Skolelederne: Den gode lærer er afklaret med sig selv

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg tænker, at det er en, der har noget personlighed. Det er en, der er afklaret med, hvor vedkommende står som menneske, og en, der hviler i sig selv. Fordi det at være lærer handler om at bringe sig selv i spil. Man kan ikke tage en maske på og være en anden. Det holder man ikke til i længden. Hvis ikke man kan levere på at være sig selv, så får man udfordringer som lærer. Det kan godt være, at man holder 10, 15 eller 20 år, men man holder ikke i længden.

Og så skal det være en, der tør tage ledelse i læringsrummet, tør stille sig op og sige: 'Her er jeg, og jeg ved, hvad vi skal i dag'. Det handler om personlighed og viden om, at det er det, der skal til for at være lærer. Hvis ikke man kan det, så kan man være nok så fagligt dygtig, men det kommer ikke til at fungere. Det faglige kan man lære hen ad vejen«.

 

Understøtter reformen og de vilkår, der er i folkeskolen i dag, den gode lærer?

»Det synes jeg sådan set ikke. Men det er reformuafhængigt, kan man sige. Det største problem ved reformen er ikke reformen - det er tiden til en kvalificeret forberedelse. Det er den største udfordring. Selve reformen er der så mange åbenheder i, at hvis man er fagligt velfunderet, så vil man kunne udfylde mange af de ting, som reformen lægger op til. For så kan man afvæbne noget af målstyringen og fokuseringen på test ved at sige, at vi ved også, at der er nogle andre ting i formålsparagraffen, som vi skal holde øje med. Så der kan man bruge sin faglighed til at spille ind, så man får balanceret de elementer, der er i reformen«.