt skole«, som tager hul på 500 års dansk skolehistorie

»Så langt vi ser tilbage, kan vi finde skoler. I middelalderen var undervisning kun noget, som en mindre del af befolkningen havde adgang til. Op gennem 1500-, 1600- og 1700-tallet skete der en udvikling, hvor flere børn, både piger og drenge, fik adgang til skole, og alle lærte elementær læsning«, fortæller den ene af de to forfattere til bogen, historiker Charlotte Appel. Skolen dengang var imidlertid ikke det samme, som vi forstår det i dag ved særlige bygninger og faglærere. Dengang var læreren skolen, og man sagde, at læreren »holdt skole«.

Lærerjob, indtil noget bedre bød sig til

Selvom lærerne også i 1500-1700-tallet udgjorde rygraden i skolen, så er der stor forskel på dem og nutidens professionsuddannede lærere. Hvis man kunne læse og skrive i 1600-tallet, så kunne man også undervise, og det var derfor ikke atypisk, at en matros, knapmager eller soldat holdt skole. Mange kvinder, især enker, underviste også i læsning.

»Der var ikke høj status forbundet med det at være lærer, for det var et arbejde, alle kunne falde tilbage på. Jobbet var en gennemgangsstilling eller en måde at komme i gang med karrieren på, for eksempel som præst. Man havde ikke en forventning om, at lærere på købstædernes latinskoler skulle være lærere på livstid, og lønnen var sjældent stor nok til, at man kunne forsørge en familie«, siger Morten Fink-Jensen, der er historiker og den anden medforfatter. Men selvom alle kunne undervise, så var der ikke en følelse af en samlet lærerstand.

»Latinskolelærerne og skolemestre i byerne ville føle, at de intet havde til fælles med de usle landsbylærere og slet ikke med håndværkerkonen, der underviste i læsning. Vi samler dem, fordi de fungerede som lærere, men de så ikke sig selv som en samlet gruppe«, siger Charlotte Appel. Ordet »lærer« om underviserne blev da også først slået fast med seminarierne omkring starten af 1800-tallet. Inden da blev »læreren« kaldt skolemester, hører, læremoder eller simpelthen skoleholder.

100 børn i ét lokale

Der var mange forskellige former for undervisning, i byerne var der både latinskoler og danske skoler, på landet var der landsbyskoler og omgangsskoler, og for de velhavende var der privatundervisning. Især privatundervisning var vidt udbredt, og hvis vi kunne tage tilbage til en vinterdag i 1670 og se, hvem der er lærere lige nu, så ville flertallet være dem, der er ude i private sammenhænge og underviser nogle børn i en afsidesliggende landsby eller præstens børn og et par stykker mere i præstegården, forklarer Charlotte Appel.

Anmeldelse: En rigtig god (skole)historie

Privatlærerne i navnlig præste- og herregårde var privilegerede i forhold til landsbylæreren, som holdt skole for alle egnens elever på én gang. I de store sogneskoler i København kunne en lærer godt have omkring 100 børn i et lokale fordelt på tre klasser. Med store klasser og stor alders- og niveauforskel gav det ikke mening at gennemgå et samlet pensum for alle som i dag. Det var i stedet nødvendigt med en form for differentieret undervisning, fortæller Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen.

»Læreren holdt skole både for de små børn, der skulle lære bogstaverne at kende, og for pigen på 14 år, der læste flydende. Hvordan fungerede sådan en skoledag med så mange forskellige elever og niveauer? Hvert eneste barn havde sit eget niveau, og derfor var differentieret undervisning reelt eneste mulighed«, siger Charlotte Appel. Undervisningen dengang fungerede dog snarere som individuel vejledning, hvor eleverne arbejdede med lektien selv, og så blev de overhørt i deres kunnen af læreren. Eleverne sad meget alene, og så gik læreren rundt og pegede i bøgerne. Undervisningen blev skræddersyet til de vilkår, der var, hvor børnene ikke kom fast i skole, fordi mange skulle hjælpe med arbejdet på gården.

