Året 1814 var ikke det lykkeligste i Danmarks historie. Norge var gået tabt, og Napoleonskrigenes udgifter havde ført til statsbankerot året i forvejen. Alligevel var der lyspunkter. Oplysningstidens idealer begyndte så småt at slå igennem, i hvert fald for så vidt de gavnede den enevældige konge, Frederik den sjette. Så midt i al elendigheden skabte man en almen skole, der var uden sidestykke nogetsteds i verden. Med undervisningspligt og med ganske detaljerede krav til skolernes undervisning henholdsvis i købstæderne og på landet.

Anordningernes tohundredeårsjubilæum til næste år skal fejres, og det bliver det med maner. Først og fremmest bliver der udgivet et omfattende fembindsværk om skolens historie på dansk grund. Dens hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, som undertitlen lyder. Første bind foreligger nu og lover godt for det samlede værk.

”Skolens historie er tæt forbundet med barndommens historie og med udviklingen i samfundet”, understreger de to redaktører. Og udviklingen i samfundet var meget afhængig af, hvilke tanker og idealer der prægede kirken. Middelalderens og renæssancens pædagoger satte simpelt hen lighedstegn mellem gudstro og dannelse. Undervisningen var derfor præget af katekismusindlæring, for bondestanden som sådan anså den kristne børnelærdom for tilstrækkelig. Heri var bønderne ikke altid enige, og i kapitel syv fortæller de to forfattere om et eksempel på, hvordan samfundsudviklingen tidligt spiller ind på kravene til skolen: Omkring 1650 var de slesvigske/sønderjyske selvejerbønder langtfra tilfredse med kirkens omklamring og begrænsning af deres børns lærdom. De bestred ikke nødvendigheden af den kristelige børnelærdom, men de ville så sandelig også have, at børnene skulle lære at regne og at læse og skrive, ikke mindst på højtysk, for handel med landbrugsprodukter sydpå var grundlaget for disse bønders velstand.

Det er vanskeligt at dokumentere især de fattige børns skolegang. Man kan se, at den mange steder har fundet sted, det dokumenterer forordninger, beskrivelser og i nogen grad regnskaber. Men ingen har fundet anledning til at beskæftige sig nøjere med børn af de lavere klasser. Medmindre de nævnes indirekte, som når Sjællands første protestantiske biskop, Peder Palladius, ville overbevise de mere velstående bønder om, at de burde holde deres begavede drenge til bogen i stedet for at sende dem i stalden og marken. Til det arbejde kunne forældrene i stedet hyre en anden dreng, der ikke var så bogligt begavet, at der var grund til at holde ham i skole. Spareøvelser i forbindelse med inklusion er ikke nogen ny opfindelse.

Det her udgivne bind er skrevet med vægt på tre grundforhold, nemlig skolens mangfoldighed, skolen som samfunds- og konfliktarena, og at skoler var et sted for børn. Forfatterne peger selv på det sidste som indlysende, men ikke desto mindre er dette ofte overset i skoleforskningen. ”Skolen blev altid organiseret af voksne, men den blev befolket og oplevet af børn”, skriver de. Lovgivere og myndigheder oplever gennemtænkte og ordnede forhold, som de selv har skabt. Børnene oplever krav om arbejde fra tidlig alder og ofte dovne, uduelige og vilkårligt afstraffende lærere.

I øvrigt lider den første forskning i skolehistorie fra 1800-tallet under, at forskerne ledte efter skolefolk, der lignede dem selv. Altså embedsmænd ansat ved institutioner. Men sådan var det ikke. ”At holde skole” var det, der skete, når en lærer eller et familiemedlem samlede nogle børn omkring sig og underviste dem. Særlige bygninger til formålet hører en senere tid til. Dette medfører i øvrigt også den ulempe for forskerne, at der ikke var noget sted at samle, hvad der måtte være af dokumentation for skolens hverdag. ”Skolen” flyttede, når en person holdt op, og en anden begyndte at holde skole på en ny adresse.

Der er bogen igennem masser af eksempler på, hvordan konkrete elevers undervisning har været, fra senmiddelalderen til oplysningstiden, og gode illustrationer, der måske ikke præcis afbilder de nævnte situationer, men som giver et levende indblik i tidligere tiders skolepraksis – i hvert fald hvordan samtiden helst så den.

Første bind – med et fortrinligt navne-, sags- og billedregister og en samling forbilledlige essays, der omhandler centrale kilder til skolehistorien - udgør en gedigen indføring i idehistorie og politisk historie med fokus på skiftende og ofte stridende idealer og praksis i forbindelse med undervisning af børn i tidligere tider. Det er en tidsrejse, vi kan se frem til at fortsætte op mod nutiden i de kommende fire bind.