Lise Lotte Dagger, 44 år, uddannet i 1999, Skovhoved Skole, Gentofte
Jeg drømte om...
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg drømte om at være den fagligt ambitiøse lærer. Som engelsklærer var det om at få eleverne til at elske faget. Men når man så kommer ud i den virkelige verden, så er der mange andre ting på spil. Nu er den gode lærer for mig den, som kan få undervisningen til at give mening for børnene. Det synes jeg er sindssygt vigtigt. Og det at kunne engagere det enkelte barn. Det er rigtig vigtigt, at man som lærer er en ildsjæl, men det vigtigste er, at børnene engageres. For ellers kan man stå og være nok så begejstret.
Jeg er læreren, der har som mål at få børnene til at se meningen med det, de laver. Det synes jeg er enormt vigtigt. På min årgang underviser vi i princippet i alle fag, fordi vi arbejder meget projektorienteret, så vi har ikke skarpe faggrænser. Det er klart, at jeg føler mig mest hjemme i mit normale fag, men man kan også nogle gange være lidt for sikker i sit fag. Og så mener jeg, at det er en enorm styrke at planlægge sammen med sine kolleger. Sammen har vi en enorm viden. Desværre er det blevet væsentligt sværere at være den gode lærer, fordi vi ikke længere har tiden til det. Vi har fået halveret vores fælles forberedelsestid. Det er pædagogisk udvikling på et minimum. Det bliver overlevelse fra dag til dag. Det er rigtig sørgeligt for øjeblikket.