Mørket er faldet på, da Jens bakker ud af indkørslen lørdag aften. Hans niårige søn har allerede lukket øjnene på bagsædet. Det samme gør den to år ældre søster om lidt. Nu hviler hun kinden mod ruden. »Jeg er okay«, siger Jens højt for sig selv. Godt nok kunne han ikke koncentrere sig under middagen hos familiens venner. Han havde følt sig usædvanligt træt. Nærmest bedøvet. Men heldigvis er der ikke særlig langt hjem. Otte-ti kilometer højst. Og han har kørt vejen hundredvis af gange før. Han drejer om et hjørne.

Ude på den større vej forsøger en hvæsen fra motoren at fortælle ham, at det er tid til gearskifte. Jens ser på den dirrende nål i omdrejningstælleren og så på gearstangen. Her holder han blikket i flere sekunder, mens hans venstre hånd lige så stille trækker bilen over i den modsatte vejbane.

Det føles, som om nogen har knust hans ribben, men det er bare chokket, da det går op for ham, hvor han kører. Han styrer ud til højre igen. En modkørende bilist, og så ville det formentlig have været ude med dem alle.

Lykkeligvis er han alene på vejen denne januaraften. Og børnene sover på bagsædet. Han ved, han burde ringe efter hjælp, men med 20 kilometer i timen kryber bilen det sidste stykke vej hjem, uden at nogen bliver tilkaldt. Det er lørdag den 18. januar 2007. Jens kan mærke, at den overfusning, som en far gav ham på skolen dagen før, vil få betydning for resten af hans liv.

Trusler har konsekvenser

Langt de fleste lærere, der har været udsat for trusler, er påvirket efterfølgende. I Folkeskolens undersøgelse fortæller en tredjedel af de lærere, der er blevet truet, at de har haft psykiske følger eller været sygemeldt efter episoden. Forskning viser, at de fleste, der er udsat for vold og trusler, kommer sig i løbet af en lille uges tid efter overfaldet. Bliver man udsat for trusler eller vold på arbejdet, har kvinder en signifikant øget risiko for at udvikle en depression og mænd for at udvikle en stressrelateret lidelse. Jens er en af dem, der psykisk bukkede under efter mødet med en elevs far en ellers helt almindelig fredag.

Angsten sniger sig ind på Jens

»Vi havde ingen anden mulighed end at holde ham fast«. Jens prøver at holde stemmen rolig. Det er fredag eftermiddag på skolelederens kontor. Over for Jens sidder en far til en dreng i 2. klasse. Eleven selv, hans klasselærer, vice- og skolelederen sidder der også, men det er Jens, der fører ordet. Faren fylder godt i sofaen overfor. Hans muskuløse overarme truer med at sprænge hans jakke, og op ad mandens hals kravler grågrønne tatoveringer.

Faren er rasende, fordi Jens og en kvindelig kollega har holdt hans søn fast, og særligt fordi drengens rygsæk er gået i stykker under manøvren. Jens forklarer, hvordan drengen tidligere på dagen gik amok på to piger. Han fortæller, hvordan drengen slog dem, så de faldt, og derefter blev ved med at sparke dem. Derfor var de nødt til at holde drengen tilbage. Jens husker ikke at have haft fat i drengens rygsækstrop, men vil ikke benægte det.

Diskussionen på skolens kontor fortsætter i halvanden time. Faren råber skiftevis af Jens og af skoleledelsen. Men hver gang er det Jens, der må svare. Alle andre er målløse. Blæst omkuld af farens vrede.

Jens er rystet, da faren endelig forlader skolen. Han føler sig udtømt for argumenter for, at hans arbejde giver nogen som helst mening. Han vil gerne hjem nu, men tanken om at møde faren på vej ned mod stationen lader en kulde fare igennem ham. Jens tænker på, hvordan drengen tit har pralet af alle de våben, hans far har. Noget siger ham, at drengen hverken overdriver eller fantaserer.

Oplevelsen, ikke omfanget

Jens Andersen er langtfra den eneste lærer, der har været udsat for hårde ord og truende fagter i løbet af en skoledag. Inden for det seneste år har 17 procent af lærerne oplevet vold eller trusler på arbejdspladsen. Forskning viser, at det ikke er omfanget af den voldelige hændelse, der har betydning for, hvordan man reagerer efter at have været udsat for vold. Det er derimod, hvordan man oplever og vurderer faren i forbindelse med overfaldet. Jens blev grebet af en overvældende angst efter episoden og kommer aldrig mere til at arbejde i folkeskolen.

Stresshåndtering mindsker risiko for nedtur

Otte måneder efter overfusningen sidder Jens på en yogamåtte i et lokale på Nørrebro i København og kigger lige frem for sig. De ni andre i rummet er kvinder. Sendt på stresskursus som ham selv. De øver åndedrætsteknik og strækker ømme muskler ud. I kvindernes selskab er Jens for sjov begyndt at kalde sig for Nynne. Det har været befriende at kunne lægge en ironisk distance til sig selv og den situation, han er havnet i. Han arbejder ikke længere på skolen.

I tre uger var han indlagt på en psykiatrisk afdeling, men en konsulent i Københavns Lærerforening hjalp ham på benene herefter, hjalp med at anmelde arbejdsskaden og var med til mødet med kommunen, der gav Jens henvisningen til stresskurset.

Jens ved med sig selv, at han aldrig skal arbejde i folkeskolen igen. Han havde ti ubetinget gode år som lærer. De sidste år tog han bare for meget på sine skuldre, og episoden med faren var så dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det er den erkendelse, han er nået frem til under yogatimerne. I dag finder han mening i at hjælpe andre med at undgå den angst og stress, der fik tag i ham.

Artiklen er blevet til gennem interview med Jens Andersen, hans kollega og konsulent i DLF. Desuden er der inddraget forskning fra Videncenter for Arbejdsmiljø og Scharling Research - en undersøgelse af vold og trusler i skolen foretaget for fagbladet Folkeskolen.