»Set fra lærerens synspunkt må det have været en udfordring, for han kunne ikke på nogen måde undervise dem samlet, både fordi der var niveauforskelle, og fordi børnene ikke altid kom regelmæssigt. Det var et hårdt arbejde at være lærer og en utaknemlig post. Omkring 1740 kommenterer Sjællands biskop de vilkår, som lærerne har. Han siger, at det er så hårdt at være lærer, at når man har været det i tre år, så bliver man enten underkuet og mister modet, eller også bliver man tyrannisk og tæsker børnene for meget. Efter tre år skal læreren altså helst finde et andet embede, for ellers går han ned med stress, eller også begynder han at terrorisere børnene, fordi han får nok af dem«, fortæller Morten Fink-Jensen. Fra midten af 1700-tallet blev det dog mere almindeligt, at lærergerningen blev et arbejde for livet og ikke blot et midlertidigt job.

Riset og ferlen, lærerens følgesvende

Ud over at lære børnene læsning og regning havde læreren også en kristen opdragerfunktion. Børn skulle i skole for at lære at læse, så de kunne blive gode kristne, og som gode kristne var de gode undersåtter for kongen. I denne opdragerrolle var det også lærerens opgave at straffe børnene, når de gjorde noget forkert - det forventede forældrene.

»Der var en korporlig og systematisk afstraffelse, og det var også en del af lærerrollen. Det var et pædagogisk redskab i tiden, som skulle knække synden i barnet. Børnene havde på grund af arvesynden noget i sig, som var ondt, og det var det, der var skyld i, at børnene ikke kunne sidde stille eller ikke læste deres lektier. Det skulle slås ud af børnene i bogstaveligste forstand«, siger Morten Fink-Jensen og understreger, at hvis man ikke slog, så svigtede man sin læreropgave. Riset, som var birkekviste bundet sammen, og ferlen, som ligner en grydeske af træ, og som børnene blev slået med i håndfladerne, blev derfor symboler for lærerrollen.

Skolen og lærerrollen anno 1700 var markant anderledes, men der er samtidig ligheder med i dag. Dengang som nu ville forældrene det bedste for deres børn, og det er de to historikeres konklusion, at forældre har været en væsentlig aktør i arbejdet med at organisere kvalificeret undervisning til deres børn. Også dengang diskuterede man, hvordan man kunne få lærerne til at yde det bedste, og om en centralskole kunne være vejen frem.

»I Aalborg talte man i 1755 om at lave en stor samlet skole, men den idé blev skrottet, fordi biskoppen og amtmanden ikke mente, at det ville give et billigere skolevæsen. Man holdt fast i de mange små private udbydere af skole, fordi de konkurrerede med hinanden på pris og kvalitet. Hvis der ikke var konkurrence om skolepengene, så mente man, at skolelæreren ville blive doven, for han vidste med garanti, at uanset hvor dårlig han var, ville børnene komme«, fortæller Morten Fink-Jensen.

Skolens historie set nedefra

Ud over at beskæftige sig med den ændrede lærerrolle undersøger Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen også kirkens forhold og indblanding i skolegang, de mange forskellige typer af skoler og ikke mindst holdninger til samme. Alt sammen illustreret gennem historiske kilder, der for eksempel beretter om Ole, Jørgen og Vilhelm, der gik i skole i 1778 i Landerslev, eller om læreren Johannes Pade, der drog rundt i landet for at finde et ordentligt skoleembede. Formålet med bogværket er at skrive en samlet skolehistorie, for det er 100 år siden, at en historiker sidst forsøgte sig med dette.

»Der har manglet en samlet skolehistorie om de lange linjer, og hvordan skole hænger sammen med samfundsudvikling og med barndommens historie. Vi synes, at der var brug for en historie om, hvad det vil sige at gå i skole, og om de mennesker, der er i skolens verden - lærerne, børnene og forældrene. Tidligere historiske fremstillinger har haft meget fokus på skolelove, pædagogiske ideer og store skolemænd, men det her er skolens historie set nedefra og fra mange forskellige perspektiver«, siger Charlotte Appel om projektet, der kommer til at omfatte fem bind.

»Skolen er ofte på den offentlige dagsorden, og der bliver hele tiden refereret til, hvordan skolen var tidligere, hvad enten man taler om lærerens autoritetstab, eller dengang der var ro i klasseværelset. Vi håber, at vi kan kvalificere debatten om skolens udvikling«, siger Charlotte Appel, der håber, at lærere vil opleve både genkendelighed og overraskelse ved at læse bogen.