Klokken er 15.42. Teammødet er så småt ved at begynde. Lars er ikke kommet, Lise er ved at hente kaffe. Henrik og Mathilde er endnu en gang ved at diskutere, om tysk i 5. er en god ide, og om der er for varmt. Og i midten sidder Hanne, som har været klar med sin firepunktsdagsorden siden 15.25. Hun er ved at eksplodere over alt det, hun kunne have nået, og hun ved, at de næppe når til punkt 4's vigtige pædagogiske diskussion.

De er nok alle enige om, at deres møder kunne være bedre. Men hvordan?

Det giver lærer og psykolog Vibeke Petersen og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik Ib Ravn et klart og enkelt bud på i deres nye bog »Skolens teammøder«: En af de fem lærere skal få de andres opbakning til, at hun eller han fremover faciliterer teamets møder.

Anmeldelse: Nye måder, nye møder

»En facilitator er ikke en klassisk mødeleder, som styrer showet og trumfer beslutninger igennem. En facilitator styrer venligt, men bestemt mødets form og sikrer, at alle bidrag leder frem mod målet, så der skabes værdi for skolens aftagere og mening for mødets deltagere«, forklarer Ib Ravn.

Hvem som helst kan blive facilitator, hvis man har lysten - måske i dette tilfælde Hanne, som er dybt motiveret - og hvis de andre accepterer hendes nye rolle, som er væsentligt mere aktiv, understøttende og guidende, men også mere inkluderende og lyttende end en normal mødeleders rolle.

Som facilitator kunne Hanne på forhånd have aftalt, at de første fem minutter bruges til løs snak og kaffehentning, hun ville måske have åbnet vinduet, og 15.35 ville hun have åbnet mødet. Når Lars dukkede op, ville hun høfligt byde ham velkommen, men ikke tage hensyn til, hvad han ikke havde hørt.

»Dansk mødekultur er slasket. Og i særlig grad i skolen, for der er det heller ikke legitimt, at nogen tager opgaven som mødeleder på sig. Man er blandt ligemænd i en ikkehierarkisk kultur, så alt, hvad man har at sige, skal høres, og man må ikke afbryde. Men virkeligheden er bare, at de ineffektive møder dræner og frustrerer, og til sidst er der ingen, der ved, hvad man har besluttet«, siger Vibeke Petersen.

Forberedelse:
 Som teamfolk vi dele 

Hvem tager opgaven på sig?

»Hvem vil tage sig af lyd og lys, når vi får besøg af Uwe Kind? Og vi skal også have en, der byder velkommen«, siger Hanne. På en normal dagsorden ville i bedste fald halvdelen af gruppen kunne huske, hvad der skulle diskuteres. Men Ib Ravn og Vibeke Petersen foreslår en udrettedagsorden, hvor det er udspecificeret, hvad der skal ske, og hvor man noterer, hvem der bliver ansvarlig.

Mathilde og Henrik kigger ned i bordet. Lars fifler med sin telefon, og Lise mener ikke, at det altid kan være hende. Her træder Hanne så i karakter som facilitator. »Ingen?« »Er der ikke noget med, at du har helt styr på apparaterne, Henrik?« »Du kan ikke?« »Nå, men skal vi droppe det så? Er der en, der vil kontakte Uwe Kind og sige, at vi ikke ønsker besøg?« »Nå ikke, så er vi altså enige om, at nogen må påtage sig opgaven. Nogen forslag?« »Ja, Lars, du mener, du kan finde ud af det, hvis Henrik forklarer dig det på forhånd. Og du vil gerne spørge vores leder, om han vil byde velkommen? God ide«.

»Man kan sammenligne facilitering med god undervisning. Når eleverne med det samme kan se, hvad målet er, og hvad der skal ske, så bliver der ro og tryghed om opgaven. De kan læne sig tilbage, for de er i trygge hænder«, forklarer Vibeke Petersen.

Strukturen giver frihed. Og der kan sagtens være plads til kække bemærkninger og kage, men det skal ikke forstyrre mødets form. Facilitator skal bide sig fast og sikre, at opgaverne bliver fordelt - og ikke bare selv tage dem på sig eller lade det flyde.

»Det smarte er, at man kan få ordnet driftsspørgsmål på fem minutter eller måske endda uden for møderne. Og så kan møderne bruges på mere givende emner«, siger Ib Ravn.

Den uundværlige tre-i-ener:
 Pædagogisk udvikling, målstyring og koordinering   

Man må gerne afbryde

»Så er det tid til at tale erfaringer med at indarbejde nye Fælles Mål«, siger Hanne som introduktion til punkt 2. Hun deler gruppen i to og beder dem tage en »lyt og byt«. Først har den ene ti minutter til at fortælle om sine bedste eksempler på, hvordan hun har arbejdet med målene i undervisningen. Den anden kan stille et par spørgsmål, og så bytter de.

Efter summen er der mulighed for at høre de bedste eksempler i plenum. Pludselig er Mathilde og Henrik på vej ud i den sædvanlige uenighed. Her er det så Hannes opgave at stoppe dem, for eksempel med ordene: »Henrik, det lyder spændende, men det er ikke det, vi skal tale om i dag. Og hvad siger du, Lise?«

»I dansk mødekultur tror man ikke, at man må afbryde. Men ekstroverte mennesker snakker meget, og i virkeligheden har de ikke noget imod at blive afbrudt. Det kan ligefrem give tryghed, at man ved, at der er en, der styrer mødet og sikrer, at man ikke snakker for meget eller om noget, der ikke fremmer mødet«, forklarer Ib Ravn.

Tid til den svære samtale

Mathilde skal tage en svær samtale med et forældrepar. Hvis mødet var gået, som det plejede, så ville de måske aldrig være nået til punktet. Men nu, hvor Hanne har holdt tidsplanen, kan hun nå at bruge en af metoderne til refleksive processer.

Mathilde fortæller teamet om sin udfordring. Teamet lytter og noterer nøgleord fra hendes fortælling. Derefter siger de andre efter tur nøgleordene, og i en ny runde kan de komme med spørgsmål - men de taler om Mathilde i tredjeperson, mens hun sidder med ryggen til. »Gad vide, om det ville gøre en forskel, hvis Mathilde talte med moderen først, når det nu lyder, som om faren har et iltert temperament?« spørger Lise.

Hanne sikrer sig, at ingen med deres spørgsmål belærer Mathilde om, hvad der er det rigtige at gøre. Herefter vender Mathilde sig igen mod teamet og fortæller sin historie igen med de nye vinkler, hun har fået, på den forestående samtale. Til sidst spørger Hanne, om Mathilde føler sig set og hørt, og hvad hun tager med sig videre.

»Denne del af mødet er jo utroligt vigtig at få tid til. Men det er også det sværeste som facilitator. Det kræver, at man tager i hvert fald et kort kursus og træner meget, for man kan let komme til at begå overgreb mod fokuspersonen. Det er vigtigt, at facilitatoren på en venlig måde stopper deltagerne, hvis noget går skævt«, forklarer Vibeke Petersen.

Hanne kan afslutte mødet i god tid før klokken 16 med at finde nye mødedatoer. Alle har vidst, at det skulle ske, så de har kalenderen med, og de bliver skrevet på planen med det samme. »Tak for i dag«.